Erdoğan retter sine ny-osmanniske ambitioner mod øst

Af Burak Bekdil. Udgivet på Gatestone.

Den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdoğans ambitiøse ny-osmanniske politiske kalkule har bragt Tyrkiet i en hidtil uset international isolation. Tyrkiet har opnået titel af verdens eneste land, som har været underlagt sanktioner fra alle amerikanske stater, fra Rusland og fra Den Europæiske Union i løbet af de seneste fem år. Tyrkiets forhandlinger om fuldt medlemskab af EU er gået i stå, og Europarådet har indledt krænkelsesprocedurer imod NATO’s eneste muslimske medlemsstat. Erdoğan, som er besat af at genoplive tyrkernes kejserlige glanstid, vender sig mod Tyrkiets østside for at skabe en pan-tyrkisk/islamistisk strategisk alliance bestående af Tyrkiet, Aserbajdsjan og Pakistan, samt delvise, taktiske alliancer med Iran, Qatar og Bangladesh.

Tanken er at føre tre muslimske nationer sammen: NATO-medlemmet Tyrkiet; Aserbajdsjan med det rige forekomster af karbonhydrid og voksende militære formåen; og Pakistan med dets atomvåben.

Sloganet “ét folk, to stater” har vundet styrke, især efter Tyrkiets militære og logistiske støtte til Aserbajdsjan under Nagorno-Karabakh-krigen i 2020, som endte med store aserbajdsjanske landvindinger over Armenien. Aserbajdsjan er blevet en tiltagende krævende kunde inden for tyrkisk fremstillede våbensystemer. Tyrkiet har inviteret Aserbajdsjan og Pakistan ind i sit TF-X program, en ambitiøs plan om at bygge en ny generation af egenfabrikerede kampfly.

Tyrkiets våbensalg til Aserbajdsjan er steget kraftigt de senere år. I 2020 voksede eksporten af tyrkisk fremstillede forsvars- og luftvåben til Aserbajdsjan seksfoldigt. Mellem 2016 og 2019 blev Tyrkiet ligeledes Pakistans fjerdestørste forsyner af våben, overgående USA, mens Pakistan blev Tyrkiets tredjestørste våbenmarked.

I 1988 dannede Tyrkiet og Pakistan en militærrådgivende gruppe, Military Consultative Group, rettet mod at styrke deres militære og forsvarsfremmende relationer. Efterhånden som samarbejdet uddybedes, ekspanderede gruppen og udvikledes til et strategisk samarbejdsråd på højt plan, High-Level Strategic Cooperation Council (HLSCC). I begyndelsen af 2020 deltog Erdoğan og Pakistans premierminister Imran Khan begge i spidsen for det sjette møde i HLSCC og underskrev 13 forståelsesnotater (kaldet MOU’er), hvoraf de fem var relaterede til forsvarsindustrien.

Ifølge en af kontrakterne skulle Tyrkiet bygge og sælge fire multiformålsrettede korvetter til den pakistanske flåde. Tidligere, i 2018, havde Turkish Aerospace Industries (TAI) underskrevet en 1,5 milliarder dollars kontrakt om at sælge en gruppe på 30 T129 angrebshelikoptere til Pakistan.

Det er ikke tilfældigt, at Erdoğan har besøgt Aserbajdsjan mere end 20 gange i løbet af sin præsidentperiode. I september 2021 gennemførte det aserbajdsjanske, tyrkiske og pakistanske militær en otte dage lang fælles militærøvelse i Baku, kaldet “Three Brothers – 2021” (Tre Brødre – 2021). Gennem hele 2021, har Ankara, Baku, og Islamabad drøftet måder til at styrke handel, investering, transport, bankvæsen og turisme efter underskrivelsen af Islamabad Deklarationen, som er rettet mod at uddybe det økonomiske samspil mellem de tre muslimske lande.

For at få politisk indflydelse på Afghanistans fremtid arbejder Tyrkiet tæt sammen med sin trofaste Golf-allierede, Qatar. I begyndelsen af december underskrev Erdoğan og Qatars Emir Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani 12 MOU’er inden for forskellige områder, herunder bl.a. militær, sundhedsvæsen, turisme og undervisningssektorer. Qatars udenrigsminister Sheikh Mohammed bin Abdulrahman Al Thani forklarede: “Qatar vil samarbejde med allierede tyrkiske og talibanske embedsmænd for at sikre, at Kabuls internationale lufthavn, stedet for kaotiske scener efter Talibans overtagelse, fortsat fungerer.”

Ankara ser ud til at håbe på, at den amerikanske exit fra Afghanistan har skabt rum for Tyrkiets og Pakistans ledende rolle. Nogle lærde er enige.

“Gennem 20 år har vi haft USA i regionen som en udefrakommende regional styrke, men med støvlerne plantet på landjorden. Og nu hvor de er rejst, eksisterer der et politisk vakuum … Der findes geopolitiske dynamikker,” sagde Rabia Akhtar, som står i spidsen for Centre for Security Strategy and Policy Research (CSSPR) ved universitetet i Lahore. “Pakistan ligger lige i hjertet af det. Og der er ikke kun Pakistan, der er også Iran, der er Tyrkiet.”

Efter 10 års afbrud afgik den 23. december det første fragttog fra Pakistan til Tyrkiet via Iran, kaldet Islamabad-Istanbul togtjeneste. Det betød et stort skub fremad for de tre grundlæggere af Economic Cooperation Organizations handelsmuligheder. Tiltaget fulgte efter flere år, hvor USA havde fulgt en politik med “maksimalt pres” imod Iran for at isolere landet ved at afskære alle former for international handel med Den Islamiske Republik.

