Globalismen er død

Globalismen er død. Ligesom Gud, marxismen og andre trosretninger er erklæret døde gennem tiden, så har globalismen som politisk doktrin stillet træskoene. Det mener Anna Libak, journalist og debattør, som har skrevet bogen “Forstå populismen”, der udkommer den 1. juni.

Globalismen er det tankesæt, som en hel generation af ledere i Vesten og resten af verden har troet på i årtier. Man havde en forestilling om, at jo mere de vestlige samfund åbnede sig økonomisk for hinanden og resten af verden, des rigere og lykkeligere ville vi alle sammen blive. De frie, globale strømme af arbejdskraft, kapital, kultur, information, job og alt andet ville få verden til at smelte sammen i fred og velstand. Endemålet var en global landsby, hvor alle folkeslag lever harmonisk sammen.

Kernen i globalismen er, ifølge Libak, troen på, at alle mennesker i alle lande har de samme præferencer i en fri verden. Samt at jo tættere integrationen bliver, des mere vil det være en fordel for os alle sammen. ”Den var i bund og grund en fusion af liberalismens tro på markedet som problemknuser og venstrefløjens tro på mangfoldighed som en gevinst i sig selv. Jo mere, man blander mennesker og kulturer, des mere forståelse, tolerance og innovation ville der komme ud af det. Kort sagt jo sjovere blev det”, siger hun.

I 1999 sagde den britiske premierminister Tony Blair: ”Vi er alle internationalister nu, hvad enten vil kan lide det eller ej. Vi kan ikke nægte at være en del af de globale markeder, hvis vi vil have velstand”. 17 år efter Blairs tale stemte briterne sig ud af EU, og hans senere efterfølger, den konservative Theresa May, konkluderede i en tale til parlamentet: ”Den, der tror, han er verdensborger, er en borger i ingenmandsland”.

”I dag betragtes globaliseringen ikke længere som en uafvendelig fremadskridende proces, den er heller ikke per definition ønskværdig. Den er blevet en politisk kampplads”, siger Anna Libak.

En væsentlig pind til globalismens ligkiste er ifølge forfatteren, at den er blind over kulturelle og religiøse modsætninger og over for magt. ”Når vi vandt globalt, var det ikke fordi, at alle andre ønskede at blive som os, eller fordi vi havde ret og en overlegen måde at leve på. Vi vandt, fordi vi havde magt. Når vi ikke længere er de stærkeste, holder alle andre op med at give os ret”, siger Anna Libak.

Hun nævner Kina og Rusland som eksempler og mener, at Vestens tab af indflydelse i verden er gået forbløffende stærkt. ”På ganske få år er spørgsmålet holdt op med at handle om, hvordan Vesten skal lave verden om. Nu drejer det sig om, hvordan vi forhindrer, at verden laver os om”.

(Kilde: Berlingske, 1. juni 2018)