FRI PRESSE? NEJ TAK

Fra USA har vi gennem tiderne importeret en blandet frugtsalat af kulturelle nyskabelser. Vi fik det moderne demokrati, men også fuckfingeren, hamburgeren og Anders And. Og nu er danske medier blevet overvældet af USA’s nye norm for journalisme: aktivismen. Den amerikanske medie-professor Nikole Hannah-Jones proklamerer, at påvirkningsjournalismen er nu den nye norm. ”Al journalisme er aktivisme”, siger hun.  Den aktivistiske journalisme dominerer de amerikanske hovedmedier og i stigende grad også de europæiske. Eller som chefredaktøren for San Fransisco Chronicle, Emilio Ruiz, udtrykker det: ”Vi må af med objektiviteten!”. For en generation siden, hyldede medierne stadig det hævdvundne princip i al journalistik, at fakta og fiktion skulle bringes adskilt, så publikum klart kunne blive præsenteret for de usminkede kendsgerninger og begivenheder, og at mediernes redaktionelle holdninger blev vist i ledere eller særskilte kommentarer.

Ædle journalistiske principper, der dog ligesom de Ti Bud var svære at leve fuldt op til. Pressen skriver jo for udvalgte målgrupper, som gerne skulle blive ved med at betale for abonnementet. Der har altid været en subjektiv, politisk bevidst udvælgelse, prioritering og præsentation af nyhedsstoffet. Blader man gennem aviser fra1970’erne, hvor medierne havde mere partipolitisk kant, vil man se mange eksempler på denne proces. De dengang ægte borgerlige aviser som Berlingske og Jyllands-Posten holdt af forsidehistorier om Sovjetunionens ondskab og grusomheder. Politiken og Information rasede mod Vietnamkrigen og det imperialistiske USA. Og DR- journalisterne måtte finde sig i at blive stemplet som ’Røde Lejesvende’ af Erhard Jacobsen.

Der er ingen, der vil påstå, at vi har censur i Danmark. Til gengæld har vi en omfattende selvcensur, der kombineret med den nye påvirkningsjournalistik er næsten lige så effektiv. Denne ensretning i meningsdannelsen er et naturligt resultat af, at vi gradvist har udviklet os til et socialdemokratisk samfund, hvis kerneværdier er en stærk statsmagt, der sørger for folkets velfærd og som bremser det griske erhvervsliv fra at udbytte lønmodtagerne og rage til sig af samfundets værdier. Statsmagten dominerer totalt landsdækkende debat og nyhedsformidling i radio og tv. Staten sidder tungt på kontrollen med DR og TV2 og agter at opretholde monopolet, hvad først Radio Mercur og siden Radio 24/7 fik at føle.  Det er således statens TV-monopol, der sætter dagsordenen for nyhedsformidling og debat i Danmark.

Nye data publiceret på Nordiske Mediedage viser, at 80 procent af alle danske journalister ville stemme rødt/grønt, hvis der var valg nu. Blandt eleverne på Journalisthøjskolen dominerer også rød front med Enhedslisten som det mest populære parti. Sådan har det været i en årrække, og mediefolkenes aktivistiske holdninger er slået fuldt igennem på nyheder og debat hos DR og TV2. Det betyder, at seere og lyttere dagligt stopfodres med et nyhedsudbud, der benhårdt prioriterer venstrefløjens politiske og kulturelle dagsorden: klimakampen og den grønne omstilling, offentligt velfærd, miljøkampen, migrantbeskyttelse og kampen mod islamofobi, fordømmelse af Israel og det borgerlige USA. Påvirkningsjournalistikken er slået afgørende igennem hos seere og lyttere. Det borgerlige Danmark er rullet om på siden og har opgivet ånden. Alle meningsmålinger viser således, at et markant flertal af vælgerne modsætter sig en skattereform, der nedsætter indkomstskatten. Folk har lært deres socialdemokratiske lektie: ”I må vælge mellem skattelettelser til de rige eller mere velfærd til os alle!”.  En frisk Gallup-måling viser, at 88 procent af danskerne ville stemme på Kamala Harris, fordi medierne har hjernevasket dem til at tro, at Harris er verdens redning og Trump dens undergang.

Hvis nu politikerne havde tilladt en privatejet borgerligt orienteret landsdækkende tv-kanal, ville det så give seerne et alternativ i nyhedsformidlingen og debatplatformen? Nej, det er der intet, der tyder på. Tværtimod viser alle erfaringer fra udlandet, at de privatejede medier føjer sig ind under statsmediernes åg og bliver kloner af dem. I Tyskland er kanalerne RTL, SAT1 og Pro7 aldrig i opposition til statens ARD og ZDF. I Storbritannien kan man ikke skelne vinklingen i nyhedsformidlingen hos ITV, Channel 4 og SKY-TV fra BBC’s nyheds- og debatflade.  Som i Danmark har de elektroniske statsmonopoler i Tyskland og Storbritannien gradvist afrettet de eks-borgerlige aviser til at mene det samme. Desværre fordi deres læsere også gør det.

Midt i den tiltagende mørkelægning af den frie debat i medier og folk findes der dog enkelte lyspunkter. De sociale medier – med Facebook i spidsen – bedriver ganske vist en minutiøs censur af opslag, der ikke harmonerer med tidens progressive ånd, men kan dog ikke dæmme helt op for debat og kritik. Der er kommet en del borgerlige net-medier, der tilsammen har opnået en betydelig læserskare også på Christiansborg og på medieredaktionerne. Men vi, der ønsker en åben og fordomsfri national debat, må håbe på et gennembrud i form af et professionelt borgerligt streaming-tv, der kan levere kvalitets- nyheder og sagligt stærke debatter. Men det er dyrt, og hvem vil sætte penge i det? Jeg kender ikke nogen, og det er der vist heller ikke andre, der gør.

Så indtil videre må vi sætte vores lid til, at de mest vitale borgerlige netmedier kæmper sig til et gennembrud, enten ved at fusionere med andre eller ved egen kraft. Der arbejder mange kompetente, frihedsbevidste og målrettede redaktører og skribenter i det gryende borgerlige medielandskab. Så måske alligevel foråret så sagte kommer. Ganske sagte.