Enhedspartiets Skjold og Sværd?

Er den tyske efterretningstjenestes seneste indgreb mod AfD en politisk motiveret kriminalisering af Tysklands førende demokratiske oppositionsparti? Til fordel for gamle magthaverpartier i landets ”store koalition”, der netop mister stemmer til dette parti?

Bundesamt für Verfassungsschutz (BfV) hedder Tysklands interne efterretningstjeneste. Dets opgave er at beskytte demokratiet bl.a. gennem overvågning af voldelige og anti-demokratiske kræfter. Modsat Ministerium für Staatssicherheit i det tidligere DDR har det – uanset partifarve og magtpolitisk position – dog aldrig været BfVs definerede opgave at optræde som ”Skjold og Sværd” for bestemte politiske partier i Forbundsrepublikken.

Nu synes imidlertid stærke kræfter i både politik og mainstreammedier indstillet på at gøre efterretningstjenesten til et politisk instrument mod demokratiske partier og folkelige bevægelser, som udfordrer gamle magthaverpositioner – og partier.

Således offentliggjorde for nylig BfVs nye leder Thomas Haldenwang, at efterretningstjenesten fremover vil overvåge en fløj i det demokratiske parti AfD omkring politikeren Björn Höcke, som ifølge Haldenwang skulle være ”højreekstrem”. Dette angiveligt, fordi han støtter den islamkritiske borgerbevægelse Pegida i Dresden. Også regeringskritiske og alternative medier som f.eks. Compact-Magazin blev sat på Haldenwangs sorte liste – og dermed indirekte forbundet med antidemokratiske tendenser. Dette selvom intet i mediet Compact-Magazin nogensinde har været antidemokratisk: https://www.compact-online.de/

Efter kanslerens indgreb i den demokratiske proces i delstaten Thüringen er BfVs indgreb mod AfD dog ret påfaldende.

For Thomas Haldenwangs kriminalisering af AfD og Höcke kommer som kaldet fra centralmagten i Berlin. Höcke er nemlig den samme AfD- politiker, som kansler Merkel med et problematisk indgreb i starten af februar 2020 netop havde forhindret i at komme demokratisk til magten efter delstatsvalget i Thüringen. Her blev det største parti Die Linke, som delvist er en arvtager til det kommunistiske SED, der styrede det østtyske diktatur, mens AfD blev næststørst med Björn Höcke som formand. Höcke søgte rollen som støtteparti for en borgerlig delstatsregering i Thüringen med FDP-liberale Thomas Kemmerich som leder og med stemmer fra CDU – og denne borgerlige koalition så virkelig ud til at samle flertal. Men så greb kansler Merkel ind i den demokratiske proces i Thüringen og erklærede at delstatsvalg og den nye regeringsdannelse var ”utilgivelig og derfor må valgresultatet gøres om”:

https://www.youtube.com/watch?v=JDFFNMSkBVk

Kemmerich fra FDP trak sig, CDU stemte blankt og Thüringen fik derfor en anden delstatsleder fra partiet die Linke. Merkels indgreb i Thüringen var demokratisk problematisk og svarer til, hvis statsministeren i Danmark blandede sig og greb direkte ind i regeringsdannelsen efter et byrådsvalg. Kansler Merkels begrundelse minder om Nyrup Rasmussens ”ikke-stuerene”-retorik overfor DF i 1990’erne, men kan forekomme paradoksal, dels fordi den nu skaffer en venstreradikal regering til magten i Thüringen, men også fordi AfD ikke er gerningsmand, men snarere offer for antidemokratisk og politisk motiveret vold udgående fra den radikale venstrefløj i Tyskland.

I ret høj grad udsættes demokratiske politikere fra AfD for antidemokratisk vold og hærværk udøvet af Antifa og lignende venstrefløjsfascister.  I 2019 blev AfD parlamentsmedlem Frank Magnitz udsat for et livstruende overfald i Bremen, som aldrig blev opklaret. Flere AfD politikere har oplevet politisk hærværk mod deres hjem eller fået deres biler brændt af. Det gælder f.eks. Nicholaus Fest, Beatrix von Storch og Guido Reil for blot at nævne nogle – og det er flere gange hændt at AfD partikontorer er blevet brandbombet eller udsat for hærværk i Tyskland. Venstreorienterede politikere bliver i langt mindre grad udsat for disse voldelige overgreb. Deres biler brændes ikke af og deres privathjem overmales ikke med slogans. Ingen AfD-politikere har dog mig bekendt nogensinde forsvaret antidemokratisk vold som legitim politisk metode.

Det har derimod politikere på den tyske venstrefløj:

”I kampen mod højre har SPD også brug for Antifa” – skrev 07.09.2018 den socialdemokratiske toppolitiker Angela Marquardt i partiorganet ”Vorwärts” – og solidariserede dermed SPD med en voldelig, venstrefascistisk organisation, hvis systematiske brug af vold, hærværk og mødeterror på mange måder minder om nazister og kommunisters antidemokratiske metoder i 1930’erne. Iflg. Marquardt skulle det være det tyske socialdemokratis ”forbandede opgave at stå sammen med” – Antifa.

