Er De i tvivl, så stem ’Nej’

Debatindlæg af Jens Kristian Bech Pedersen

Kan De huske, da statsminister Mette Frederiksen for nogle år tilbage sagde ”Det er jo fuldstændig gak” (dr.dk-nyheder 28 NOV 2019) om store forøgelser i det EU-budget, som medlemslandene havde fået forelagt. Men så kom hun et halvt år senere, i sommeren 2020, hjem fra EU´s budgetforhandlinger med en ekstra årlig regning til Danmark på mange milliarder kroner over de næste mange år – uden at have sagt Nej! eller Gak! under forhandlingerne. På trods af, at Danmark havde veto-ret i denne budget-sag. Nej, Mette Frederiksen – og ingen dansk regering -skal ikke nyde noget af at præsentere EU for et dansk veto-nej! Hvilken pålidelighed i holdningen! Hvilken standhaftighed i forhandlingerne!

Kan De huske, da Mette Frederiksen for nogle år tilbage sagde til danskerne: ”Forbeholdene er i dag grundlaget for den danske Europa-politik” (Vejle Amts Folkeblad 16 JUN 2018). Men ”i dag” kan jo åbenbart hurtigt blive til i går. Så nu har hun som statsminister sendt det danske EU-forbehold om forsvaret til folkeafstemning den 1. juni. Hvilken pålidelighed i holdningen! Hvilken standhaftighed i det politiske grundlag!

”Europa og verden har ændret sig,” siger Mette Frederiksen (Berlingske 7. maj 2022), og tænker på den russiske invasion af Ukraine. Men hvordan et forsvarsbehold pludselig kan ændre sin sikkerhedspolitiske gyldighed, når der opstår en ultimativ krigssituation i Europa, er dog lidt af en gåde, især da når Danmark er medlem af NATO. For et forsvarsbehold er jo indgået som Danmarks grundlag netop med henblik på en ultimativ situation, for at vi – i et til enhver tid selvvalgt samarbejde med andre lande! – selv kan bestemme den fulde anvendelse af vort militære forsvar og vore soldater.

Forsvarsforbeholdet fastholder den fundamentale frihed i en ultimativ situation
Et forsvarsforbehold er en holdning til noget fundamentalt, som vi ikke vil opgive uanset forandringer i verdenssituationen. Vi vil selv – ultimativt! – have den fulde magt over vort militære forsvar. Ligesom også forbeholdene om dansk mønt, dansk ret og dansk statsborgerskab gælder det fundamentale. Et forsvarsforbehold er ikke blot til brug i ligegyldige hyggesituationer, hvor der er fred og ingen fare. Gjaldt forsvarsforbeholdet da ikke en ultimativ situation også før Ukraine-krigen? Forsvarsforbeholdet betyder, at Danmark til enhver tid vil forbeholde sig ret til selvstændigt at træffe de for Danmark ultimative afgørelser i enhver ultimativ sikkerheds- og militærpolitisk situation.

Hvad andet end netop denne falske opfattelse af, at forsvarsforbeholdet kun skulle gælde i den fredeligt-hyggelige politik, er det, som har afsløret opportunismen, u-seriøsiteten og forførelsen i regeringens henvisning til Ukraine-krigen som begrundelse for at ophæve forbeholdet. Hvilken standhaftighed i det ultimative grundlag!

Mette Frederiksen er tilhænger af EU-fællesskabet ”af hjertet”
Derfor er det så meget mere foruroligende, når Mette Frederiksen siger: ”For mig som landets statsminister er det mere en værdimæssig beslutning om, at Danmark nu skal være med i EU og forsvarssamarbejdet – uden forbehold. Det er først og fremmest en værdibeslutning.” (dr.dk-nyheder 7 MAR 2022). Eller når hun om EU siger: ”Og vi skal være med af hjertet.” (Altinget 29 OKT 2021). Mange har sagt, at Mette Frederiksen er den mest EU-skeptiske statsminister, Danmark har haft. Men disse ord af hende viser, at det overhovedet ikke passer. Hun er EU-tilhænger med hud og hår og hjerte. Hendes ”gak”-udtalelser og hendes standhaftighed vedrørende EU-beslutninger falder bort, når hun træder ind gennem døren til EU-hovedkvarteret i Bruxelles.

