Halløj i moskeen

Debatindlæg af ARES. 

De kristne koptere udgør ti procent af Egyptens befolkning og er dermed den største kristne menighed i den arabiske verden. Mellemøsten og Nordafrika var indtil omkring år 640 kristne områder, der også rummede en stor jødisk befolkning. I de efterfølgende århundreder har Islam i overensstemmelse med sin formålsparagraf udryddet eller fordrevet næsten alle jøder og kristne fra de islamisk kontrollerede samfund.

Især har de seneste årtier været hårde tider for Egyptens kristne menighed. Da det Muslimske Broderskab sad på regeringsmagten, accelererede forfølgelserne markant. Og da Broderskabet blev væltet af general Al-Sisi, fik man som en slags trøstpræmie et jagttegn til fortsat at vandalisere kirker og terrorisere kopterne uden retsforfølgelse. Nu spiller Mellemøstens klaver imidlertid andre toner. En alliance mellem Sunni-islam og regionens eneste demokrati og stærkeste militærmagt, Israel, er ved at blive etableret, og Sunni-islam er derfor ved at trække følehornene til sig, hvad angår bekæmpelsen af jøder og kristne. Alliancen er naturligvis vendt mod det hastigt ekspanderende Shia-muslimske imperium, der ud over udslettelse af staten Israel også har forpligtet sig til at besejre sin anden dødsfjende, Sunni-islam.

Den jødiske bibel er Det Gamle Testamente, den kristne bibel er både Det Gamle og Det Nye Testamente. Den islamiske ’bibel’ består af koranen, hadith (traditionerne) og sira (Muhammeds biografi). Alle tre skrifter anses for hellige og ukrænkelige og udgør et levnedsdiktat, der regulerer muslimens liv fra vugge til grav. Islams hellige bøger handler ikke ret meget om tro og bøn, men i overvejende grad om bekæmpelsen af de vantro, som enhver muslim er forpligtet til at besejre, indtil hele verden anerkender Allah som den eneste gud og Muhammed som hans profet. ”Alt i islam er politik”, plejede Ayatollah Khomeini at sige. Hvis en modig vestlig politiker turde sige, at det har Khomeini fuldstændig ret i, ville han omgående blive stemplet som islamofob, racist og imperialist. Ikke bare af rasende muslimske talsmænd, men også af de medløbende demokratiske medier, der én gang for alle har vedtaget, at islam er kærlighedens og fredens religion. Nu har Egyptens hersker, general Abdel Fattah Al-Sisi gennem det egyptiske undervisningsministerium meddelt, at vantro-hadende skriftsteder skal fjernes fra islams hellige bøger, da de mange opfordringer til voldelig jihad er med til at sprede terrorisme (PrimeTime Zone, 16 februar).

Så vidt vides gælder direktivet kun islamiske skrifter til undervisningsbrug, men dette er slemt nok for global islam, da det netop er den reviderede egyptiske skolekoran fra 1934, der i dag er den autoriserede udgave, som gælder i hele det Sunni-islamiske verdenssamfund. Imamer over hele verden får noget at snakke om ved fredagsbønnen, når de ser, hvad der ryger ud af koranen: Vers 4:89 Dræb de vantro, hvor end du finder dem. Vers 9:5 Dræb billedtilbederne hvor end du finder dem. Vers 5:33 De, som bekæmper Allah og hans budbringer, skal dræbes eller korsfæstes eller deres hænder og fødder hugges af. Og sådan kan man blive ved i en uendelighed, da hovedparten af den islamiske ”bibel” netop handler om, hvordan man besejrer og straffer de vantro.

Præsident Al-Sisis revolutionerende aktion rammer nok det Muslimske Broderskab og Islamisk Stat, men hovedmålet er korandiktaturet i Iran, som kommer til at gå bananas over, at en ussel dødelig formaster sig til at redigere i Allahs udødelige diktat til profeten Muhammed. Hadefulde tweets hagler nu ned over Al-Sisis revisionisme. ”Allah er større end dit bedrag”,”Egypten er bukket under for den jødisk-zionistiske dagsorden” for bare at nævne et par stykker. Ufortrødent har det egyptiske undervisningsministerium meddelt, at netop principper om tolerance og fredelig sameksistens i islam, kristendom og den jødiske tro vil udgøre kernen i skolernes fremtidige læseplaner.

Der er utvivlsomt en direkte sammenhæng mellem Abraham-aftalen mellem USA, Israel og Sunni-islam og den egyptiske koranrevision. I stedet for endnu en rigsretssag burde præsident Trump i stedet nok være tildelt den Nobels Fredspris, han aldrig nogensinde får.