I 2019 fik de tre stærkt indvandrerkritiske partier, DF, NB og Stram Kurs, tilsammen 12,9 pct. af stemmerne. I Voxmeters måling den 22. august 2022 fik DF, NB og Danmarksdemokraterne tilsammen 16,8 pct. af stemmerne. Den statistiske usikkerhed for hhv. DF, NB og Danmarksdemokraterne er +/- 1,1, +/- 1,2 og +/- 1,7 procentpoint.
Det store billede er derfor, at selv om der inden for den stærkt indvandrerkritiske ”blok” i Folketinget er sket væsentlige forskydninger (Stram Kurs er afløst af Danmarksdemokraterne, og DF er tæt på spærregrænsen), kan DF, NB og Danmarksdemokraterne tilsammen kun mønstre ca. 15 pct. af stemmerne, altså nogenlunde den samme stemmeandel, som DF, NB og Stram Kurs fik i 2019.
Det betyder, at de islam- og muslimvenlige folketingspartier, som repræsenterer ca. 85 pct. af de danske vælgere, ikke kan forventes at vedtage udlændingepolitiske tiltag, som kan udfordre EU, FN og konventionerne, og at de lempelige regler, der gælder for muslimer fra MENAPT-landene, bliver opretholdt. Sådan var det i 2019, sådan er det her i midten af 2022, og sådan vil det også være efter det kommende folketingsvalg.
Virkeligheden er, at ca. 85 pct. af de danske vælgere er imod, at man helt stopper den muslimske tilstrømning til Danmark. Og den fortsætter derfor med større eller mindre intensitet. Mens der i 2015 var ca. 264.000 muslimer i Danmark, er dette tal som følge af Venstres, Konservatives, Liberal Alliances og DF’s ”stramme” udlændingepolitik i perioden 2016-2019 steget til 320.000, en stigning på 21 pct. Fremskrives udviklingen baseret på de seneste fem års gennemsnit, vil der være ca. 550.000 muslimer i Danmark i 2040, dvs. en stigning på 60-70 pct. i forhold til i dag.
Ca. 85 pct. af de danske vælgere er imod, at der indføres spontant asylstop, så muslimske migranter, der krydser flere sikre lande, inden de når frem til den danske grænse, kan forhindres i at søge asyl i Danmark. I 2017 fik 2.750 migranter asyl og permanent ophold i Danmark. I 2018 – 1.652. I 2019 – 1.783. Og i 2020 – 600. I alt 6.715. Det er et tal, som partierne i det indvandrervenlige segment plejer at bagatellisere. Vi skal derfor minde om, at de 6.000 tyrkiske gæstearbejdere, som kom til Danmark i 1970’erne, blev til 62.000 tyrkere pr. 1. jan. 2017. Går det, som det plejer at gå, må vi forvente, at om 40-50 år er de 6.715 muslimske asylanter blevet til 50.000-60.000 muslimske indvandrere og efterkommere.
Ca. 85 pct. af de danske vælgere er imod, at man indfører et stop for familiesammenføringer for muslimske indvandrere. Antallet af familiesammenføringstilladelser i 2017, 2018, 2019 og 2020 var henholdsvis 7.015, 4.601, 3.222 og 3.770. I alt 18.608. Også dette tal plejer de islam- og muslimvenlige partier at bagatellisere. For går det, som det plejer at gå, må vi forvente, at om 40-50 år er de 18.608 familiesammenførte blevet til 140.000-150.000 indvandrere og efterkommere.
Ca. 85 pct. af de danske vælgere er imod, at man udviser afviste asylansøgere med tvang. Mange bliver derfor i Danmark permanent. Syrerne er f.eks. ikke blevet hjemsendt, fordi Danmark er for fin til at samarbejde med Syriens præsident, Bashar al-Assad. Danmark er også for fin til at samarbejde med Taleban i Afghanistan. Derfor bliver syrerne og afghanerne i Danmark og hober sig op på landets udvisningscentre.
Ca. 85 pct. af de danske vælgere er imod, at man stopper offentlige ydelser til de muslimske indvandrere for at tvinge dem til at forsørge sig selv. Det siger sig selv, at fjerner man forsørgelsesgrundlaget for de muslimer, der modtager offentlige ydelser, bliver mange tusinder nødt til at udvandre. Et sådant drastisk skridt er dog ikke realistisk, da det helt sikkert ville være i strid med alle mulige konventioner.
Ca. 85 pct. af de danske vælgere accepterer den fremadskridende islamisering af det danske samfund. ”Der er næppe nogen, som er i tvivl om, hvad Danmarksdemokraterne mener om udlændinge- og retspolitik. Når man kommer til Danmark som udlænding, så skal man indrette sig efter vores kultur og vores samfund”, står det på Danmarksdemokraternes hjemmeside. Et smukt og velment budskab, men virkeligheden er, at det er danskerne, der indretter sig efter det muslimske mindretal. Danmark islamiseres langsomt, men støt. Grænserne flyttes stille og roligt. I stedet for at stå fast, bøjer danskerne sig og gør mere og mere plads til muslimske normer, krav og ønsker. Antallet af moskeer i Danmark er f.eks. steget fra 115 i 2006 til 161 i 2017, svarende til en stigning på 40 pct. I ghettoerne er det MENAPT-kulturen, der har voldsmonopol på statens vegne. Politikerne bruger tvangsintegration af danske gymnasieelever til at løse årtiers fejlslagne integration af muslimerne. Osv. osv.
Dansk udlændingepolitik er rent show og symbolpolitik. Politikerne afgiver udlændingepolitiske valgløfter uden at undersøge, hvad der teknisk, juridisk og politisk kan lade sig gøre. Et nyligt eksempel er f.eks. Socialdemokratiets Rwanda-plan, som partiet udelukkende bruger til partipolitisk positionering, stemmemaksimering og vildledning af vælgerne op til det kommende folketingsvalg.
Hvorom alting er: Der bliver ikke noget nybrud i dansk udlændingepolitik efter det kommende folketingsvalg, fordi der ikke kan strammes mere. Danmark er nemlig bundet af EU, FN og de indgåede internationale konventioner og er for længst gået til stregen. Det er derfor kun symbolpolitiske ”stramninger”, hård retorik og tomme valgløfter, der er tilbage.
André Rossmann