For sådanne udtalelser betyder, at danske politikere aldrig vil sige nej. Det er såkaldt samarbejde det hele, og i et sådant værdimæssigt hjerte-samarbejde siger man ikke nej. Man kan det ikke! Medmindre man er Frankrig eller Tyskland. Det er sådan, EU’s totalitære og hjerte-ideologiske udviklingsambitioner virker. I denne ideologi er endemålet, at ethvert nej fjernes, og at alle må bøje sig for enhver beslutning, som flertallet træffer.

Altså flertalsmagt i en EU-ramme, hvor de suveræne nationale parlamenter er sat ud af spillet. Og hvor man kan rejse hjem til det danske Folketing og fortælle: ”Vi blev desværre stemt ned i overensstemmelse med EU’s beslutningsprocedure. Længere er den ikke!” Det er det, de danske EU-politikere kalder EU-samarbejde; altså et samarbejde, hvor Danmark deltager i absolut det hele, og hvor vi ”af hjertet” bøjer os ganske frivilligt og helt samarbejdsvilligt, når vi bliver stemt ned i EU’s beslutningsproces, uanset hvor meget sagen byder os imod.

Lissabon-traktatens overstatslige målsætning – i samarbejde og jura
I Lissabontraktatens § 49 står der, at ”den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik omfatter gradvis udformning af en fælles EU-forsvarspolitik. Denne vil føre til et fælles forsvar, når Det Europæiske Råd med enstemmighed træffer afgørelse herom.”  Her er det store overnationale EU-mål om ”et fælles forsvar” sat i den traktat, som Danmark har skrevet under på, men som vi altså i medfør af forsvarsforbeholdet har beskyttet os imod. Det kræver efter traktaten enstemmighed at indføre dette mål.

Men hele problemet ligger naturligvis deri, at man i EU’s medflydende samarbejde og trinvise udvikling i det praktiske inden for alle områder aldrig når dertil, at nu, nu, nu overgår EU til et fælles forsvar. For på det tidspunkt er det allerede sket. Det er det, der er udtrykt i traktaten: At i EU’s nuværende daglige samarbejde om sikkerhed og forsvar træffes enhver beslutning, stor eller lille, som en gradvis udformning af en fælles EU-forsvarspolitik. Enhver beslutning, stor eller lille, træffes med det ideologiske overstatslige sigte, at EU’s forsvarspolitik ”vil føre til et fælles forsvar.”

”Den gradvise udformning” skal ende i det overstatslige fait-accompli
Med et sådant sigte for de daglige beslutninger vil den ”den gradvise udformning” blot betyde, at Danmark en dag i fremtiden er stillet over for det fait-accompli, at det danske militære forsvar – politisk, økonomisk, strategisk, operativt, udviklingsmæssigt, indkøbsmæssigt og materielmæssigt – er dybt afhængig og bundet af de rammer, som er sat af EU. Og at vi derfor hverken praktisk eller principielt kan frigøre os fra EU’s jura på dette område uden at skulle melde os ud af EU. Til den tid vil vore politikere sige til os: Det giver ingen mening at opretholde Danmarks veto-ret i EU vedrørende Danmarks militære forsvar.

Derfor skal man sige fra allerede nu, og ikke når engang – – -! Hvis Danmark ophæver sit forsvarsforbehold den 1. juni 2022 og i de næstfølgende mange år ved det glidende EU-samarbejde vikles ind i en omfattende politisk, økonomisk, markedsmæssig, produktions- og materielmæssig, organisatorisk, strategisk og militært operativ afhængighed EU inden for sikkerhed og det militære forsvar, så er løbet kørt. Så er de frie handlemuligheder uden for EU-rammen tabt for Danmark. Så kan Danmark tilmed forudse, at vore ønsker om frie forbindelser og muligheder med USA og Storbritannien, der som bekendt ikke er medlem af EU, kan blive mere og mere indsnævret af de rammer, som i EU fremmes af det NATO-skeptiske og USA-kritiske Frankrig – og måske Tyskland.

Lige nu kan Danmark ifølge traktat-papirets bestemmelse om enstemmighed sige ”nej”. Men er det overhovedet nogensinde sket, at et EU-forslag – på andre områder end forsvarspolitik – ikke er blevet til noget, altså er blevet stemt ned i EU, alene på grund af et dansk veto-nej i de EU-beslutningsprocesser, hvor der kræves enstemmighed. Praksis fortæller det: Man kan ikke over en dørtærskel tro på danske politikeres pålidelighed i holdningen og standhaftighed i forhandlingerne. Det vil være risikabelt at slippe dem løs i Bruxelles.