Formentlig var det bl.a. på denne baggrund, at den fyrede og tidligere leder af den tyske efterretningstjeneste, Hans Georg Massen, i en tale i oktober 2018 advarede mod ”venstreradikale kræfter i SPD”.

Massen blev imidlertid fyret som leder af Verfassungsschutz, da han i 2018 modsatte sig den politiske instrumentalisering af den tyske efterretningstjeneste og havde påpeget den kendsgerning, at en video fra uroligheder i Chemnitz forrige år ikke kunne bruges som bevis på de fremmedfjendtlige pogromer, som kansler Merkel dengang talte om.

Men med sin tale markerede Massen, at antidemokratisk ekstremisme også kan findes på venstrefløjen i Tyskland, hvis politiske historie ikke kun er præget af højreekstremismen i 1930’erne, men også af venstreekstrem vold og terror i 1970’erne, 1980’erne og 1990’erne.

Efter terrorangrebet i Hanau, hvor en sindsforvirret højreekstremist dræbte ni personer og sin egen mor, har det været normen snarere end undtagelsen, at toneangivende MSM og politikere fra SPD, die Linke og de Grønne har søgt at gøre partiet AfD indirekte ansvarlig for denne terrorugerning. Og dermed er presset vokset på BfV for at kriminalisere AfD.

Imidlertid har AfD intet med Hanau-terroristen at gøre. Den pågældende Tobias R. var ikke medlem af AfD og brugte ikke AfDs materiale som retfærdiggørelse af sin ugerning.

Ifølge Bundeskriminalamt begik Hanau-terroristen en utvetydig racistisk ugerning, men han var mere påvirket af paranoide vrangforestillinger end af noget konsistent politisk verdensbillede.

Ikke desto mindre holdt i marts 2020 Renate Künast fra de Grønne en tale i Forbundsdagen, hvor hun efter terrorangrebet i Hanau forlangte statsstøtte til den voldelige og venstreekstreme organisation Antifa – dette angiveligt som forslag til ”en demokratisk støttelovgivning” og som om terrorangrebet i Hanau kunne retfærdiggøre statsstøtte til venstreekstrem vold og terror?

Også den demokratiske debatkultur i tyske MSM er påfaldende skævvredet. Hvor dominerende mainstreammedier i Tyskland er mere end villige til at sætte AfD i politisk bås med antidemokratisk fascisme – udviser de samme medier en bemærkelsesværdig forståelse for antidemokratisk voldsretorik på venstrefløjen: ”Vi skal storme parlamenterne, hvor der sidder nyfascister” – prædikede i en rabiat tv-kommentar på den landsdækkende kanal ARD i marts den venstreorienterede præst og mediedarling, Annete Behnken. Men samtlige MSM i Tyskland forsvarer pastor Behnkens venstrefascistiske voldsretorik.

Her må man forestille sig MSM-reaktionen, hvis en AfD-politiker havde talt om at ”storme parlamenterne” og derfor er det interessant nu at iagttage, hvordan BfV griber ind i den demokratiske proces – ikke overfor radikale kræfter i de gamle partier og på venstrefløjen, som åbenlyst støtter voldelige og venstreekstreme organisationer, men nu lader sig bruge mod Tysklands største oppositionsparti AfD. Det parti, som særlig i udlændinge-og sikkerhedspolitikken udfordrer de gamle partier i Tysklands ”store koalition” og som CDU og SPD igennem flere år netop har mistet stemmer til.

Naturligvis skal efterretningstjenesten forsvare demokratiet mod voldelige og antidemokratiske kræfter. Men det hemmelige politi skal i et demokrati også modsætte sig det politiske pres, der ofte vil være for at udnytte efterretningstjenesten som instrument mod besværlige, men demokratiske politiske modstandere.

Det rejser spørgsmålet, om Haldenwangs ærinde netop er det politiske bestillingsarbejde, som den fyrede forgænger ikke ville være med til?

Hvem vogter vogterne – af den dybe stat?

P.S. Forsvaret for ytringsfriheden må også i en Corona-krisetid indebære afvisningen af stats-og magthaverautoritære indgreb mod en mere eller mindre subjektivt defineret ”misinformation”. 

I skrivende stund lægger i Tyskland flere politiske aktører anført af efterretningstjenesten og under dække af Coronakrisen indirekte op til statsindgreb mod såkaldt ”misinformation” fra angivelige højreradikale, der iflg. BfVs Thomas Haldenwang misbruger Corona-krisen til at ”undergrave” regeringen og kritisere de åbne grænser.

I forlængelse heraf kræver det liberale FDP-medlem af Forbundsdagen Benjamin Strasser et slags Sandhedsministerium mod misinformation ( ”ein zentrales Abwehrzentrum gegen Desinformation”): ”I krisesituationer må retsstaten koordineret bekæmpe falske informationer og populistisk hetz” – udtalte Strasser.   

Også EUs udenrigstjeneste (EEAS) advarer mod EU-kritik og såkaldt ”misinformation” under Coronakrisen, der ligefrem tillader sig”… ofte direkte at sætte spørgsmålstegn ved den Europæiske Unions troværdighed”.