Nordsjællands Politi efterlyser to medgerningspersoner til et overfald, som fandt sted fredag den 13. august 2021 ved Teknisk Skole i Hillerød, hvor en ung mand blev stukket i låret med en kniv
Fredag den 13. august i år blev en ung mand omkring klokken 11.30 overfaldet af fem personer på Milnersvej ved Teknisk Skole i Hillerød, hvor han blev knivstukket i låret. Nordsjællands Politi har anholdt og sigtet tre af de formodede gerningspersoner, herunder personen, der formodes at have ført kniven, og de sidder for nuværende varetægtsfængslet for forholdet. Imidlertid er to medgerningspersoner fortsat på fri fod, og de efterlyses nu med billeder og signalement.
– Der er tale om et knivoverfald, som har fundet sted ved højlys dag og ved en uddannelsesinstitution, hvilket vi ser med meget stor alvor på, da det er et sted, unge mennesker skal kunne færdes trygt og sikkert. De tre formodede gerningspersoner, som vi har sigtet i sagen, har ikke villet oplyse os om deres medgerningspersoners identiteter, og det er desværre heller ikke lykkedes os at finde frem til dem ad andre efterforskningsveje. Derfor efterlyser vi dem nu offentligt og håber, at nogle borgere kan genkende dem, så vi kan pågribe dem, fortæller politikommissær Anders Juul Jørgensen.
De to medgerningspersoner fremgår af billederne nedenfor og beskrives i øvrigt som:
A: mand, 18-25 år, lys i huden, almindelig af bygning, med let skægvækst. Iført mørk kasket, mørk trøje med skrift på brystet, mørke bukser samt mørke sko og en bæltetaske om livet.
B: mand, 17-22 år, lys i huden, almindelig af bygning. Iført omvendt mørk kasket med rødt motiv ved skyggen (muligvis en Gucci-cap med slangemotiv), mørk trøje med et lille mærke foran på venstre side af brystet, mørke joggingbukser med mønster ned langs siden samt mørke sko med en hvid bund.
Borgere, som kan genkende den ene eller begge gerningspersoner eller i øvrigt har oplysninger til sagen, kan kontakte Nordsjællands Politi på telefon 114.
Af hensyn til den videre efterforskning har Nordsjællands Politi på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)