Forskere vil undersøge hvordan COVID-19-krisen påvirker arbejdsfællesskabet og den mentale sundhed i private virksomheder

D. 11 marts blev arbejdslivet og livet ændret natten over. I over en måned har mange arbejdet hjemmefra, mens andre møder ind til en helt ny hverdag på jobbet.
Nyt forskningsprojekt undersøger, hvordan den ekstraordinære situation påvirker arbejdsfællesskabet og mental sundhed hos ledere og medarbejdere i private virksomheder. Velliv Foreningen støtter projektet med 2,5 mio. kr., og allerede til efteråret er forskerne klar med konkrete værktøjer til virksomhederne.

Coronakrisen har henvist mange til at arbejde hjemmefra, samtidig med at de skal passe deres børn, mens andre sidder helt alene uden at se meget til andre mennesker – en tredje gruppe møder ind til en anderledes hverdag på arbejdspladsen. Arbejdslivet og arbejdsfællesskabet er med andre ord forandret for mange danske medarbejdere og ledere. Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) vil i et nyt forskningsprojekt med forsker Malene Friis Andersen i spidsen undersøge, hvordan COVID-19-krisen påvirker arbejdsfællesskabet, opgaveløsningen og den mentale sundhed hos ledere og medarbejdere i private virksomheder. Projektet muliggøres med støttet på 2,5 millioner kr. fra Velliv Foreningen.

”Vi ved fra forskningen, at arbejdsfællesskabet har afgørende betydning for den mentale sundhed. Men vi ved kun meget lidt om hvilke handlinger og hvad i arbejdsfælleskabet, der er vigtige for at skabe god trivsel og god opgaveløsning i ekstraordinære situationer som COVID-19-krisen. Jeg forventer, at vi med projektet kan skabe viden og redskaber som danske arbejdspladser kan bruge i kritiske situationer som denne, men også viden og redskaber, der kan bruges i fredstid. For når vi sættes i ekstraordinære situationer, kan vi lære meget om os selv, hinanden og arbejdsfællesskabet,” siger Malene Friis Andersen, forsker i NFA.

Det nye forskningsprojekt vil afdække, hvordan ledere og kollegaer konkret kan gøre en – positiv eller negativ – forskel for trivslen og opgaveløsningen. Både ledere og medarbejdere, der arbejder på distancen og dem, der møder ind på arbejde i en forandret verden, vil indgå i projektet.

Konkrete værktøjer til små og mellemstore virksomheder

På grund af den særlige situation vil der allerede senere på året – inden de videnskabelige artikler publiceres – blive lanceret anvendelsesorienteret forskningsbaserede materialer og redskaber. Det vil være redskaber, der kan hjælpe små og mellemstore virksomheder til at navigere i ekstraordinære situationer og i fredstid.

”Projektet er en helt unik mulighed for at samle data i real tid, og samtidig er det forskning, der er relevant for rigtig mange små og mellemstore virksomheder, en sektor der er særlig hårdt ramt af situationen. Det er dejligt, at forskerne kan rykke hurtigt og sætte gang projektet, og ikke mindst at virksomhederne hurtigt får gavn af den nye viden gennem løbende formidling,” siger Lars Bo Pedersen, programchef i Velliv Foreningen.

Fokus på den tavse viden

Ekstraordinære situationer som den nuværende COVID-19-krise kan sætte spot på tavs viden og vigtige faktorer i arbejdsfællesskabet, som ellers tages for givet. Projektet vil give mulighed for at forstå, hvilken betydning relationen og samarbejdet mellem ledere og medarbejdere og kollegaer imellem har for den mentale sundhed og opgaveløsning. Forhåbningen er, at projektet vil kunne lære os mere om betydning af arbejdsfællesskabet i kritiske situationer, men også inspirere til nye måder at understøtte opgaveløsning og forebygge og håndtere mentale helbredsproblemer i en normal hverdag.

Flere, herunder WHO og United Nations, har peget på, at COVID-19-krisen vil få betydning for den mentale sundhed og at risikoen for at udvikle mistrivsel og mentale helbredsproblemer øges. Tidligere forskningsresultater har vist, at ledere og kollegaer spiller en særlig central rolle for opgaveløsningen, den mentale sundhed og håndtering af mentale helbredsproblemer. Nu vil forskerne se på, hvordan det gør sig gældende i en krisesituation.

Velliv Foreningen har valgt at støtte det nye forskningsprojektet med 2,5 mio. kr. Det sker som led i Velliv Foreningens almennyttige indsats for at fremme danskernes mentale sundhed.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)