Finansiering af UNRWA: Bliver de europæiske skatteydere taget ved næsen?

Af Bassam Tawil  –  Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute

På et møde i Cairo i september måned udtrykte flere arabiske og muslimske udenrigsministre bekymring over den fremtidige skæbne for FN’s agentur for palæstinensiske flygtninge, United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refugees (UNRWA), efter at den amerikanske regering har besluttet at bortskære hele den amerikanske støtte til agenturet.

Ministrene “understregede vigtigheden af fortsat at tillade UNRWA at spille en central rolle i forsyningen af humanitær hjælp” til de palæstinensiske “flygtninge”. De advarede tillige om, at en “beskadigelse” af UNRWA vil forværre krisen i Mellemøsten.

Hvis disse arabiske og muslimske lande er så bekymrede for UNRWA og de palæstinensiske flygtninge, hvorfor træder de så ikke til og udfylder tomrummet ved at dække tabet af de amerikanske tilskud? Hvad afholder dem fra at trække deres eget checkhæfte frem og løse denne “flygtningekrise”?

Araberne og muslimerne er ikke nær så naive som europæerne, der bliver ved med at betale millioner af dollars til UNRWA og palæstinenserne. Den Europæiske Unions ledere og regeringer forsøger at narre deres egne befolkninger ved at undlade at fortælle dem, at selv araberne og muslimerne øder ikke deres penge bort på et FN-agentur, som har skabt nye generationer af falske flygtninge ved at tillade anden og tredje generation at arve UNRWA-status som “flygtninge.”

De europæiske og andre vestlige skatteydere er tilsyneladende ikke klar over, at deres penge bliver brugt på millioner af disse “flygtninge,” som derved opmuntres til ikke at komme videre med deres liv eller forbedre deres levevilkår, fordi de er blevet totalt afhængige af amerikanske og europæiske skatteyderpenge. Det er på tide, at europæerne følger de arabiske og muslimske landes eksempel og holder op med at finansiere et korrupt og inkompetent FN-agentur som UNRWA.

De arabiske og muslimske lederes og regeringers bekymring over den manglende finansiering af UNRWA stinker af hykleri. Hvad har disse arabiske og muslimske lande gjort i de seneste 70 år for at lindre palæstinensernes “lidelser” og hjælpe dem med at komme videre i tilværelsen? Bogstavelig talt intet.

Nogle af disse lande, især Libanon, Jordan og Syrien, har tværtimod ladet palæstinenserne leve under rædselsfulde forhold i flygtningelejre, nægtet dem basale rettigheder og afholdt dem fra privilegier, som tilbydes andre fremmede, så som uddannelse, beskæftigelse og sundhedsbistand.

Hvad værre er, de arabiske og muslimske ledere og lande har løjet over for palæstinenserne ved at forsikre dem om, at de en dag vil vende tilbage til deres forældres, bedsteforældres og oldeforældres hjem i nogle, for de flestes vedkommende, ikke længere eksisterende landsbyer inde i Israel som del af en såkaldt “ret til tilbagevenden.”

Når det handler om at udtrykke solidaritet med palæstinenserne, er arabere og muslimer gode til én ting: tom snak. Som vi skal se om lidt, er dette den eneste hjælp, de nogensinde har ydet palæstinenserne.

Inden vi besvarer spørgsmålet om, hvorfor araberne og muslimerne ikke ønsker at hjælpe palæstinenserne, er det derfor værd at kigge på, hvor meget de arabiske og islamiske lande har bidraget til UNRWA. Ifølge nylig opgjorte statistikker fra UNRWA er det ikke meget.

Lad os for eksempel kigge på året 2017.

Ifølge statistikken var USA stadig den største bidragyder til UNRWA med mere end 364 millioner dollars. Nr. 2 var EU med 142 millioner; nr. 3 Tyskland, nr. 4 Storbritannien og nr. 5 Sverige.

Saudi-Arabien, der kom ind som nr. 6, var det eneste arabiske land i toppen af donorlisten til UNRWA med et beskedent bidrag i 2017 på blot 53,2 millioner dollars. De Forenede Arabiske Emirater (UAE), et andet olierigt arabisk land, kom med 12,8 millioner dollars ind som nr. 15 (efter lande som Danmark, Italien og Norge).

Algeriet og Tunesien, hvis udenrigsministre nu siger, at de er bekymrede på grund af den amerikanske beslutning om at standse den amerikanske støtte til UNRWA, bidrog sidste år med nul penge til FN-agenturet.

Og endnu en vigtig oplysning: Den Islamiske Republik Iran, hvis ledere aldrig misser en mulighed for at fordømme USA og ytre deres fulde solidaritet med palæstinenserne, ydede en sum af blot 20.000 dollars til UNRWA mellem 2008 og 2017. Det vil sige, at Teherans gennemsnitlige årlige bidrag til UNRWA i de senere år har udgjort 2.000 dollars.

Her er det værd at notere sig, at Iran årligt spenderer milliarder af dollars uden for egne grænser i Mellemøsten. Iran forsyner terrorgrupper som Hamas, Palæstinensisk Islamisk Jihad og Libanons Hizbollah med våben og kontanter. Iran hjælper disse grupper, fordi de ønsker at udslette den “zionistiske enhed.” Iran binder i dag enorme resurser i Syrien for at hjælpe diktator Bashar Assad i dennes kamp mod oprørerne, samt betydelige pengesummer til at hjælpe houthimilitserne i Yemen.

