Erhvervsledere: AI medfører et større etisk ansvar for topledelsen

Mads Nørgaard Madsen, partner og leder af PwC’s Consulting

85 % af de danske erhvervsledere mener, at udviklingen inden for AI medfører et større etisk ansvar for topledelsen, men mange har ikke retningslinjer for brugen af AI. Samtidig står manglende viden og kompetencer i vejen for at komme i gang med AI-værktøjer. Det viser en ny undersøgelse fra VL og PwC, der netop er blevet præsenteret på VL Døgnet 6.-7. juni 2024 på Egeskov Slot på Fyn.

 

Den nye undersøgelse viser, at 73 % af virksomhederne i dag anvender AI-værktøjer, og i løbet af 18 måneder forventer hele 95 % at være i gang. Samtidig svarer 85 % af erhvervslederne, at de er enige i, at udviklingen inden for AI medfører et større etisk ansvar for topledelsen, men blot lidt over halvdelen (54 %) af virksomhederne, der i dag anvender AI, har indført interne retningslinjer for at sikre ansvarlig brug af AI i virksomheden.

“Undersøgelsen understreger, at udbredelsen af AI går meget stærkt, langt de fleste er begejstrede over de nye muligheder. Især den nye bølge af generativ AI med ChatGPT, mv. har vundet indpas i virksomhederne, og det stiller samtidig krav til topledelsen om at sikre en ansvarlig og etisk korrekt brug af AI, og her ser vi, at der er et klart forbedringspotentiale inden for fx testmiljøer og virksomhedspolitikker på området, hvilket netop er emner, som vi i VL-netværket kommer til at drøfte på VL Døgnet.” siger Ida Bratting Kongsted, adm. direktør for Dansk Selskab for Virksomhedsledelse (VL).

Hun henviser til, at blot 35 % af de virksomheder, der anvender AI, har et testmiljø, hvor de afprøver og vurderer AI-systemer, herunder risici, og blot 24 % af dem, der anvender AI, har udarbejdet en egentlig politik for etisk og ansvarlig brug af AI.

Erhvervslederne savner overblik over lovgivningen
Undersøgelsen viser desuden, at et stort flertal ser positivt på regulering af AI, men mangler et overblik over lovgivningen. 67 % af erhvervslederne fortæller således, at de er positive eller meget positive over for regulering af AI, men næsten lige så mange (59 %) fortæller, at de i mindre grad eller slet ikke har overblik over reguleringen af AI, herunder EU’s AI Act.

“Flere virksomheder kan med fordel sætte sig ind i den kommende EU’s AI Act, og et godt sted at starte er at få foretaget en modenhedsvurdering af, hvor deres virksomhed står i forhold til at leve op til de kommende krav i AI-forordningen. Det har blot 8 % fået gjort i dag,“ fortæller Mads Nørgaard Madsen, partner og leder af PwC’s Consulting.

Behov for kompetencer og viden
Ifølge undersøgelsen mangler virksomhederne kompetencer og viden for at tage de afgørende skridt inden for AI. Disse behov topper således listen over barrierer for at komme i gang med AI-værktøjer, og knap halvdelen (48 %) af erhvervslederne vurderer da også, at virksomhedens generelle kompetenceniveau inden for AI er lavt eller meget lavt på nuværende tidspunkt, mens blot 13 % vurderer det som højt eller meget højt.

“Virksomhederne giver udtryk for, at de mangler kompetencer og viden inden for AI. Derfor er det vigtigt, at virksomhederne får taget stilling til, hvordan de bedst kommer i gang med at gribe mulighederne inden for AI, herunder hvordan de bedst opkvalificerer deres medarbejdere, da netop manglende kompetencer i høj grad er en barriere for at komme i gang med brugen af AI-værktøjer,” siger Mads Nørgaard Madsen.

AI anvendes på tværs af virksomheden
Ifølge undersøgelsen er det særligt inden for 5 områder i forretningen, at virksomhederne anvender eller forventer at anvende AI: Kommunikation (54 %), Marketing (53 %), Direktionen (47 %), Salg (46 %) og Økonomi/Finans (39 %). 57 % af erhvervslederne fortæller i øvrigt, at de personligt anvender AI i deres arbejde flere gange om ugen.

“Undersøgelsen viser, at AI anvendes på tværs af funktionsområder i virksomheden, og erhvervslederne ser desuden en række konkrete gevinster ved at anvende AI. Det gælder særligt øget effektivitet og produktivitet, forbedring af produkter/services samt reduktion af omkostninger,” forklarer Ida Bratting Kongsted og henviser desuden til, at over halvdelen af virksomheden ser AI-teknologien som en game-changer for deres virksomhed.

Om undersøgelsen
Undersøgelsen om AI er foretaget af PwC i samarbejde med VL – Dansk Selskab for Virksomhedsledelse som optakt til VL Døgnet 2024. Spørgeskemaet er sendt til ca. 4.500 erhvervsledere, hvoraf 455 har gennemført undersøgelsen online i perioden 24. april til 17. maj 2024.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)