Frederik X’s Danmark præges af splid og splittelse

Den politisk korrekte fortælling om Danmark, som politikerne og medierne promoverer, går ud på, at Danmark er et lille harmonisk velfærdssamfund med en høj tillid og stærk sammenhængskraft. Men sandheden er, at småstaten Danmark med sine 6 mio. indbyggere er et dybt polariseret samfund.

Det er derfor ikke noget tilfælde, at Frederik X har lovet at være ”en samlende konge af i morgen”. Under hans mors regenttid har Danmark, der tidligere har været et forholdsvis homogent land, nemlig ændret sig radikalt.

Danmark er blevet opdelt økonomisk, uddannelsesmæssigt og socialt, hvilket sætter sammenhængskraften under pres.

Den politiske klasse har tilladt masseindvandring fra den tredje verden for at virkeliggøre drømmen om multietnisk og mangfoldigt Danmark, som alle migranter i verden har ret til at bosætte sig i og blive evigt forsørget af danske skatteydere.

Alene siden 1980’erne er 50.000 personer med ikke-vestlig baggrund vokset til ca. 550.000 personer, herunder ca. 320.000 muslimer fra MENAPT-landene. Masseindvandringen har ikke overraskende destabiliseret Danmark og skabt voksende polarisering på alle niveauer i det danske samfund.

Danmarks politiske klasse er snehvid, fordi landet halter efter alle sine naboer, når man måler på etniske minoriteters repræsentation i de nationale parlamenter. I dag er det kun fem ”brune” medlemmer af Folketinget, svarende til 2,8 pct., der ikke er etniske danskere.

I dagens Danmark er der mere end 10 pct. af den voksne befolkning, svarende til 440.000 personer, der ikke kan stemme; de er blot tilskuere til demokratiet og udgør en slags demokratisk B-hold.

Gabet mellem de store byer og yderområder i Danmark vokser dag for dag. Folkeskolen og gymnasierne er opsplittet i forhold til forældrenes etniske herkomst. Etnisk opdeling finder ligeledes sted på boligmarkedet, hvor ressourcestærke familier flytter fra boligejendomme, efterhånden som indvandrerandelen stiger.

På arbejdsmarkedet sker der en langsom polarisering med hensyn til stillingskategorier, hvor danskerne får job øverst i stillingshierarkiet, mens de ikke-vestlige, primært muslimske, indvandrere koncentreres i brancher og virksomheder, der er præget af dårlig løn, manglende udviklingsmuligheder og dårligt arbejdsmiljø.

Undersøgelser viser, at toppen af dansk erhvervsliv er snehvid – og hvidere end de lande, Danmark oftest sammenligner sig med.

Mens den danske under- og middelklasse lider under indvandringens skyggesider, berøres den danske magtelite, dvs. de 5 pct. af befolkningen med indkomster på 800.000 kr. om året og opefter, ikke af udviklingen. Magteliten udgøres af den administrative overklasse – midaldrende mænd med DJØF-uddannelser, multikulturelt udsyn mod verden, selvgod humanisme og dyre boliger i de mest eksklusive kvarterer i landets storbyer – i tryg afstand fra elendighed og trængslerne med en mislykket integration.

Politiken skriver, at Danmark på mange områder er præget af splid og splittelse, og at det vil være en opgave for den nye konge at være en samlende kraft.

Virkeligheden er, at Dronning Margrethe ikke har formået at forhindre den polariserende udvikling i landet, og at der heller ikke er meget, der tyder på, at hendes søn får mere held med at udjævne de skel, der er i samfundet, og samle den dybt splittede nation.

André Rossmann