Flueknepperi på integrationsområdet

Berlingske har den 24. dec. dedikeret hele to sider til flueknepperi på højeste plan. Det viser sig, at Udlændinge- og Integrationsministeriet og Danmarks Statistik for nylig har været i clinch med hinanden om konklusionerne i ministeriets analyse om, hvor dårligt de herboende ikke-vestlige tredjegenerationsindvandrere klarer sig i forhold til forrige generationer.

Kontroversen, der handlede om formuleringer og konklusioner, var ikke andet end irrelevant flueknepperi. Facit blev, at ministeriet har bøjet sig og ændret formuleringen ”børn af efterkommere klarer sig dårligere end den forrige generation” til, at de ”på enkelte parametre klarer sig dårligere, og på andre bedre”. Der er stærke kræfter i den hippieliberale danske ”deep state”, herunder Danmarks Statistik, der gør alt, hvad de kan, for at understøtte regeringens fortælling om den succesfulde integration.

Lad os nuancere debatten en smule. Begrebet ”ikke-vestlige indvandrere” er upræcist og forplumrer debatten. Det er nemlig ikke alle ikke-vestlige indvandrere, der er lig med problemer. Blandt de ikke-vestlige er f.eks. højt specialiserede og flittige indere, kinesere, vietnamesere, filippinerne og andre. Fællesnævneren er, at de har taget Danmark til sig, de er blevet danske. Det er derimod ikke tilfældet med de ca. 300.000 muslimske indvandrere fra primært Mellemøsten og Afrika, der ikke ønsker at være en del af Danmark.

LA-politikeren Heidi Wang har i sin tid beskrevet kinesiske indvandreres tilgang til integration således: ”Vi kinesere integrerer os ud fra tankegangen om, at du ikke skal opføre dig anderledes, bare fordi du ser anderledes ud. Vi er opdraget til, at vi skal give afkald på noget for at løfte de kommende generationer. Man skal som indvandrer træffe et valg mellem tradition og dine børns fremtid. En kineser vil altid vælge det sidste. Det er derfor, at det er svært for mig at forstå, hvorfor nogle muslimer vælger religionen frem for alt”.

Begrebet ”ikke-vestlige indvandrere” er derfor ikke retvisende. For den gruppe, der udgør et kæmpe problem for Danmark, er kun de 300.000 ”ikke-vestlige indvandrere med muslimsk baggrund”. Og det er i den sammenhæng ligegyldigt, om de muslimske tredjegenerationsindvandrere klarer sig 2 pct. eller 3 pct. dårligere eller bedre. Det interessante er deres indstilling til værtslandet.

Til forskel fra andre ikke-vestlige indvandrergrupper har de 300.000 muslimer nemlig ikke et ønske om at skabe sig et liv i Danmark på vestlige/danske præmisser. Det er et kæmpe problem, fordi muslimernes manglende evne/ønske om at indgå i samfundslivet på lige fod med resten af befolkningen fører til polarisering, spændinger, kriminalitet, kultursammenstød, utilfredshed, uro, utryghed og kæmpe udgifter for skatteyderne.

Sidst men ikke mindst er de fleste muslimske indvandrere loyale over for de lande, de kommer fra, og illoyale over for det Danmark, de lever i. Et eksempel er de herboende tyrkere. Ved det sidste parlamentsvalg i Tyrkiet stemte over 55 pct. på Erdogans parti. Samme Erdogan, der fører en konfrontationskurs mod Vesten, som bekæmper kurderne, den eneste effektive militære opposition mod Assad i Syrien, og som indgår strategiske partnerskaber med Kina og Rusland vendt mod Vesten.

Om de muslimske tredjegenerationsindvandrere rent procentuelt klarer sig en smule bedre eller dårligere er derfor uden betydning. Problemet er, at de herboende muslimer udgør et etnisk pjalteproletariat – underuddannet, underbeskæftiget, underintegreret, overkriminelt og oversygeligt i såvel første, anden og tredje generation – og snart fjerde. De lever på offentlig forsørgelse i parallelsamfund, som hippieliberale danske politikere har tilladt, og koster samfundet ca. 36 mia. kr. på årsbasis. Muslimsk indvandring er helt klart den største politiske fejl i nyere danmarkshistorie.

André Rossmann