Flere kvinder anholdt! 19-årig muligvis forsøgt myrdet ved at brandstiftelse

OPDATERING:

 

Ny anholdelse efter brand i Grenaa: 25-årig mand sigtet

Østjyllands Politi anholdt onsdag aften en 25-årig mand, som sigtes for brandstiftelse og forsøg på manddrab på en 19-årig mand i forbindelse med branden tirsdag aften på Campus Djursland i Grenaa.

 

Den 19-årige kom alvorligt til skade under branden, som politiet hurtigt fik mistanke til var påsat. Få timer efter anmeldelsen blev tre kvinder anholdt og sigtet i sagen. To af dem, en 19-årig og 54-årig kvinde, blev varetægtsfængslet i fire uger, mens en 20-årig kvinde fik opretholdt fængslingen i 3 x 24 timer.

”Vores efterforskning pegede i retning af den 25-årige, og derfor har vi søgt efter ham. Det førte til, at han onsdag kl. 20.01 meldte sig selv på politigården i Aarhus, hvor han blev anholdt. Der vil gå et stykke tid, før vi har samlet alle brikkerne i forhold til hændelsesforløbet, men anholdelsen af den 25-årige er et vigtigt skridt fremad i vores videre efterforskning, ” siger politiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen.

 

Grundlovsforhør kl. 12.30

Den 25-årige sigtes ligesom de tre kvinder for vold, brandstiftelse og forsøg på manddrab, og han fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Randers kl.12.30. Her vil anklagemyndigheden anmode om lukkede døre.

Østjyllands Politi ønsker på nuværende tidspunkt ikke at oplyse yderligere om sagen.

SAGEN:

19-årig kom alvorligt til skade under brand – tre personer anholdt

 

Østjyllands Politi har anholdt tre personer, som sættes i forbindelse med den brand, der tirsdag aften opstod på et værelse på Campus Djursland i Grenaa. En 19-årig mand fik alvorlige brandskader, men er umiddelbart uden for livsfare.

 

 

De anholdte er tre kvinder på hhv. 19, 20 og 54 år. De er p.t. sigtet for vold, brandstiftelse og forsøg på manddrab.

Tirsdag kl. 20.06 kom der flere anmeldelser via 112 om, at der var brand på Campus Djursland. Ambulance, politi og brandvæsen var hurtigt på stedet, hvor en 19-årig mand, der havde befundet sig på værelset, var blevet reddet ud. Han blev fløjet til hospitalet til behandling.

Brandvæsnet fik slukket branden, men der skete omfattende skader på værelset.

 

Flere indikationer på bevidst handling

Ud fra den indledende efterforskning fattede politiet hurtigt mistanke til, at branden var påsat, og senere samme aften blev de tre kvinde anholdt.

”Der er flere indikationer på, at der har været tale om en bevidst handling, og derfor er vi fortsat i fuld gang med efterforskningen for at finde frem til, hvad der er sket. Vi er stadig på et meget tidligt stadie, og vi kan ikke afvise, at der kommer flere anholdelser, så lige nu er det begrænset, hvor meget vi kan og vil sige om sagen, ” siger politiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen.

Af hensyn til den videre efterforskning ønsker Østjyllands Politi ikke at oplyse yderligere om sagen.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)