En 32-årig rumænsk statsborger blev i dag ved Retten i Aarhus idømt fem måneders fængsel for at have stukket en 28-årig mand med en kniv. Efter dommen skal den 32-årige udvises af Danmark med forbud mod at komme tilbage de næste seks år.
Knivstikkeriet skete i april på en p-plads omkring Klostergade i Aarhus C. Her kom de to mænd op at diskutere, og det udviklede sig til håndgemæng, der endte med, at den 32-årige trak en kniv frem, som han stak den 28-årige med.
Stikket ramte ind i armhulen på den 28-årige, der efterfølgende blev kørt med ambulance på hospitalet. Her konstaterede lægerne, at hans ene lunge var punkteret, og han blev akut opereret.
Ud fra afhøringer og vidneudsagn på stedet lykkedes det hurtigt Østjyllands Politi at finde ud af, hvem gerningsmanden var. Det viste sig, at han dagen efter overfaldet havde fået en straksdom på 40 dage for et indbrud begået i en børnehavne i Aarhus. Han sad derfor allerede i politiets varetægt.
I dag fik den 32-årige så igen en dom – denne gang for vold af særlig farlig karakter.
Straffen lød altså på fem måneders fængsel og udvisning, og det er anklager Peter Mathiasen godt tilfreds med.
– Der var tale om et voldsomt og farligt overfald på åben gade, som kunne have gået helt galt. Derfor er jeg tilfreds med, at den 32-årige nu kan se frem til en længere fængselsstraf og en udvisning, der gælder i mange år, siger anklageren.
Den 32-årige nægtede sig skyldig, men modtog dommen. Han blev fængslet efter dom med henblik på udsendelse.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)