Erdoğans hasarderede leg med Amerika

Af Burak Bekdil –  Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute.

Siden Tyrkiet officielt valgte det russisk fremstillede S-400 jord-til-luft missilsystem på grund af dets langtrækkende luft-fly og anti-missilkonstruktion i slutningen af 2017, har den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdoğan, ikke ændret på sin retorik om, at indkøbet var “en afsluttet handel,” og at “det er Tyrkiets suveræne valg at udstationere det luftværnssystem, man ønsker på egen jord.” Som svar har den amerikanske regering truet med at suspendere Tyrkiets deltagelse i det multinationale Joint Strike Fighter program, som fremstiller femte generation af F-35 Lightning II kampfly.

USA har også truet Tyrkiet med flere sanktioner ifølge loven om imødegåelse af Amerikas modstandere gennem sanktioner, Countering American Adversaries Through Sanctions Act. Erhvervsembedsfolk siger, at CAATSA-sanktionerne kan komme til at koste tyrkiske firmaer mere end 10 milliarder dollars i mistede (under-) kontrakter. Tyrkiet har forpligtet sig til at købe mindst 100 F-35 kampfly og har allerede betalt 1,4 milliarder dollars.

Erdoğan afviser det blot med et skuldertræk. Han siger, at Tyrkiet kunne overveje en samproduktion af S-400 og det mere avancerede S-500 system med Rusland; at S-400 var Tyrkiets suveræne beslutning, og at Tyrkiet også kunne indlede forhandlinger om erhvervelse eller samproduktion af det russisk fremstillede Su-57 kampfly i stedet for F-35.

S-400 kan nå mål på en afstand af op mod 400 km. Den er designet til at nedskyde NATO’s luftaktiver – herunder F-35, som er under fremstilling.

De første dele af S-400 systemerne ankom til Ankara den 13. juli.

USA Repræsentant John Sarbanes (Demokraterne-Maryland) udsendte følgende erklæring den 12. juli:

“Tyrkiets beslutning om at gå videre med anskaffelsen af det russiske S-400 jord-til-luft missilsystem udgør en alvorlig national sikkerhedstrussel for USA og for vore NATO-allierede. Ved at erhverve og integrere et sofistikeret russisk missilforsvarssystem i NATO’s hardware, står Tyrkiet ikke blot til at skabe fare for NATO-sikkerheden i regionen, men giver også Rusland en sejr i dets fortsatte bestræbelse på at så splittelse og mistillid blandt NATO’s medlemsstater. Under præsident Erdogan har Tyrkiet udviklet sig – faretruende – til et antidemokratisk, autoritært regime, hvis handlinger gentagne gange har undergravet NATO-forsvaret. For at vise, at landet kan fungere som en troværdig og pålidelig partner i regionen, må Tyrkiet øjeblikkelig foretage skridt til fuldkommen at demontere og returnere S-400 systemet til Rusland.”

I mellemtiden er kursen på den tyrkiske lira faldet og foreløbig er landets økonomi i år igen kontraheret.

Forholdet mellem Ankara og Washington kunne udvikle sig til storm, såfremt USA gengælder på den måde, man har lovet: Suspension af Tyrkiets deltagelse i JSF-programmet, stop for tyrkiske piloters oplæring; undladelse af at levere andet vigtigt, militært udstyr, især de smartvåben, som Tyrkiet bruger imod kurdiske militante i landets sydøstlige områder og/eller i det nordlige Syrien og det nordlige Irak; sanktioner imod ledende tyrkiske embedsfolk og forsvarsfirmaer, der er indblandet i S-400 programmet; og en ny bølge af økonomiske sanktioner, der kan skubbe landets allerede skrøbelige økonomiske stilling ud i frit fald.

Man kunne benytte en smule politisk akrobatik her: Pres Erdoğan yderligere (økonomisk), men uden at brænde nogen broer: Erdogan vil ikke længere være ved magten i, lad os sige, 2074.

I Washington har man tre valgmuligheder, når det gælder omgangen med en allieret, der har udviklet sig til trussel:

1. Eftersom der findes flere andre transaktionsemner, hvor USA og Tyrkiet er afhængige af hinanden, kunne man være blød i sine sanktioner.
2. Huske sagen med pastor Andrew Brunson, hvor Tyrkiets økonomiske nedtur hjalp med at sikre den amerikanske præsts frigivelse ved at presse Tyrkiet økonomisk. Det, Erdogan frygter allermest, er de amerikanske CAATSA- sanktioner. Ifølge den seneste officielle statistik ligger arbejdsløshedsraten i Tyrkiet på 13%, med 4,2 millioner mennesker som arbejdssøgende. Økonomien er i recession og kursen på liraen ustabil.
3. Udtænke en pragmatisk blanding af de to nævnte planer for at undgå permanent, eksplosiv skade på landet.

At Tyrkiet bliver den første NATO-allierede, der udstationerer det russisk fremstillede S-400 luftværnssystem på sin jord og ignorerer al interoperabilitet, betyder, at NATO’s medlemmer må finde ud af, hvordan man håndterer en ny “frenemy” (venfjende).

Burak Bekdil, en af Tyrkiets førende journalister, blev for nylig fyret fra landets fremmeste avis efter 29 år, fordi han skrev i Gatestone om, hvad der foregår i Tyrkiet. Han er Fellow ved Middle East Forum.