”Vi kan eksportere produkter uden at eksportere jobs”. Sådan forsvarede den forhenværende amerikanske præsident, Bill Clinton, sin beslutning om at støtte Kinas optagelse i verdenshandelsorganisationen WTO, skriver Christian Foldager i Berlingske. Clinton mente, at beslutningen ville åbne det kinesiske marked for amerikanske produkter og demokratisere Kina.
Men Clinton tog helt og aldeles fejl. Kinas optagelse i WTO betød, at tusindvis af amerikanske fabrikker blev flyttet til Kina, det kinesiske styres legitimitet blev styrket og millioner af kinesere blev hjulpet ud af fattigdom på bekostning af den vestlige arbejderklasse.
Den politiske elite i USA og Europa har hånet og latterliggjort Donald Trumps kritik af globaliseringspolitikken, men coronakrisen har med ét slag bekræftet hans kritik og advarsler.
I en akut sundhedskrise er alle vestlige lande nemlig dybt afhængige af det kinesiske styres velvilje, fordi Kina fremstiller størstedelen af verdensmarkedets lægemidler og værnemidler. Vesten må på ydmygende vis modtage og takke for kinesisk nødhjælp i form af medicin og værnemidler.
Coronakrisen har udstillet Vesten sårbarhed, strategiske svaghed og afhængighed af Kina. Derfor skal fabrikkerne tilbage til Vesten. Og derfor blive coronakrisen afslutningen på globaliseringens æra.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)