GRØNLAND: EN KOMMUNE I ARKTIS

Dronning Margrethe taler stadig henrevet om de tætte forbindelser mellem Grønland og Danmark, men hun er også den eneste, der gør det. TV-dramaet ’Borgen’ der er netop slut, er ganske vist fiktion, men udstiller krystalklart det forliste ægteskab mellem Danmark og Grønland. Sådan behøvede det ikke at være.  Danmark ændrede Grønlands status fra koloni til dansk amt med grundlovsændringen af 1953. Det var et fornuftigt politisk træk. Som dansk amt havde Grønland nu de samme pligter som andre amter i kongeriget, men også de samme rettigheder, og den tætte politiske og administrative tilknytning til det øvrige danske samfund medførte i de efterfølgende årtier en gradvis udbygning af den grønlandske infrastruktur, erhvervsliv og omsorgssektor.

Det har dog været en udvikling med forhindringer, som slet ikke er overstået endnu og måske aldrig bliver det. Den grønlandske mand er fanger og jæger. Det har han altid været, og han er ikke skabt til at flytte kasser på et lager eller koge rejer på hermetikfabrikken. Han længes bestandigt mod naturen, fordi det er her, han hører til. Nu er amterne nedlagt, men hvis Grønland stadig havde været en dansk kommune, ville det danske velfærdssamfund bedre kunne beskytte den grønlandske egenart uden at gennemtvinge danske tilstande som i resten af riget. Vi har jo importeret titusindvis af klienter fra islamiske kultursamfund, der ikke vil eller kan forsørge sig selv, hvad der koster danske skatteydere 90 milliarder kroner om året. Hvert evige eneste år, mange årtier frem i tiden ifølge finansministeriets økonomiske redegørelser. Der bor ikke flere mennesker på Grønland end i Haderslev kommune, og hvis Grønland stadig havde været integreret som dansk kommune, ville vi hensynsfuldt kunne holde hånden under de måske flere tusinde grønlandske familier, der har svært ved at navigere på arbejdsmarkedet.

Hawaii blev i 1959 optaget som USA’s 50. stat. Vi gjorde det modsatte med Grønland og vedtog i 1979 en lov om grønlandsk hjemmestyre. En ordning, der hverken er fugl eller fisk, da Danmark stadig med de årlige bloktilskud investerer tungt i det grønlandske samfund samtidig med, at et stort antal grønlændere ser Danmark som den onde koloniherre, som nu har pligt til at give Grønland friheden til at blive en suveræn nation helt frigjort fra rigsfællesskabet. Der er i brede grønlandske kredse opstået en forestilling om fremtidens Grønland som et arktisk Qatar, hvor borgerne kan leve en arbejdsfri tilværelse finansieret af kolossale indtægter fra salg af mineraler, sjældne jordarter og sikkert også olie og gas. Det grønlandske hjemmestyre knejser med nakken ligesom konen med æggene og ser sig selv forhandle lukrative kontrakter hjem med Kina og USA.

Disse fremtidsdrømme er produktet af loven om Selvstyret, der blev vedtaget i folketinget i 2009, hvor Grønland fik retten til sin undergrund. Tilmed blev de kun godt 50 000 grønlændere folkeretligt anerkendt som et folk. Samtidig med at vi bruger et gigantisk beløb på at finansiere livet for importerede islamiske klienter, har vi skubbet vore egne borgere på Grønland fra os til en uvis skæbne, som Grønland ikke er kompetent til at styre. I Afrika har Kina i flere stater finansieret al infrastrukturel drift og investering mod til gengæld at bestemme alt. Hvis Grønland ender som et kinesisk protektorat, har vi kun os selv at takke for det.