ER SVERIGE ET ÆGTE DEMOKRATI? ER DANMARK?

Efter mit indlæg om Tyrkiet i NATO rejste debattører her på siden spørgsmålet, om Sverige som falleret demokrati hører hjemme i NATO nu da Tyrkiet, som er ved at omdanne sig til et islamisk kalifat, ikke opfylder kriteriet for medlemskab af NATO, der er skabt som en alliance af frie, demokratiske retsstater. Dette rejser igen spørgsmålet, om dagens Danmark fuldt ud opfylder kriteriet for et ægte og velfungerende folkestyre, som er karakteriseret ved frie valg, en retsstat, hvor alle er lige for loven, en høj grad af tillid mellem borger og samfund og en fri og åben debat blandt medier, politikere og befolkning. Efter hårde og blodige arbejdskampe i 1930’ernes Sverige indgik erhvervslivet og politikerne en fredsaftale, hvor erhvervslivet afstod fra at blande sig i politik mod, at politikerne til gengæld sørgede for en samfundsudvikling, der sikrede gunstige forhold for virksomhedernes vækst og indtjening. Når Sverige efter anden verdenskrig kunne oparbejde en betydelig eksport af våben og kampfly til en lang række lande uden for Warszawa-pagten, men også store entreprenørkontrakter i de kommunistiske Østlande, var det netop fordi svenske regeringer aktivt optrådte som eksportfunktion for svensk industri og kunne flette kommercielle aftaler ind i større kulturelle, politiske og økonomiske aftaler med de socialistiske statshandelssamfund i Østeuropa. Til gengæld blev en livlig samfundsdebat gradvist afløst af en søvnig konsensus i presse og parlament, da alle tilsyneladende var glade for det harmoniske svenske ’Folkhemmet’, hvor få havde for meget og færre for lidt. Svenskerne glemte den folkelige debat og den konstruktive uenighed, og da den massive indvandring af migranter begyndte at give problemer, var det svenske samfund uforberedt på en åben og fordomsfri diskussion. Det var den statsautoriserede selvforståelse, at migranterne hurtigst muligt ville tilegne sig svensk kultur og værdier, selv om de mange muslimske indvandrere konsekvent fastholdt deres forankring i islam, der som bekendt består af en fanatisk personkult og et komplet totalitært samfundssystem pakket ind i en tro. Resultatet blev en tabuisering af integrationsdebatten, hvor enhver kritik af indvandring blev fordømt af medier og politikere som fascistisk, racistisk og islamofobisk. Sverige er derfor ikke et velfungerende demokrati, fordi en moderne samfundsudvikling stivner i fraværet af en fri meningsdannelse.

I Danmark er vi på vej ind i den samme fælde. Hvis ikke vi havde haft Dansk Folkeparti som modvægt mod Politiken/DR- kulturstyringen, var vi endt i samme situation som Sverige. Men der er stadig meget i det danske samfund, der modarbejder et frit og åbent folkestyre. Den grundlovssikrede ytringsfrihed forsvandt ud af det danske samfund i 2006 i kølvandet på Muhammedtegningerne. Siden da har medier og politikere pure nægtet at forholde sig til den islamiske politiske bevægelse og internationale terrorisme. Islam er fredens og kærlighedens religion og de omkring 2000 islamiske attentater, der årligt begås på globalt plan, skyldes ’ensomme ulve’, psykisk syge personer og ’mørkets kræfter’. Aldrig et ord om islam til trods for at disse mange terrorhandlinger med kampråbet, Allahu-Akbar netop er viet til islam. Ingen i Danmark vover at debattere det rimelige i, at vi har importeret klienter, som koster samfundet 90 milliarder kroner om året på grund af de mange tusinde indvandrere, der ikke vil eller kan begå sig på arbejdsmarkedet.

Aalborg Universitet og Statens Seruminstitut publicerede i 2019 en stor undersøgelse med titlen ’Sex i Danmark’, hvor kun 1 procent af næsten 63 000 adspurgte mænd ville betegne sig som homoseksuelle. Og kun 0,05 procent ønskede ikke at identificere sig med deres biologiske køn. Seksuelle minoriteter udgør således en meget smal niche i det danske seksuelle landskab, og alligevel bliver vi forpestet af mediernes skamløse markedsføring af regnbuebevægelsen og normstormerne, der vil overbevise os om, at inden i enhver normal mand eller kvinde lurer der en homoseksuel, der kæmper for at komme ud i friheden. Ingen politiker, ingen større avis eller tv-station tør tage til genmæle mod denne voldtægt af den sunde fornuft. Ligesom med MeToo og apartheid-bevægelsen Black Lives Matter er der enten støtte eller tavshed fra medier og politikere, der hurtigt har tilpasset sig den internationale meningsmode. Den danske tabu-paraply omfatter også klimadebatten, hvor anerkendte videnskabsmænd som professorerne Henrik Svensmark og Johannes Krüger er adgangsforment i både de trykte og elektroniske medier, fordi deres forskning viser afvigende resultater fra de hysteriske klimascenarier fra FN’s klimapanel. Ensretningen af meningsdannelsen i den offentlige debat omfatter også en fordømmelse af borgerlige synspunkter i det amerikanske samfund og et totalt fravær af kritik af det demokratiske underskud i EU, hvor vi er underlagt et parlament uden ret til at fremsætte lovforslag og en EU-kommission, der er udpeget og ikke folkevalgt.

Retsstaten Danmark har fået grimme skrammer i form af skueprocessen mod FE-chef Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen, Minkskandalen og retsvæsenets årelange forfølgelse af Steen Raaschou, der havde delt en video af et islamisk ritualmord på to nordiske kvinder. Hvis vi hertil lægger en politisk debat kemisk renset for borgerlige værdier, må vi konkludere, at den frie meningsudveksling er under voldsomt pres i dette land. Langsomt men sikkert er vi drift hen imod konsensussamfundet, hvor det forventes, at vi alle mener det samme. Hen over midten.