Mandag åbner en fotoudstilling om nødhjælp til børn i verdens brændpunkter på Kongens Nytorv. Billederne er taget af den anerkendte krigs- og krisefotograf Jan Grarup, og udstillingen markerer 60-året for UNICEFs store verdenslager i Københavns Nordhavn.
Fra på mandag kan københavnere og byens gæster lægge vejen forbi Kongens Nytorv, hvor den prisvindende fotograf Jan Grarup sammen med UNICEFs Verdenslager udstiller 31 fotos, der illustrerer, hvad nødhjælp betyder for sårbare børn verden over. Udstillingen er gratis og markerer 60-året for UNICEFs Verdenslager, hvorfra millioner af ton nødhjælp distribueres til hele verden.
Jan Grarup og UNICEF har et mangeårigt kreativt samarbejde bag sig. Denne gang har han besøgt Uganda, Libanon og Haiti med UNICEFs blå logo på ryggen. Herfra dokumenterer Grarup med sit skarpe blik for de små historier i de store kriser, hvordan COVID-19-pandemien har påvirket børns liv, og hvor omfattende et arbejde det er at levere nødhjælp til verdens mest ufremkommelige samfund:
“Jeg har arbejdet med UNICEF i mange år, men har ikke hidtil forstået omfanget af deres forsyningsoperationer. UNICEFs leverancer er enormt omfattende og består af alt fra varmt tøj til skoleredskaber. Det har været helt utroligt at opleve, hvordan UNICEF tilbagelægger ekstreme afstande til fjerntliggende og svært tilgængelige samfund for at levere for eksempel skriveredskaber og skolebøger. Og det har været rørende at dokumentere, hvor meget det betyder for børn sådanne steder at modtage UNICEFs forsyninger,” siger Jan Grarup.
UNICEFs Verdenslager i København er verdens største af sin slags og spiller en nøglerolle for UNICEFs arbejde overalt i verden. Herfra udgår forsyninger i al hast, når naturkatastrofer, krige og konflikter vælter børns verden.
”At se verden gennem Grarups linse er en stærk påmindelse om, hvor barske realiteter millioner af børn står overfor. Samtidig er det en rørende dokumentation af, hvor stor en forskel det gør, at UNICEF leverer forsyninger til børn og familier i nød. Vi er meget taknemmelige for vores langvarige samarbejde med den danske regering, der har støttet vores forsyningsvirksomhed de seneste 60 år. Udstillingen her kunne ikke være en mere passende fejring af vores jubilæum,” siger Eva Kadilli, direktør for UNICEFs Verdenslager.
Udstillingen Supplies Saves Lifes på Konges Nytorv er åben og gratis for alle i perioden 15. – 29. august.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)