Katten slap ud af sækken
Midt under den danske debat op til folkeafstemningen om det danske forsvarsforbehold er EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, EU-Parlamentets formand, Roberta Metsola og også Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, så kommet for skade at afsløre, hvad disse EU’s ”samarbejdshjertelige udviklingsambitioner” går ud. Katten slap ud af sækken. Disse EU-ideologiske frontløbere talte om traktatændringer, der blandt andet kan føre til kvalificerede flertalsvedtagelser på nøgleområder som fx det fælles militære forsvar. Dvs. at også inden for samarbejdsområdet det militære forsvar skal muligheden for at sige et veto-nej udryddes. En militær-union!

Det er slet ikke overraskende; for denne overstatslige lidenskabsdrift hen imod det fælles forsvar er udtrykt i selve den nugældende Lissabon-traktat. Man skal ikke gøre sig nogen politiske illusioner, hverken mht. Bruxelles-politikerne eller vore egne hjemlige politikere: Det er drifterne, der styrer handlingerne.

Og at afsløringen af disse udviklingsambitioner skete den 9. maj, er slet ikke tilfældigt. Denne dag er netop den såkaldte ”Europa-dag”, hvor man hylder det europæiske samarbejde og drømmen om evig fred i Europa. Så kom ikke og sig, at vi holder religion og politik adskilt; for Europa-dagen er en EU-politisk helligdag, hvor man udgyder sine ideologiske bekendelser, sine hjerte-politiske drifter, drømme og håb – og altså politiske hensigter. Som Frankrigs Macron sagde: ”Vi skal ændre vores tekster. Det er tydeligt.” Og Ursula von der Leyen sagde: ”Og ja, hvis der er behov for at ændre traktaterne, så må vi gøre det” (Berlingske 9. maj 2022).

EU-hæren skal kamoufleres
Men pludselig blev man bange for det, man selv havde sagt. Ja, katten slap ud af sækken, men så kæmpede man ihærdigt med at få den tilbage i sækken. Og ikke mindst dette sidste – at de nu benægter den tydelige mening i det, de havde sagt – er det tydelige bevis på, at den første umiddelbare forståelse af deres meget klare udtalelser er den sande.

Nogle dage senere udtalte en talsmand for EU-Kommissionen, at udtalelserne ikke skal ses som et ønske om afgørelser med kvalificeret flertal på forsvarsområdet. Tja, hvad de så skal ses som, er et stort spørgsmål. Måske er det bedst i denne sag at lytte til KF-politikeren og det mangeårige EU-Parlamentsmedlem Jens Rohde, der siger, at ”jasiden bliver nødt til at være ærlig om, at det er et mål for EU-Kommissionen at få oprettet en EU-hær” (Berlingske 11 maj 2022).

Regeringen protesterer mod EU-udtalelserne om overstatslighed for at få det danske forbehold mod overstatslighed afskaffet
Også den danske regering blev bange. For de danske politikere skyndte sig at protestere på Danmarks vegne sammen med tolv andre EU-lande imod, at EU-Kommissionen og EU-Parlamentet for nylig talte for en ændring af EU-traktaten, som vil kunne åbne for flertalsbeslutninger på forsvarsområdet. Både Mette Frederiksen og Jeppe Kofod har bedyret, at de vil anbefale, at danskerne skal stemme nej ved en eventuel kommende folkeafstemning om ændringer i EU-traktaten, hvis forsvarsområdet bliver gjort overstatsligt i EU.

Men det er så underligt. For vil disse politikere så efter et folkeafstemnings-nej til eventuelt kommende ændringer i EU-traktaten genindføre det forsvarsforbehold, som vi allerede har nu, og som de netop nu ønsker afskaffet? Nej, det kan vi være absolut sikre på, at de ikke vil. For også til den tid, vil Mette Frederiksen eller en anden EU-varm dansk statsminister sige: ”Europa og verden har ændret sig. Derfor kan vi lige så godt ved folkeafstemningen 1. juni bevare forsvarsforbeholdet nu; det ødelægger intet; kun de danske politikeres hede EU-drømme. Det nuværende forsvarsforbehold er netop danskernes værn mod EU’s overstatslighed.

