På baggrund af episoder i forbindelse med de kinesiske statsbesøg i 2012 og 2013, hvor Københavns Politi bl.a. fratog demonstranter tibetanske flag, har i alt otte personer fremsat krav om erstatning mod Københavns Politi for krænkelse af deres ytrings- og forsamlingsfrihed.
Tibetkommissionen konkluderede, at der under besøgene blev givet klart ulovlige ordrer, som i en række tilfælde medførte, at Københavns Politi greb ind over for demonstranter i strid med deres grundlovs- og konventionssikrede ret til at ytre og forsamle sig.
Københavns Politi har taget Tibetkommissionens beretning til efterretning, og Kammeradvokaten har i dag over for Københavns Byret tilkendegivet, at Københavns Politi har vurderet, at de otte personer hver især bør tilkendes en erstatning på 20.000 kr. Samtidig har Justitsministeriet anmodet Finansudvalget om, at der etableres hjemmel til at udbetale erstatning også i de tre af de otte sager, hvor kravene vurderes at være forældede.
– I et demokrati skal politiet værne om borgernes grundlæggende rettigheder. Vi skal beskytte borgernes ytringsfrihed og sikre forsamlingsfriheden. Det har vi ikke gjort i denne sag. Vi har begået alvorlige fejl både under demonstrationerne og i den efterfølgende håndtering af forløbet. Derfor er det også vigtigt, at vi nu får mulighed for at godtgøre de krænkede i denne sag. Samtidig er det vigtigt for mig at understrege, at sagen også har givet anledning til, at vi i Københavns Politi har iværksat en række tiltag, så vi kan undgå, at der sker lignende fejl i fremtiden, siger politidirektør i Københavns Politi Anne Tønnes.
Københavns Politi har på baggrund af Tibetsagen blandt andet oprettet en ny afdeling for operativ kvalitet, hvor der er tilført juridiske kompetencer samt sikret, at større operationsplaner altid skal godkendes af ledelsen. Endvidere vil der i 2018 blive sat yderligere fokus på, at ledere og medarbejdere har kendskab til og handler i overensstemmelse med principperne for god adfærd i det offentlige.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)