Fokus på brugeradfærd giver mere intelligente bygninger

FN Byen i København har gennemgået et antropologisk eftersyn for at bygningens bæredygtige potentiale kan realiseres fuldt ud.

Selv om den nybyggede FN Byen i København indeholder noget af det nyeste indenfor intelligent klimastyring og energibesparelse, er der potentiale for yderligere energioptimering. Et større fokus på brugeradfærd er afgørende for at udnytte teknologiens muligheder bedst muligt.

– FN Byen er et rigtigt godt byggeri, hvor der fra starten er tænkt i bæredygtighed og energioptimering. Alligevel så vi et performance gap mellem den teoretiske og potentielle energibesparelse og virkeligheden. Det er et typisk fænomen ved såkaldt intelligente bygninger; et højere energiforbrug end forventet, en for kompleks drift og brugerforventninger der ikke bliver opfyldt, siger energiantropolog Babette Peulicke Slott, Teknologisk Institut.

Realiseres i virkeligheden
Med FN Byen som case har Energistyrelsen, Teknologisk Institut og FN Byen derfor undersøgt, hvordan potentialet for energieffektiv drift i intelligente bygninger kan realiseres i virkeligheden. Resultatet af undersøgelsen fremlægges ved en konference i FN Byen i midten af januar.

– Vi har fokuseret på sammenhængen mellem brugeradfærd og teknologi, og i den forbindelse har vi undersøgt, hvorfor de intelligente løsninger ikke altid virker efter hensigten. Samtidig har vi udarbejdet en række forslag til, hvordan teknologien, bygningen og de mennesker, der arbejder i FN Byen, fungerer bedre sammen, siger Babette Peulicke Slott.

Konferencen i FN Byen sigter mod at samle forskellige aktører til en fælles refleksion over intelligente bygninger. Diskussionen vil fokusere på intelligente løsninger inden for rammerne af brugeradfærd og der præsenteres konkrete værktøjer til at skabe bedre sammenhæng mellem bygning og bruger.

Større fokus på brugerne
– Hvis disse udfordringer skal løses, kræver det større fokus på brugen af bygningen og et paradigmeskift fra hyperkompleks automatisering til få, velvalgte teknologier med stor indflydelse. Balancen mellem brugeradfærd og smarte teknologier er dermed mere afgørende end et smalt fokus på teknologi, siger energiantropolog Babette Peulicke Slott.

Konferencen har en tværfaglig tilgang til temaet og er relevant for et bredt publikum, herunder både dem, der arbejder med designfasen og driftsfasen – bygningsejere, bygherrer, tekniske rådgivere, arkitekter, driftsansvarlige, studerende.

Konferencen afholdes i FN Byen, Marmorvej 51, 2100 København fredag d. 18. januar 2019.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)