Afskaffelse af forbeholdet imod overstatslighed medfører – overstatslighed!
Også noget andet er underligt. For hvis folkeafstemningen 1. juni ender med at blive et ja til afskaffelse af forsvarsforbeholdet, hvad skulle så forhindre vore politikere i fremtidigt at holde danskerne op på, at de jo allerede med denne afskaffelse har sagt ja til at gøre EU-forsvaret overstatsligt, når EU en gang i fremtiden ønsker traktatændringer om dette. Vi har jo så ophævet forbeholdet; det er jo det, ophævelsen betyder. Så vil disse politikere selvfølgelig holde helt op med at spørge den danske befolkning. Og vil med et simpelt folketingsflertal kunne beslutte at følge EU-beslutningerne af lutter samarbejdshensyn, selv om Danmark i den enkelte EU-sag stemmer imod. Den veto-pligt, som de nuværende forsvarsforbehold lægger på de danske politikere, vil være borte for altid.

For det er sagens kerne: Disse politikere vil gerne have frihed til i EU-regi at forhandle og samarbejde om absolut alt, og dermed frihed til at kunne acceptere og bøje sig for enhver EU-beslutning, der går Danmark imod. Mette Frederiksens og andre danske ministres ”gak-udtalelser” kommer ikke til at hjælpe en dyt. Der tales i disse år så meget om, at demokratiet nedbrydes; hvis der er noget, der beviser, at den danske befolknings demokratiske magt nedbrydes, så er det her. Også for at modvirke dette – demokrati-nedbrydningen – er det vigtigt at bevare alle forbeholdene.

Politikerne vil ikke hænges op på lovbundne løfter til den danske befolkning
Det er jo også underligt, at udenrigsminister Jeppe Kofod ikke vil skrive kravet om en sådan fremtidig folkeafstemning ind i lovteksten vedrørende folkeafstemningen 1. juni, men kun vil indføre kravet i bemærkningerne til denne lov. Nej, det er sikkert! Vore EU-politikere vil ikke igen fanges i, at en folkeafstemning er et lovkrav, sådan som det er formuleret i Grundloven vedrørende suverænitetsafgivelse til EU. Også i fremtiden skal der være mulighed for at tolke det hele ind i en overensstemmelse med EU´s ”samarbejdshjertelige udviklingsambitioner” – uden om den danske befolkning.

Hvorfor i alverden skulle vi tro på, at vore politikeres mundtlige løfter om at bevare dansk suverænitet over vort militære forsvar og deres løfte om en fremtidig folkeafstemning skulle stå stærkere end Grundlovens krav? Det er ikke vore politikeres varme luft og ordskvalder, vi stemmer om; det er Grundloven! Folkeafstemningen 1. juni er en Grundlovs-folkeafstemning. For Grundloven siger: Hvis du stemmer ja til afgivelse af dansk suverænitet over dansk forsvar, så betyder det ja, også i fremtiden. Grundloven kræver kun ét svar. Stemmer du nej, betyder det nej!

Den 3. december 2015 holdt Danmark en folkeafstemning om afskaffelse af retsforbeholdet. Det sagde befolkningen som bekendt nej til. Den direkte anledning til afstemningen var, at politisamarbejdet i EUROPOL stod foran at skulle gøres overstatsligt. Ud over politisamarbejdet er stadig flere retsområder inden for EU løbende blevet gjort overstatslige i medfør af Lissabon-traktaten fra 2009. Al denne overstatslige EU-ret ville Danmark være blevet bundet af, hvis vi havde sagt ja.

Men under denne 2015-folkeafstemning var der ingen EU-politikere, der lovede den danske befolkning en ny folkeafstemning, hvis flere emner fra retsområdet skulle gøres overstatsligt. Med åbne øjne var de klar til – med et ja til afskaffelse af retsforbeholdet – at blive stemt ned i EU’s beslutningsproces og at skulle bøje sig for ethvert nyt tiltag om at gøre et nyt retsområde overstatsligt, og ikke blot vedrørende EUROPOL. Men danskerne sagde ”Stop!” til disse politikere.

