Frihedskæmpernes armbind er gulnede og gamle, men det er deres budskab ikke.

Debatindlæg af Erik Høgh-Sørensen – Byrådsmedlem i Hjørring UFP (Uafhængigt Frit Parti), medl. af Folkebevægelsen mod EU, medl. af Kaj Munk Selskabet

Danmarks befrielsesdag er en af de vigtigste højtider, og i år er det interessant at overveje, hvad de gamle frihedskæmperne ville have ment om EU-folkeafstemningen 1. juni 2022.

Svaret kan faktisk gives med forholdsvis stor sikkerhed, selvom langt de fleste frihedskæmpere desværre er væk.

Flertallet ville have stemt nej til at deltage i EU-hæren.

Det lå i de fleste frihedskæmperes DNA at forsvare dansk selvbestemmelse ikke drage i EU-krig i gamle franske kolonier i Centralafrika.

Men modstanden var mere principiel. Min far var frihedskæmper og stemte nej til alt, hvad der lugtede af overstatsligt samarbejde i EF og EU, og flertallet var som han. Både kommunister og borgerlige. Man så i særlig grad modstandsbevægelsens veteraner gøre sig gældende ved folkeafstemningen om dansk indtræden i EF i 1972. Her modarbejdede de gamle frihedskæmpere de selvsamme politiske partier, som under krigen havde drevet samarbejdet med Adolf Hitler alt for vidt. Socialdemokratiet, Venstre, Radikale og til dels Konservative.

Før folkeafstemningen i 1972 om EF slap daværende statsminister Jens Otto Krag (S) desværre afsted med på DR-tv at udtale, at “der er ikke tale om fælles politi. Der er ikke tale om fælles militær.”

Det var lodret forkert, dengang som nu, hvilket er værd at huske.

Lad os ikke falde for EU-ja-sidens propaganda denne gang.

Hvis vi ønsker at ære de danske frihedskæmpere, må det blive med et rungende nej ved folkeafstemningen 1. juni.