For et træ kendes på frugten

Matt 12,31-42 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Jesus sagde: »Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende.
Tag et træ: Enten er det godt, og så er dets frugt også god, eller det er dårligt, og så er dets frugt også dårlig. For et træ kendes på frugten. Øgleyngel, hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. Men jeg siger jer: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt. På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes.«
Da sagde nogle af de skriftkloge og farisæerne til ham: »Mester, vi vil se dig gøre et tegn.« Men han svarede dem: »En ond og utro slægt kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end profeten Jonas’ tegn. For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter. Mænd fra Nineve skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for de omvendte sig ved Jonas’ prædiken, og se, her er mere end Jonas. Og Sydens dronning skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for hun kom fra jordens fjerneste egne for at lytte til Salomos visdom, og se, her er mere end Salomo.«
12. s. e. trin.

Et godt træ bærer god frugt. Et dårligt træ bærer dårlig frugt. Sådan taler Jesus om mennesket og dets ord og gerninger. Som træet, så frugten. Er træet godt, ja, så er frugten også god. Er mennesket godt, så er hans ord og gerninger også gode. Er mennesket derimod ondt, så er hans ord og gerninger også onde.

Hvad er nu det for noget rabiat snak. Er Jesus så firkantet, at han vil påstå, at godt menneske altid gør gode gerninger? Og at et ondt menneske altid gør onde gerninger? Virkeligheden siger os jo noget andet: Verden er ikke så sort/hvid. Og det kan være meget svært at kende menneskene på deres “frugter”. Selv en skurk kan gøre en god gerning, og selv mennesker, der synes helgen-agtigt gode, kan indimellem handle ondt eller tankeløst. De fleste af os prøver sikkert på at opføre os så godt, som vi nu kan. Vi vil gerne følge vores samvittighed og gøre ‘det gode’, ‘det rette’, ‘det etisk rigtige’. Men alt for tit er det umuligt for os at gennemskue, hvad der er ‘det gode’. Vi ser ikke virkeligheden klart, men alligevel skal vi træffe valg. Og så kommer vi, uden at ville det, til at træffe forkerte valg og gøre ‘det onde’, selvom vi vil ‘det gode’. “Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”, som Paulus siger. Så hvis Jesus kender os på vore frugter – altså på vore ord og gerninger – så ser det sort ud os. For vi bærer alle sammen dårlige frugter.
Men det, at vi alle bærer dårlige frugter, er naturligvis ikke hele pointen med dagens tekst. For Jesus vil i sidste ende have tilhørernes opmærksomhed væk fra frugterne og hen på træet. “Et godt træ bærer gode frugter.” Det er et spørgsmål om årsag og virkning: Det er ikke frugterne, der gør træet godt; det er træet, der gør frugterne gode. ‘Gode gerninger gør ikke et menneske godt; et godt menneske gør gode gerninger’. Vi kan ikke gøre et træ godt ved at hænge gode frugter på det. Ligesådan kan vi ikke gøre os selv gode ved at gøre gode gerninger. Vi kan med andre ord ikke frelse os selv. Ligegyldigt, hvor mange gode gerninger, vi gør, så gør de os ikke til gode mennesker. Det er absurd, næsten blasfemisk, at bilde sig ind, at man kan gøre sig selv god i Guds øjne. At ville gøre sig selv god er, at ville være som Gud. Og det er i virkeligheden den værste synd af alle. Jamen, hvad så? Hvis vi ikke selv kan gøre fra eller til for at blive gode mennesker i Guds øjne, så kan vi vel lige så godt bare lade stå til. Nej, selvfølgelig ikke. Selvfølgelig skal vi stadigvæk prøve at gøre det gode. Men vi skal ikke tro, at vi derved bliver gode mennesker. Vores egen indsats, hvor stor og velment, den end er, er aldrig tilstrækkelig. Men heldigvis for os, lader Gud nåde gå for ret. Derfor har han sendt os sin søn, Jesus Kristus, for at frelse os. Vi kan ikke frelse os selv, men det er også ligegyldigt, for vi er allerede frelst, ved Jesu blod. ‘Frelsen kommer fra Herren’. Ikke fra os selv.

Derfor skal vi da heller ikke, som farisæerne, regne med at få et “tegn” – et vink fra Gud, om hvad han vil have, vi skal gøre. Jesus giver os kun profeten Jonas’ tegn: “…som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter.” Men i virkeligheden er dette tegn jo mere end tilstrækkeligt: Jesus er død og opstanden for vore synders skyld, “for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”

Dermed er vi sat fri. Ved sin død og opstandelse, har Jesus med et gammelt ord ‘retfærdiggjort os’. Ordet ‘retfærdiggøre’ bruger vi som regel om at skulle rense sig for en uretfærdig beskyldning. ‘Han ville retfærdiggøre sig overfor sin kone”, kan man f.eks. sige. Eller en uskyldigt dømt person kan blive ‘retfærdiggjort’ af nye beviser i sagen. Guds retfærdiggørelse er anderledes. Gud ved godt, at vi ikke er uskyldige og retfærdige. Men han kender os retfærdige. Det vil sige: han står inde for os. Han tager ansvaret på sig. Vi skal ikke længere selv stå til ansvar for vores gerninger. Gud har taget over for os. Det er gjort retfærdigt, at vi lever – også selvom vi ikke lever
syndfrit. At forholde sig til dette i tro og tillid er det eneste, vi mennesker behøver at gøre. At tro på Gud.

Højskoleforstanderen Poul Erik Søe har en gang sagt, at han anså det for glædeligt, at der nu var flere danskere, der troede på Gud, end på statsministeren. Det var naturligvis ment som en vittighed, men vittigheden rummer alligevel den rigtige forståelse af, hvad det vil sige at ‘tro’ på Gud. At tro på Gud betyder nemlig ikke bare at tro på, at Gud eksisterer. At tro på Gud vil sige at have tillid til Gud. At anse ham for ‘troværdig’.

Men ikke engang troen er vores egen fortjeneste. Når nogen er troværdig, så har det den naturlige konsekvens, at folk tror på ham. Ligesådan med Gud. Vi skaber ikke selv vores tro; Gud indgiver os tro på ham. Fordi han er troværdig, tror vi på ham. Når Gud derfor siger, at han har retfærdiggjort os, og vi derfor ikke selv behøver at gøre os fortjent til hans nåde, så tror vi selvfølgelig på ham. Men vi har ikke selv gjort os fortjent til denne retfærdiggørelse, fordi vi tror. For end ikke troen er vores egen fortjeneste, for det er netop Gud, der skaber troen i os. Også troen er en gave, som Gud har givet os. Når man får en gave, bliver man taknemmelig; men det er ikke p.g.a. taknemmeligheden, at man far gaven.

Et godt træ bærer gode frugter. Vi kan ikke gøre os selv til gode træer. Men Gud har en gang for alle, ved sin søn Jesus Kristus, kendt os retfærdige, og sagt god for os. “Lykkelige de, hvis overtrædelser er tilgivet, og hvis synder er blevet skjult; Lykkeligt det menneske, som Herren ikke tilregner synd.” [Rom. 4.7-8] Amen