Men når det gælder finansieringen af et FN-agentur, som hjælper palæstinensiske flygtninge og disses efterkommere, synes iranerne ligesom de fleste arabiske og islamiske lande ikke at være interesserede. Disse lande er og har altid været vældig gode til at tilbyde palæstinenserne lindrende ord, men har samtidig nægtet at yde dem en hårdt tiltrængt humanitær hjælp.

Så iranerne, som de seneste 10 år har givet UNRWA ialt godt 20.000 dollars, fordømmer nu den amerikanske beslutning om at sløjfe de amerikanske bidrag til FN-agenturet.

USA’s tiltag med hensyn til at bortskære hjælpen til UNRWA er “en klar overtrædelse af FN’s Generalforsamlings resolution 302 (IV),” sagde den iranske parlamentsformand Ali Larijani, som også står i spidsen for Parlamentsgruppen af OIC-medlemsstater (PUIC, PUOICM). Larijani beskrev den amerikanske beslutning som “skændig” og opfordrede alle parlamenter i OIC’s medlemsstater til at træffe barske beslutninger, som fordømmer det amerikanske skridt.

De arabiske lande er lige så hykleriske, når det gælder UNRWA og hjælp til palæstinenserne. Nogle af disse lande, som begræder den amerikanske beslutning om at fjerne finansieringen af UNRWA, har absolut intet gjort for at støtte FN-agenturet; de har også længe udsat palæstinenserne i deres egne lande for diskriminerende og apartheidlignende love.

Tænk for eksempel på Libanon, et land som rummer næsten 500.000 palæstinensere, hvoraf de fleste bor i ghettoer, kaldet flygtningelejre. Den libanesiske regering og dens repræsentanter var blandt de første arabere til at fordømme den amerikanske beslutning om at beskære støtten til UNRWA.

Det er det samme Libanon, hvis love behandler palæstinensere som en særlig gruppe fremmede og endda nægter dem de samme rettigheder, som gælder for andre udlændinge. Palæstinensere i Libanon ikke alene nægtes de samme basale rettigheder, som gælder for libanesiske borgere og andre udlændinge, men nægtes også rettigheder som flygtninge ifølge internationale konventioner.

Det er forbudt palæstinensere i Libanon at erhverve, overføre eller arve fast ejendom. Palæstinensere har heller ikke lov til at arbejde i den private sektor og i 36 specifikke erhverv så som medicin, juridiske erhverv og ingeniørvirksomhed.

I Syrien er palæstinensernes forhold endnu værre. Næsten 4.000 palæstinensere er blevet dræbt og mange flere såret, siden borgerkrigen brød ud i 2011. “Siden kampene startede, er mere end 85.000 palæstinensere flygtet fra Syrien til Europa, mens titusinder har søgt tilflugt i nabolandene,” ifølge The New Arab.

Igen møder vi det arabiske og islamiske hykleri, når det gælder palæstinenserne. I stedet for at fordømme den amerikanske regering (som ikke længere vil støtte UNRWA), kunne araberne og muslimerne eventuelt udarbejde en alternativ plan til at bringe flygtningenes og deres efterkommeres “lidelser” til ophør. USA har givet UNRWA mange milliarder dollars gennem flere årtier, mens muslimske og arabiske ledere har fremsat tomme støttetilkendegivelser til palæstinenserne lige så længe. Hvis de muslimske og arabiske ledere virkelig bekymrede sig om de palæstinensiske flygtninge og deres efterkommere, ville de enten erstatte USA som donorer eller fortælle palæstinenserne sandheden – at tiden er inde til at afslutte den farce, som kaldes for “ret til tilbagevenden.” Desuden kunne de arabiske og muslimske stater begynde at finde måder, hvorpå de kan hjælpe palæstinenserne til at få en bedre tilværelse og forbedre deres børns fremtid i stedet for at sidde i lejre og vente på almisser fra FN og vestlige lande.

Hvad angår Libanon, Syrien og Jordan, kunne disse lande gøre palæstinenserne den tjeneste at bringe den politiske behandling af dem som anden- og tredjerangsborgere og fremmede til ophør. Der er ingen grund til, at de arabiske lande ikke skulle indstille deres officielle diskrimination mod deres palæstinensiske indbyggere, tildele dem statsborgerskab og give dem lov til at søge beskæftigelsesmuligheder.

Problemet med de palæstinensiske flygtninge og deres efterkommere kunne løses på et øjeblik, hvis de arabiske lande ønskede det. Første skridt er at holde op med at lyve over for palæstinenserne og konfrontere dem med sandheden – nemlig at “ret til tilbagevenden” er en fantasi, som ikke kan realiseres, fordi det ville betyde, at Israel blev et land, hvor jøder blev et ganske lille mindretal. Næste skridt er at holde op med at forfølge og myrde palæstinensere i arabiske lande. Giv dem i stedet håb om et godt liv og en bedre fremtid for deres børn. Eller er der mon en større gevinst ved fortsat at tigge ikkearabere og ikkemuslimer om penge?

Bassam Tawil er en muslimsk araber med base i Mellemøsten.