Det er EU’s ideologiske udviklingsambition, man skal overveje, når man skal sætte sit kryds
Sådan er det: Enten står det danske forbehold fast eller det falder; og falder det, er der frit løb for vore politikere til at bøje sig for hvad som helst i EU. Det er det, vore EU-politikere stræber efter: det frie løb og det ubegrænsede ja-samarbejde i EU uden at skulle tage hensyn til den danske befolkning. I mange år har vi hørt igen og igen fra disse politikere, at tiden og udviklingen er løbet fra vore forbehold, og at de derfor bør fjernes. Men hvis forbeholdene blev fjernet, tror De så, at vore politikere igen og igen ville komme rendende og fortælle os, at vi skal genindføre forbeholdene, fordi tiden og udviklingen har ændret sig og nu kræver nye forbehold?

Nu skal overhovedet ingen være i tvivl om, at ethvert ”ja” til enhver EU-politik er et ja til en politisk udvikling. Ethvert ja er altid et skridt mod den snævrere og snævrere integration. Sådan har det været i alle de 50 år, hvor Danmark har været medlem af EF/EU.

Det er derfor EU’s udviklingsambitioner og den overstatslige ideologi, vi skal se på.

Det er netop, når EU og vore egne politikere taler om at være med i kernen af EU, taler om såkaldte ”europæiske værdier”, EU som politisk hjertesag og europæisk ”fællesskab” og ”samhørighed”, som blandt andre Mette Frederiksen ofte gør – det er netop, når de taler sådan, at vi skal være overordentlig kritiske og mistænksomme, og lade den sunde skepsis afgøre vort valg.

For i denne udvikling og i disse ambitioner betyder ethvert ”ja” en stadig større indskrænkning af mulighederne for at sige ”nej”. Dette er hele EU’s grundlæggende ide: Alle nej-grænser eller stop-grænser skal nedbrydes. Og det uanset om beslutningerne i EU kræver enstemmighed eller ej.

Det er årsagen til, at det er aldeles afgørende, at vi ikke overlader det til vore politikere at være dem, der skal sige nej i forsvarspolitiske beslutninger i EU. Men at vi holder fast i, at det er den danske befolkning selv, der med Grundloven i hånden har sagt dette nej, og at vi gør det ved fortsat at bevare forsvarsforbeholdet, ja, alle de fire vigtige forbehold. Vore politikeres nej kommer aldrig. Deres såkaldte ”EU-samarbejde” er altid blot en omskrivning af og et dække over, at Danmark mere og mere uhjælpeligt suges ind i hvirvlen af EU’s udviklingsambitioner, og at selvstændig dansk lovgivning derfor føres ind i et stadigt mere indviklet og strammere netværk af EU-regler.

Dansk selvbestemmelse kan skrælles itu blad for blad
National selvbestemmelse og suverænitet? ”Vi har da national selvbestemmelse,” siger disse EU-politikere, ”vi har da selv bestemt, at vi vil bøje os for det ene og det andet i EU-samarbejdet.” Og når EU udvikler sig, ja, så er det jo blot, fordi Danmark og alle andre lande selv bestemmer, at de er villige til – igen og igen og igen! – at indgå i EU-samarbejdet, som betyder, at vi bøjer os mere og mere på flere og flere områder. I dette værdimæssige EU-hjerte-samarbejde er det netop det, som national selvbestemmelse går ud på for vore EU-politikere: At Danmark er hørt op med at stå ultimativt fast på forhold, der har essentiel betydning for os. Intet er for dem så vigtigt, at det ikke kan opgives, når vi bøjer os for EU’s beslutningsproces. Det er jo det, som EU-traktaterne kalder for ”en integration, der uden ophør gøres stadigt snævrere.” Jo, ingen skal være i tvivl om, at vore fire danske forbehold er en pestilens for vores EU-politikere. Hvis den danske befolkning i fremtidens EU-udvikling vil have lov at bestemme noget som helst selv, er det aldeles vigtigt, at vi holder fast i de fire danske forbehold.

Danmark kan miste sin selvbestemmelse på mange måder. Ved et pludseligt fald ned i afgrunden, som vi oplevede det, da Tyskland besatte Danmark den 9. april 1940. Men vi kan også miste vores selvbestemmelse gradvist ved, at Danmark kurer ned ad en glidebane. Det er det, der sker i vort EU-samarbejde, der ”uden ophør gøres stadigt snævrere.”

