ER LØKKE LYKKEN?

Af Asger Aamund. Udgivet på aamund.dk

Så fik Lars Løkke Rasmussens nye parti vælgernes opbakning til at kunne deltage i det kommende folketingsvalg. Det var nu også ventet. Der er mange borgere, der synes, at Løkke fik en hård og uretfærdig medfart af Venstre. Han betragtes som en kompetent politisk håndværker, der kan smede forlig sammen ’hen over midten’, sådan som de altid midtsøgende danskere elsker. Den grå middelvej er vores foretrukne trafikale retning. Moderaternes partiprogram hedder kompromiset, som dominerer al moderne politik. Det kaldes også for FN-syndromet, fordi i FN er samarbejdet mellem de mange totalitære medlemsstater og de få demokratier så vanskeligt, at kompromiset er blevet målet i sig selv uanset kvaliteten af det, man nu er blevet enige om.

Lars Løkke ser sig selv siddende som den samarbejdsvillige, altid forligssøgende edderkop midt i det politiske spind. En oliekande, der smører de knirkende politiske tandhjul, så alle ender med at blive enige om et eller andet. Det, Lars Løkke og Moderaterne konkret bringer til bordet, vil være valgløfterne fra Venstres valgprogram fra det seneste folketingsvalg i 2019. Her gik Lars Løkke ind for et bredt strategisk samarbejde med Socialdemokratiet, hvad der ikke kunne undre, da Venstre siden 2001 har ført socialdemokratisk fordelingspolitik støttet af Dansk Folkeparti. Lars Løkke erklærede under valgkampen, at det beregnede fremtidige råderum på 75 milliarder kroner skulle anvendes til en udbygning af velfærdssamfundet, hvilket blev stærkt støttet af Jacob Ellemann Jensen. Senest har Lars Løkke meldt ud, at Moderaterne ønsker at mildne udlændingepolitikken, som blev for stram på grund af presset fra DF.

’Viel Geschrei und wenig Wolle’ tænker man, når nu det koster danske skatteydere 90 milliarder kroner om året at finansiere tilværelsen for de ikke- vestlige migranter og deres efterkommere. Hvis de 90 milliarder er resultatet af en stram udlændingepolitik, gruer man for Moderaternes milde udgave. Der er næppe ledige standpunkter i dansk politik, så det er svært at se et konkret behov for endnu et midtsøgende parti. Men Lars Løkkes personlige slagkraft er nok god for at tiltrække stemmer til 6-8 mandater ved det kommende valg. Det bliver Venstre, der kommer til at betale gildet. Hvis Inger Støjberg bliver frikendt i Rigsretten, vil Venstre blive til grin, fordi de smed hende under bussen. Og hvis Støjberg bliver dømt, vil Jacob Ellemann blive lagt for had for at ødelægge Støjbergs politiske liv for en mindre fodfejl, der kunne være ordnet med en påtale, en såkaldt ’næse’. Venstre vil få mange prygl ved næste valg. Men de konservatives Søren Pape skal nu heller ikke føle sig for sikker. Der er mange borgerlige vælgere, der husker Naser Khaders modige kamp for ytringsfrihed og retsstaten under Muhammedkrisen, og som ikke bryder sig om den konservative standret, der kynisk afsporede Khaders politiske liv.

Min jødiske advokat i New York sagde en gang til mig: ” Jødiske mødre tilgiver alt. Glemmer alt. Men de glemmer aldrig det, de har tilgivet”. Det gælder også Lars Løkke, der netop har udtalt, at han ikke bærer nag. Men han husker navnene.