Tidligere i december havde Iran, Aserbajdsjan og Georgien indgået en aftale om at skabe en transitrute, der skulle forbinde Den Persiske Golf med Sortehavet. Denne transitrute kan potentielt forbindes med Islamabad-Istanbul togtjenesten og yderligere sætte skub i forbindelserne i regionen, eftersom Pakistan og Tyrkiet begge er nære allierede med Aserbajdsjan og desuden har stærke handelsforbindelser til Iran.

Det ser alt sammen lovende ud. Det er det bare ikke.

Tag for eksempel den tyrkisk-pakistanske handelsaftale om T129 angrebshelikoptere. Dette salg er ikke kommet ud af stedet, fordi TAI har undladt at sørge for amerikanske eksportlicenser til kontrakten. T129 fremstilles på licens fra det italiensk-britiske firma AgustaWestland. Det drives af maskiner produceret af LHTEC, som er et forretningsfællesskab (joint venture) mellem det amerikanske firma Honeywell og det britiske Rolls-Royce-firma.

Kort sagt, den tyrkisk-pakistanske militærhandel blev et offer for en tyrkisk-amerikansk disput over Tyrkiets anskaffelse af det russiske S-400 jord-til-luft missilsystem.

Så er der Kina. Efter Talibans magtovertagelse var Kina det første land til at love humanitær nødhjælp til Afghanistan. Sikkerheden på Kinas vestgrænse og for dets Belt and Road-projekter i Centralasien og Pakistan er afgørende for Beijing. Landet har også behov for et effektivt sikkerhedssystem i regionen til at beskytte sine økonomiske interesser. Den traditionelle Kina-Pakistan-alliance er ved at udvikle sig til en kinesisk-pakistansk alliance i Afghanistan, hvor Tyrkiet måske kun kan spille en alt for begrænset rolle. “Der vil sandsynligvis opstå et dybere strategisk samarbejde mellem Kina, Pakistan, Afghanistan, Rusland og Iran vedrørende kontraterrorbestræbelser og indgreb mod den illegale narkohandel,” sagde Mercy A. Kuo, eksekutivvicepræsident ved Pamir Consulting.

Kina har også traditionelt næret mistanke om skjult tyrkisk regeringsstøtte til landets tyrkisk-muslimske mindretal, uighurerne, som Det Kinesiske Kommunistparti anser for at udgøre en fundamental sikkerhedstrussel. Tidligere på året ændrede Cooperation Council of Turkic Speaking States (Samarbejdsrådet for tyrkisk talende stater), også kaldet Det Tyrkiske Råd, navn til Organisation of Turkic States (Organisationen af tyrkiske stater), hvilket øgede den kinesiske (og russiske) mistanke om potentiel pan-tyrkisk separatisme. Dette af Tyrkiet styrede skridt til at opgradere de tyrkisktalende staters samarbejde til en politisk enhed, som ville kunne svække Beijings og Moskvas indflydelse i Centralasien, vil utvivlsomt blive gransket nøje af både Kina og Rusland.

Så er der den iranske tvetydighed. Militærøvelsen “Three Brothers – 2021” i september udløste øgede spændinger mellem Aserbajdsjan og Iran, eftersom Den Islamiske Republik opfattede det som en sikkerhedstrussel, især på grund af Pakistans deltagelse. Som svar sparkede det iranske militær den 1. oktober sin egen militærøvelse med kodenavnet “Fatehan Khaybar” igang nær Irans grænse til Aserbajdsjan. Kort efter disse militærøvelser lukkede Aserbajdsjan en moske og et kontor i Baku, som var styret af repræsentanten for Irans Øversteleder Ayatollah Ali Khamenei.

Teheran står også med en trussel i form af etnisk-nationalistiske separatisttendenser blandt landets egen aseri-tyrkiske befolkning. Den tyrkiske minoritet i Iran, som er den største i landet, anslås at udgøre 14-20 millioner mennesker i et land med et samlet befolkningstal på 84 millioner.

En anden aseri-iransk spænding handler om genopbygningskontrakter efter den seneste Nagorno-Karabakh-krig. Teheran er blevet skuffet over Bakus generøse tildelinger af byggeprojekter til tyrkiske eller pakistanske firmaer i stedet for iranske indbydere.

I teorien er Iran Tyrkiets “muslimske bror.” I virkeligheden er det (det sunnimuslimske) Tyrkiets (shiasekteriske) arvefjende, historiske rival og i bogstaveligste forstand grænseoverskridende udfordrer i såvel Irak, der har shiamuslimsk befolkningsflertal, som i det shiamuslimsk styrede Syrien.

Endelig er Aserbajdsjan stadig i højere grad en russisk grønsvær end en tyrkisk. Der er flere aserier, der taler russisk, end dem der elsker at brøle det tyrkiske slogan “ét folk, to stater.” Pakistan er og bliver Kinas stærkeste allierede og synes gladeligt at betragte sig som kinesisk territorium.

Erdoğans pan-tyrkiske/islamistiske ambition vil være god for både russiske og kinesiske interesser: den vil betyde et yderligere tyrkisk engagement mod øst og en yderligere svækkelse af landets allerede anspændte forhold til vestlige institutioner, særlig nævneværdigt NATO. Moskva og Beijing vil utvivlsomt være i stand til at kontrollere ethvert urent spil fra den spæde tyrkiske/muslimske bloks side.

Burak Bekdil, en af Tyrkiets førende journalister, blev for nylig fyret fra landets mest fremtrædende avis efter 29 år for at skrive i Gatestone om, hvad der foregår i Tyrkiet. Han er en Fellow ved Middle East Forum.