I det spil opfattes dansk selvbestemmelse som en kerne, der bevares uantastet, uanset hvor meget vi samarbejder og EU’s beslutninger griber mere og mere om sig og indskrænker Danmarks frie råderum. Men et lands selvbestemmelse er som et løg. Man kan pille det ene blad af løget efter det andet i troen på, at man bevarer løgets kerne. For kun at opdage, at både løget og dets kerne er forsvundet, når man piller alle blade af; for løget bestod kun af blade. Vil man bevare løget, skal man bevare bladene, eller kun pille de alleryderste unødvendige blade af – og bevare de vigtige, indre kerneblade, som er de fire forbehold om dansk ret, dansk mønt, dansk forsvar og dansk statsborgerskab.

Vil man bevare Danmarks selvbestemmelse og selvstændighed – og da især inden for de vigtige forbehold – og sige nej til at skrælle mere af dansk selvbestemmelse, så kommer man i dette glidende og uophørlige selvbestemmelses-skrælleri ikke uden om at sige: Nu er det nok! Et nej til at ophæve det danske forsvarsforbehold i EU er en meget god måde at sige det på.

Dette har hele tiden været den fundamentale kerne i den mangeårige danske debat og konflikt mellem EU-ja-sigere og EU-nej-sigere: At man også ved udviklingen af det frivillige EU-samarbejde kan miste sin nationale selvbestemmelse. Hvilket i praksis vil sige, at den danske befolkning og det danske Folketing får mindre og mindre at skulle have sagt; og til sidst kun bestemmer farven på danskernes toiletpapir. For alt andet bestemmes i EU i det værdimæssige hjerte-samarbejde, hvor vi helt frivilligt bøjer os for alle de beslutninger, der går Danmark imod. Det ansvars- og Danmarks-løse fælles-paradis! Alle danske EU-politikeres store drøm.

Afgørende forskel på NATO og EU
Der er en afgørende forskel på NATO og EU. NATO er en militær solidaritet, der bygger på, at NATO-landene, også Danmark, i en konfliktsituation skal komme et andet NATO-land, der angribes, til hjælp med de militære styrker, som det enkelte land og Danmark nu engang er i besiddelse af. Denne solidaritet bygger udelukkende på en politisk aftale, en såkaldt pagt, hvor intet land er pålagt internationalt juridiske bindinger. At der ikke er juridiske bindinger har derfor også betydet, at Danmark og mange andre lande har været fritstillet med hensyn til størrelsen og sammensætningen af deres militære forsvar. Herunder også størrelsen af forsvarsbudgettet, der for mange landes vedkommende har ligget langt under de politisk aftalte – men ikke juridisk obligatoriske! – berømte to procent. Selv om dette er skidt, har det altså betydet, at inden for NATO har landene har haft deres frihed til selv at tage bestik af de militære trusler, den sikkerhedsmæssige og økonomiske situation og bruge mindre end de to procent af BNP på forsvaret.

Men med EU er det helt anderledes. Alt samarbejde i EU bygger på internationalt juridiske aftaler, såkaldte traktater. I alt væsentlighed er det derfor et sprogligt bedrag at kalde EU for et samarbejde. For ifølge EU’s traktater vil Danmark blive juridisk forpligtet til at underlægge sig de beslutninger, som EU vedtager vedrørende det militære forsvar. Altså et samarbejde om at underlægge sig – uafbrudt! Er det samarbejde? Vi samarbejder om at nedlægge os selv og det danske Folketing. Når vi ikke selv er her længere, hvordan vi så samarbejde? Et samarbejde forudsætter et selv, der er selvstændigt, og som uafbrudt bevarer muligheden for og friheden til at sige ja eller nej.

Hvis folkeafstemningen 1. juni ender med et ja, og vi derfor tilmelder os EU’s samarbejde vedrørende sikkerhed og militært forsvar, så vil vi lige nu – med den nugældende EU-traktat – have muligheden for at give EU et veto-nej til EU’s beslutninger. Giver vi ikke et sådant veto-nej – hvad jo danske ministre og regeringschefer er meget uvillige til eller direkte afvisende overfor – så vil vi også i dag være juridisk bundet af EU’s militære beslutninger. Men ændres EU-traktaten, så veto-retten for det enkelte land forsvinder, vil vi være bundet af EU’s flertalsbeslutninger, selv om Danmark er imod dem.

