Havde Hamas en pris for denne måneds nyttige idioter for deres sag, må venstrefløjsflertallet på rådhuset være en helt oplagt kandidat, skriver Jarl Cordua i Berlingske.
”Når Hamasterroristerne får det glade budskab om, at københavnske politikere vil opkalde en plads efter Palæstina, vil de utvivlsomt smile bredt og juble over beslutningen. Tænk, at de nu efter at have udført deres skændige mord og voldtægter på civile israelere får dette kæmpe skulderklap fra Danmarks hovedstad. Hamas kan vel ikke andet end at opfatte det som en stor anerkendelse og accept af deres metoder. Signalet, man nu sender fra København til Gaza, er krystalklart: Bare klem på, venner! Vi står bag jer!”
Og i Jyllands-Posten skriver Nikolaj Bøgh:
”Det fremstår derfor som en hån mod ofrene for terrorangrebet at opkalde en plads efter Palæstina, og det virker ligeledes som en hån mod de danske jøder, der siden angrebet den 7. oktober sidste år har levet i en tilstand af stigende utryghed og trusler, og som fortjener det danske samfunds støtte og opbakning i en konflikt, hvor de danske jøder i stigende grad er blevet tillagt en kollektiv medskyld for Israels politik. Det er på ingen måde sagen her, hvor Danmark jo bl.a. eksplicit har afvist at anerkende Palæstina i modsætning til flere andre europæiske lande. Som et kuriosum kan det i denne forbindelse nævnes, at Enhedslisten i København i 2022 selv afviste at opkalde en plads efter den iranske kvinde Jina Mahsa Amini med begrundelsen: ’Vi har i kommunen ikke hjemmel til at ændre navn på en vej eller plads på baggrund af udenrigspolitiske argumenter’.”
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)