En heldig fynbo i halvtredserne går i disse dage rundt med et stort sommersmil på læben. For et par uger siden vandt han nemlig 3.000.350 kroner i Lotto. Manden, der bor i assens Kommune, sad og spiste frokost på sit arbejde, da han så på Facebook, at man efterlyste en millionær i den kiosk, hvor han plejer at købe sin kupon.
– Umiddelbart tænkte jeg, at der jo er mange, der spiller Lotto i den butik, så jeg studsede da over det, men tænkte slet ikke, at det kunne være mig. Men så kom min chef og sagde, at vinderen havde købt en kupon til præcis 160 kroner – hvilket jeg altid gør. Ergo mente chefen, at jeg var den heldige, fortæller han.
Manden var stadig skeptisk, men gik dog ind og tjekkede vindertallene fra den pågældende lørdag. Han har spillet det samme system i over 30 år, og tallene er en blanding af bryllupsdatoer, familiefødselsdage og andre lykketal. Alle rækker af tal ligger således på hukommelsen.
– Jeg kunne godt se, at der var en enkelt række, der skilte sig ud. At de alle syv var rigtige. Der må jeg indrømme, at adrenalinen begyndte at suse rundt i kroppen. Man får jo lidt et chok.
Manden, der er millionær nummer 3674, arbejder i en lille afdeling, hvor de er meget tætte, så alle gik straks i detektivberedskab. En kollega, der havde Lotto appen på sin telefon, tilbød at scanne den.
-Jeg må indrømme, at det var med rystende hænder, at vi lavede den scanning. Man tør jo ikke juble, hvis man nu alligevel har set eller husket forkert. Men appen viste altså, at det var en af de helt store præmier.
Derefter ringede manden ind til Danske Spil for at få det endeligt bekræftet. Først derefter fandt hjertet nogenlunde tilbage til sin rette rytme.
-Jeg havde dog stadig svært ved at koncentrere mig resten af dagen, og min chef sendte mig hjem lidt tidligere – til stor overraskelse for min kone, siger han med et grin.
Da han kom hjem, var hustruen på vej ud ad døren, og spurgte hvorfor han var så tidligt hjemme. Han svarede kækt, at han bare ikke gad at arbejde mere, men gik så til bekendelse, og fortalte hende, at de var blevet millionærer. Hun var dog ikke sådan lige at overbevise, så de gik indenfor og ringede sammen til Danske Spils kundecenter.
-Vi er vant til at tage gas på hinanden i familien, så hun var fuldstændig sikker på, at jeg bare drillede hende. Hun troede slet ikke på mig, lige meget hvad jeg sagde. Derfor måtte jeg lige have fat i Danske Spil igen. Jeg sagde til den samme medarbejder, som jeg havde talt med tidligere: Gider du lige fortælle min kone, at vi er blevet millionærer, fortæller han med et grin.
Den heldige vinder fortæller, at han ikke føler, familien nogensinde har manglet noget, men at der bestemt aldrig har været så mange penge på kontoen.
-Vi har to helt almindelige jobs, og har aldrig slået ud med armene. Jeg er blevet opdraget til, at man ikke skal bruge penge, man ikke har. Så vi har altid sparet op til de ting, vi gerne ville. Du ved, en enkelt rejse om året, og hvis der skulle laves noget på bilen eller huset. Så det, at vi kan tillade os at rykke nogle moderniseringer af huset frem og måske købe en ny bil, er jo fantastisk.
Parret vil også gerne dele nogle af pengene ud til familien og i det hele taget forkæle børn og børnebørn med oplevelser i fremtiden.
-Det er så dejligt, at vi kan gøre det uden at skulle tænke på økonomien.
De nybagte millionærer vil gerne være anonyme, men kan godt mærke, at der er en stor interesse i lokalområdet for, hvem det er, der er rendt med den delte førstepræmie i Lotto på tre millioner kroner.
-Man går jo og hører lidt alle mulige steder. Så det er ret underholdende at gå med den lille hemmelighed, lyder det.
Den heldige vinder understreger, at familien ikke har tænkt sig at lave de helt store omvæltninger i forhold til deres liv, da de i bund og grund er meget tilfredse. Dog er der en ting, som han virkelig nyder efter gevinsten.
-Vi er blevet meget bedre til at tage spontant ud at spise. Før var vi nok lidt tilbageholdende med den slags, da det jo er lidt af en udgift. Men vi hygger os virkelig og nyder bare livet. Det er dejligt.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)