Dette er traktat-juraen. Men i virkelighedens praktiske verden og i de ideologiske ambitioner kender vi EU alt for godt: EU har stormagtsdrømme. Her vil udviklingen i EU’s beslutninger skridt for skridt styre mod EU’s målsætning: ”en fælles EU-forsvarspolitik”, som juridisk binder medlemslandene økonomisk, materielmæssigt, organisatorisk, militært operativt og kommandomæssigt. Og det i en sådan grad, at det i praksis vil være umuligt i fremtiden for noget medlemsland – især for et lille land! – at sige nej til en traktatændring og dermed frigøre sig fra EU’s centrale styring af landenes militære styrker, uden at det vil medføre voldsomme unionsopgør inden for Europa. Man kan forvente, at EU i sådanne tilfælde vil anvende en meget hård militær sanktionspolitik over for udbryderlande. Brexit vil til den tid kun have været en lille forsmag på problemerne omkring frigørelse fra EU.

Og i virkelighedens verden kender vi også de danske politikere alt for godt. Deres pålidelighed i holdningen og deres standhaftighed i forhandlingerne har aldrig svigtet, når det kom til den praktiske side af sagen: mere EU!

Danmark bliver ikke ultimativt lukket ude fra det militære sammenhold ved et afstemnings-nej
Nu behøver ingen at være bange for, at der ikke skal blive brug eller ikke skal være en rolle for det danske militære forsvar i en ultimativ konflikt- eller krigssituation i Europa, hvis vi bevarer det danske forsvarsforbehold. Vi er ikke lukket ude, selv om vi ikke er med i EU’s samarbejde om sikkerhed og forsvar. Vi er som bekendt medlem af NATO. En NATO-organisation, der – uanset hvad man mener om NATO – netop i denne tid ser ud til at blive stærkere med Finlands og Sveriges kommende medlemskab.

Og skulle Danmark en gang i fremtiden ikke kunne deltage i forsvaret af Europa i NATO-regi, fordi NATO ikke aktiveres – hvilket ville være utænkeligt – ja, så står vi i samme situation som Storbritannien, der heller ikke deltager i EU’s eventuelt kommende overstatslige militære samarbejde. Man kan sikkert også gå ud fra, at andre lande i Europa vil byde ethvert dansk militært bidrag velkomment, hvis der er behov for det i en ultimativ situation.

Og vil Danmark deltage i militære operationer uden for Europa med fjernere globalstrategiske ambitioner, så kan også det lade sig gøre. Fx har Danmark i de senere år med danske militære styrkebidrag samarbejdet tæt med vore europæiske allierede i Operation Barkhane for blandt andet at bekæmpe terrorgrupper i Mali i Afrika; en operation, der er gennemført under ledelse af EU-landet Frankrig. Men når vi taler en mulig EU-hær, så betyder vort forsvarsforbehold dette ganske bestemte: at Danmark til enhver tid kan trække sine styrker hjem til Danmark og ud af enhver militær operation, som Danmark er deltager i, og altså ikke er eller bliver bundet af fælles EU-beslutninger.

Stemmesedlens tvivlsomme ordlyd – stem Nej!
Nu har regeringen så indkaldt den danske befolkning den 1. juni til at træffe en afgørelse om ophævelse eller bevarelse af det danske EU-forsvarsforbehold. Som bekendt er stemmesedlens formulering blevet ændret i løbet af forberedelsesprocessen. Udenrigsminister Jeppe Kofod måtte på grund af højlydte protester fra nej-partierne ændre i stemmesedlens formulering, fordi ordene ”EU” og ”forbehold” slet ikke fandtes i den oprindelige formulering. Først stod der: “Stemmer du ja eller nej til, at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar?” Men efter ændring af formuleringen står der nu ifølge Jeppe Kofod: “Stemmer du ja eller nej til, at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar ved at afskaffe EU-forsvarsforbeholdet?”

Men denne ændring har overhovedet ikke gjort tingene mere klare. For også enhver nej-siger vil formentlig i en vis udstrækning – og inden for stramme nationale rammer – være tilhænger af et europæisk samarbejde om sikkerhed og forsvar. Hvad ellers – selv om vi har NATO?

Men hvad en nej-siger formentlig ikke vil, er at binde og forpligte Danmark til et forsvarssamarbejde, der foregår på ultimative betingelser, der opstilles af EU, og som også gennem årenes daglige samarbejde udvikler sig ultimativt i retning af det overstatslige. Og dette uanset om Danmarks selvbestemmelse på det vigtige forsvarsområde glidende går tabt, fordi der er skrællet lag på lag af muligheden for at sige nej. Og uanset om Danmark trækkes ind under sådanne betingelser ved EU’s overgang til enstemmige afgørelser. Der er kun én mulighed for at forhindre disse EU-politiske integrationsdrømme; og det er at bevare det danske forsvarsforbehold.

