Er du klædt på til at købe sommerhus?

Forårsvejret er over os og nu fristes mange sommerhuskøbere til en hurtig handel, men går det for stærkt kan det koste dyrt i sidste ende. Undgå faldgruberne.

Ejendomsmægleren er sælgers repræsentant og skal sørge for en god handel for sælger. Derfor vil ejendomsmægleren ofte give indtryk af, at det blot er en formsag at købe sommerhus – noget, der nemt kan klares.

Men det er langt fra en formsag at købe sommerhus, og når fortrydelsesretten seks hverdage efter aftalens indgåelse er ophørt, så fanger bordet – og fortryder du slipper du ikke for at betale en godtgørelse til sælgeren på 1 % af købesummen.

Købere kan let blive revet med af stemningen, men man bør give sig selv lidt betænkningstid, lyder opfordringen fra Alliance Advokater.

Som køber er det vigtigt at få sin egen rådgiver. Alliance Advokater anbefaler derfor, at man som køber altid beder ejendomsmægler om at der i købsaftalen indsættes et advokatforbehold og at advokaten gennemgår købsaftalen inden den underskrives.

Et advokatforbehold sikrer, at man som køber altid kan komme ud af handlen inden fristens udløb, hvis handlen efter gennemgang og rådgivning hos advokaten ikke kan godkendes. På den måde kan køber sammen med advokaten gennemgå og overveje købet, og har mulighed for at træde helt ud af handlen uden at skulle betale 1% af købesummen.

Forberedelse er vigtig

Inden du går i gang med at undersøge markedet, er det en god idé at have afklaret en økonomisk ramme – hvor meget vil du investere i et sommerhus og hvad kan din økonomi bære? Derudover skal du bl.a. overveje beliggenhed, transporttid, husets størrelse, stand og vedligeholdelse.

Beliggenheden bestemmer i høj grad sommerhusets pris. I de mest eftertragtede områder som f.eks. Skagen og Sjællands nordkyst kan priserne være flere gange højere end i andre områder.

Inden sommerhuset købes kan det være en god idé at leje et sommerhus i det område, hvor du overvejer at købe. Tag også gerne en snak med de evt. kommende naboer.

Indhent selv tilbud

Det er ikke ligegyldigt, hvem der indhenter tilbud på lån og forsikring. Advokaten er uafhængig og må ikke modtage provision, mens ejendomsmægleren derimod får provision af de produkter, han sælger for sine samarbejdspartnere.

Det betyder, at boligkøberen langt fra kan regne med det bedste tilbud på realkreditlån, banklån, husforsikring, indboforsikring eller ejerskifteforsikring. Alliance Advokater kan hjælpe med at rådgiver herom i forbindelse med berigtigelse af handlen.

Tjek omkostninger ved lån

Med den nye lånegrænse for kreditforeningslån på 75 pct. af sommerhusets værdi vil flere end hidtil kunne få en billigere finansiering. Men det kan bestemt anbefales at indhente tilbud, da realkreditinstitutterne har forskellige måder at beregne omkostninger i form af bidragssatser, kursskæring, tillæg for afdragsfrihed etc.

Bidragssatsen beregnes af din restgæld. Jo større en del af din boligs værdi dine realkreditlån udgør, des højere vil bidragssatsen typisk være. Satsen afhænger endvidere af hvilken type lån du har og hvorvidt det er med eller uden afdrag. Det er vigtigt at bemærke, at bidragssatsen varierer mellem realkreditinstitutterne, når der beregnes på et konkret lån.

Tjekliste

  • Få en vurdering af dit økonomiske råderum?
  • Hvor skal sommerhuset ligge?
  • Transporttid fra helårsboligen?
  • Hvor langt må huset ligge fra strand, skov, by, osv.?
  • Hvor stort et sommerhus har du brug for?
  • Skal sommerhuset kunne bruges både sommer og vinter?
  • Hvilke faciliteter skal der være?
  • Skal der være plads til overnattende gæster?
  • I hvilken stand skal huset være?
  • Ønsker du en naturgrund eller en have?
  • Vil du evt. bo i huset, når du bliver pensionist?
  • Skal huset kunne udlejes?
  • Er prisen rimelig i forhold til lignende sommerhuse i området?
  • Få tilbud på finansiering
  • Husk altid at få indføjet et advokatforbehold i købsaftalen

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)