Får mænd eller kvinder flest skiskader på ferien? Få svaret her…

Mænd fra Region Hovedstaden kommer oftere galt af sted på løjperne på skiferien i forhold til kvinder. Det viser nye tal fra Topdanmark, der anbefaler at følge nogle gode råd til forebyggelse.

Styrtløb, slalom, offpiste, høj fart og hasarderede overhalinger er en del af manges skiløb. Men de flotte omgivelser og sjove aktiviteter i sneen kan have en bagside. Særligt hvis du er mand.

Mænd får nemlig flere skiskader end kvinder, viser nye tal fra Topdanmark.
De seneste tre år har mænd stået for 60 procent af alle skiskader, mens kvinder har stået for de resterende 40 procent. Det er kun anmeldte skiskader, der tæller med i undersøgelsen.

“Mænd fra Region Hovedstaden i alderen 40-55 år har flest skiskader ifølge vores tal. Vi ved ikke hvorfor, men det kan have noget at gøre med mænds ski-adfærd. De er til tider mere villige end kvinder til at tage risici, også når de står på ski,” siger Rasmus Ruby-Johansen, der er skadedirektør for Danmarks næststørste forsikringsselskab Topdanmark.

Yngre får færre skiskader

Den aldersgruppe, der får færrest skader på ski, er hovedsageligt dem i slut 20’erne til midt 30’erne, viser tallene.

Når skiturister i alderen 40 til 55 år anmelder flere skader end de yngre skiløbere, kan det skyldes, at nogle i den aldersgruppe  er i dårligere form. Desuden kan der også være forskel på kørselsmønsteret.

“Det er vigtigt, at man er i god form og har trænet inden sin skitur, ellers vil man have større risiko for at få en skade efter et fald på ski – det gælder for alle aldersgrupper og bliver vigtigere med alderen. Vi ser også alvorlige skader hos unge mennesker, som i nogle tilfælde skyldes en mere hasarderet adfærd på løjperne,” siger Rasmus Ruby-Johansen.

Han anbefaler derfor, at man træner hjemmefra til skiferien, så kroppen er i form og i øvrigt kører efter forholdene. De færre skader hos yngre personer kan også skyldes, at nogle unge glemmer rejseforsikringen.

Husk rejseforsikringen

Nogle glemmer desværre deres rejseforsikring, når de tager på skiferie eller tror, at de er godt nok dækket, hvis de blot har en ulykkesforsikring. Derfor anbefaler Topdanmark, at man har styr på sine forsikringer herunder rejseforsikring med skidækning, inden man tager afsted på skiferie. 

Det samme anbefaler UlykkesPatientForeningen, der har tre gode råd, som folk skal huske, inden de tager af sted:

  1. Sørg for du kan komme hjem, hvis uheldet er ude – altså er der styr på dine rejseforsikringer?
  2. Sørg for, at du er sikret, hvis du forårsager ulykken.
  3. Sørg for at du er sikret, hvis du kommer ud for en ulykke og får mén.

I en kommentar til de tre gode råd siger socialrådgiver Bente Elton Rasmussen fra UlykkesPatientForeningen.

”Husk, at selvom du får fornyet dit blå sygesikringskort, er du ikke tilstrækkelig dækket, hvis du kommer til skade eller forvolder skade i forbindelse med en skiferie. Du skal stadig have styr på din indbo-, rejse- og ulykkesforsikring for at være sikret, inden du tager af sted. Vi anbefaler, at folk har de relevante forsikringer,” siger Bente Elton Rasmussen fra UlykkesPatientForeningen.

Sådan forebygger du skiskader

Følgende otte råd fra Falck nedbringer risikoen for at komme til skade på ski:

  1. Skiforberedende træning inden skituren.
  2. Sæt farten ned på pister, hvor der er særlig farligt glatføre og/eller dårlig sigt.
  3. Følg anvisningerne, hvis der foregår maskinpræparering.
  4. Følg anviste pister.
  5. Kør ikke uden for pisterne, da det kan være forbundet med lavinefare.
  6. Brug altid hjelm og evt. rygskjold.
  7. Rigtig indstilling af bindinger i forhold til vægt og skitype/aktivitetstype.
  8. Undgå alkoholindtagelse i forbindelse med, at man skal stå på ski.

“Jeg anbefaler, at man overholder de gode råd, da det er med til at gøre det mere sikkert at tage på ski og mindsker risikoen for skiskader,” siger Rasmus Ruby-Johansen.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)