Derfor er det i bund og grund noget tåget sludder at stille ja-sigere og nej-sigere det spørgsmål: “Stemmer du ja eller nej til, at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar?”  Hvabehar? Hvem vil egentlig svare nej til at samarbejde – inden for rimelige grænser og ”nærmere bestemt omfang (jf. Grundloven)? Og tilmed er spørgsmålet et goddag-mand-økseskaft: “Stemmer du ja eller nej?” Ja, det gør jeg; jeg stemmer enten ja eller nej!

Afstemningskup – ja-propaganda i stemmesedlens formulering
Og årsagen til denne klodsede formulering er, at Kofod og regeringen med denne formulering fra starten ganske underfundigt har lagt en ja-propaganda ind i selve stemmesedlens ordlyd. Det har været helt bevidst. Som man med den forestående folkeafstemning opportunistisk har villet gribe den paniske stemning over Ukraine-krigen og dermed kuppe den danske befolkning til at ophæve forsvarsforbeholdet, sådan har man også villet kuppe befolkningen, så ja-propagandaen følger den enkelte stemmeafgiver helt ind i stemmeboksen. “Stemmer du ja eller nej til, at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar?”

Jo, dette er helt klart et afstemningskup. Netop nu hører man blandt danskerne, at folk taler om dette. Folk tvivler på grund af ordlyden. Også selv om ordlyden er blevet ændret og har fået tilføjelsen: ”ved at afskaffe EU-forsvarsforbeholdet?” For folk, der overvejer at stemme nej, mener, at det er et underligt spørgsmål at stille; de vil jo fornuftigvis sige ja til første del af spørgsmålet, men bestemt nej til det sidste.

Der er ingen tvivl om, at dette spørgsmål er stillet ud fra ja-propagandaens tankegang, nemlig dette, at Danmarks deltagelse i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar kun kan iværksættes og udvikle sig, hvis der ikke er noget forbehold; dvs. at samarbejdet har mulighed for at udvikle sig til hvad som helst efter EU-kommissionens, EU-Parlamentets eller den franske Macrons ønsker. Spørgsmålet er i bund og grund underlødigt. Og det viser vore egne politikeres foragt for afstemningens kerne, og deres foragt og uvilje imod at skulle overlade dette kernespørgsmål til deres egen befolkning.

“Stemmer du ja eller nej til, at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar ved at afskaffe EU-forsvarsforbeholdet?” Dette er et ledende spørgsmål, der er stillet i ja-tilhængernes ånd. Skulle nej-tilhængerne stille det samme spørgsmål, ville det lyde: “Stemmer du ja eller nej til, at Danmark skal underlægge sig fælles EU-beslutninger vedrørende sikkerhed og forsvar ved at afskaffe EU-forsvarsforbeholdet?”

Hvad stemmer vi om?
Spørgsmålet burde i sin mest direkte form være stillet således: Skal Danmark afskaffe det forsvarsforbehold, der betyder, at Danmark ikke er bundet til at følge EU’s beslutninger vedrørende sikkerhed og forsvar?

Eller man kan med et toleddet spørgsmål spørge: Danmarks forsvarsforbehold over for EU betyder, at Danmark hverken ved EU’s traktat eller ved EU’s beslutningsproces er bundet til at følge EU’s beslutninger vedrørende sikkerhed og forsvar. Skal Danmark skal afskaffe dette forsvarsforbehold? Ja! Nej!

Det er jo dette, vi stemmer om. Hvem skal i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar, som Danmark vælger at deltage i, have retten til at træffe den endelige beslutning om, hvad Danmark skal eller ikke skal vedrørende Danmarks sikkerhed og forsvar?

Hvis De er i tvivl, så stem Nej!
Hvis De er i tvivl, så stem Nej! Ja, hvis tvivlen endog skulle følge Dem helt ind i det hellige demokratiske sidste øjeblik i afstemningslokalet, så stem Nej! Hvis De er i tvivl om, hvad stemmesedlens ordlyd egentlig spørger Dem om, så stem Nej!