Forsvaret og Beredskabsstyrelsen har sidste arbejdsdag i Region Hovedstaden

Soldater og redningsspecialister, som har hjulpet Region Hovedstaden i vaccinationsindsatsen siden starten af december, kan nu melde ’operation slut’. Mandag 3. januar er sidste arbejdsdag. Region Hovedstaden siger tak for hjælpen.

Soldater har vaccineret danskere mod COVID19. Foto: Lars Bøgh Vinther/Forsvaret

I november kom der for alvor fart på vaccinationerne i Region Hovedstaden. Sundhedsstyrelsen åbnede for vaccination af nye grupper, og på tre uger skød yderligere fire nye vaccinationscentre op i regionen, kulminerende med Øksnehallen som højkapacitetscenter 10. december.

Over jul og nytår er der blevet vaccineret på højtryk på skæve tidspunkter, f.eks. juleaftensdag, nytårsaftensdag og 1. januar. Det har kunnet lade sig gøre, bl.a. fordi 100 soldater og 8 redningsspecialister fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen har bidraget til arbejdet siden starten af december.

De mange par hænder er nu klar til at melde ’opgaven afsluttet’ i Region Hovedstaden og vende tilbage til det arbejde og den uddannelse, de var i gang med, da samfundet kaldte på hjælp.

Helene Bliddal Døssing, vicedirektør i Akutberedskabet med ansvar for test og vaccine, har være glad for den ekstra hjælp i vaccinationscentrene:

– Det er gået utroligt hurtigt med at skalere vaccinationsindsatsen op til det niveau, vi er på i dag. Det havde aldrig kunnet lade sig gøre uden bidrog fra alle kanter af samfundet. Det har været fantastisk at se, hvordan mandskabet fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen har kastet sig ud i at hjælpe os med vaccinationer, og er gået friskt til alle opgaver i centrene. Det har været en stor fornøjelse at samarbejde og det vil jeg gerne takke for, siger hun.

Allan Stenbye, sektionschef i Beredskabsstyrelsen og koordinator for både Forsvarets og Beredskabsstyrelsens støtte til Region Hovedstaden, mener, at opgaven i vaccinationscentrene har været en enestående mulighed for at bidrage, da samfundet kaldte på hjælp:

– Som beredskabsorganisation ligger det i vores DNA at træde til og hjælpe med at løse akutte og vigtige opgaver for samfundet. Jeg er stolt over, at vores mandskab tilsidesatte uddannelse og øvelser for at løfte med, selvom det har kostet på de områder. Jeg tror, at det har haft stor betydning for alle, der har deltaget, at vi åbenlyst har kunnet gøre en stor forskel, da Danmark rakte ud og kaldte på os, siger han.

Udover vaccination har Forsvaret og Beredskabsstyrelsen også hjulpet med f.eks. at observere borgere efter vaccination og hjulpet med praktiske opgaver, så sundhedspersonalet blev frigivet til at løse kerneopgaver.

Joel Adelgaard er soldat i Livgarden og en af dem, der efter grundig oplæring bl.a. har vaccineret i Amager Vaccinationscenter:

– Det har været noget helt andet at stå med en sprøjte i stedet for et gevær. Det har været meget anderledes i forhold til, hvad vi er vant til. Men vi er heldigvis omstillingsparate og er bare hoppet ud i det”, siger han, som nu skal tilbage i Livgarden og gøre sig klar til fremtiden, hvor han formentlig skal sendes ud på mission.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)