Det fremgår i dag tydeligt, at Hamas står bag nogle af de seneste terrorangreb mod israelere på Vestbredden. Disse angreb tjener Hamas’ og dens venners og sponsorers interesser, især organisationen Palæstinensisk Islamisk Jihad – og Iran.
Af Khaled Abu Toameh – Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute
Hamas og dens allierede har en plan, og de holder den ikke engang hemmelig – nemlig at eksportere deres “væbnede kamp” imod Israel hinsides Gazastriben og i sidste instans at overtage kontrollen med Vestbredden.
Den 9. december blev der foretaget et terrorangreb uden for bosættelsen Ofra øst for Ramallah på Vestbredden. En israelsk-canadisk statsborger, Amichai Ish-Ran, og hans gravide hustru, Shira, var blandt de syv mennesker, der blev såret under et drive-by skudangreb. Barnet, som blev født for tidligt som følge af terrorangrebet, døde den 12. december, efter at lægerne havde forsøgt at redde drengens liv i tæt ved 72 timer.
Hamas, som senere erklærede sig ansvarlig for angrebet, var den første palæstinensiske gruppe til at rose terroristerne. Indtil nu har ikke en eneste palæstinensisk gruppe ytret sig imod angrebet, heller ikke Det Palæstinensiske Selvstyres præsident, Mahmoud Abbas’ regerende Fatah-fraktion.
Med en beskrivelse af skudangrebet som en “heroisk og kvalificeret operation” har repræsentanter fra Hamas og andre palæstinensiske grupper sagt, at det har vist, at den palæstinensiske “modstand stadig lever på Vestbredden.” De har også opfordret palæstinenserne til at “optrappe intifadaen (opstanden) imod Israel, især imod bosætterne og det israelske forsvar, IDF’s soldater.
“Vestbredden har taget initiativ til at modsætte sig besættelsen,” sagde Hamas i en udtalelse, som blev udsendt i Gazastriben kort efter terrorangrebet. Angrebet kom, tilføjede Hamas, “for at bekræfte vort folks legitime ret til at modsætte sig besættelsen på et tidspunkt, hvor besættelsen, sammen med Israel, havde forsøgt at kriminalisere vores modstand.”
Denne indstilling hos Hamas peger på to vigtige faktorer; for det første, at Hamas og dens allierede arbejder åbenlyst på og opmuntrer til et nyt udbrud af anti-israelsk opstand på Vestbredden; og for det andet, at Hamas og dens venner er blevet styrket af FN’s Generalforsamlings seneste fejlslagne forsøg på at få vedtaget en amerikansk sponsoreret resolution, som skulle fordømme Hamas og andre palæstinensiske grupper for affyring af raketter imod Israel og ophidsen til vold.
Hamas’ drøm om at udbrede sin ideologi til alle palæstinensere er lige så gammel som dens grundlæggelse for 31 år siden. Hamas er ikke interesseret i kun at regere i Gazastriben. De ønsker Vestbredden, Jerusalem og hele landet “fra [Jordan] floden til [Middel-] havet.” Hamas tror ikke på forhandlinger eller fredelige bosættelser. De mener derimod, at den eneste måde at “befri” muslimsk land på er ved jihad. Dette mål, siger de, er grunden til, at de vedblivende er forpligtede på valget af “væbnet kamp” imod Israel.
Som Hamas tydeligt siger det i sit charter:
“Den Islamiske Modstandsbevægelse stræber efter at rejse Allahs banner over hver eneste centimeter af Palæstina, for under islams vinger kan tilhængere af alle religioner sameksistere i tryghed og sikkerhed med hensyn til deres liv, ejendele og rettigheder.” (Artikel 6)
Hamas’ charter efterlader ingen tvivl om de metoder, de mener, der bør anvendes til at løse den israelsk-arabiske konflikt:
“Der findes ingen anden løsning på det palæstinensiske problem end gennem jihad. Initiativer, forslag og internationale konferencer er alt sammen spild af tid og nytteløse bestræbelser.” (Artikel 13)
Hamas’ charter, som i dag er mere relevant end nogensinde, fastslår utvetydigt, at bevægelsen “mener, at landet Palæstina er en islamisk waqf, helliget fremtidige muslimske generationer indtil Dommedag. Det eller dele af det bør ikke formøbles; det eller en hvilken som helst del af det bør ikke opgives. (Artikel 11).
Med dette som udgangspunkt er det nemt at forstå, hvorfor Hamas bliver ved med at fejre og hylde alle terrorangreb mod Israel, hvad enten disse finder sted i Gazastriben, på Vestbredden eller inde i selve Israel. Hamas opfatter disse “heroiske og modige operationer” som en gennemførelse af dens ideologi om at føre jihad for at “befri landet Palæstina.” Selvom de terrorister, der udførte de seneste skudangreb på Vestbredden, måske ikke tilhører Hamas, er deres angreb fuldkommen kompatible med Hamas’ erklærede mål og ambitioner, hvoraf det mest fremherskende er at se Israel fjernet fra landkortet.
Hamas har god grund til at fejre, ikke bare angrebene, men også det, de opfatter som en række af “resultater” opnået gennem de seneste uger. Disse “resultater” omfatter bl.a. de 30 millioner dollars i kontant gave fra Qatar, leveret til Hamas gennem de seneste par uger, så de kan betale løn og underhold til ti tusindvis af deres ansatte og støtter, samt FN’s Generalforsamlings fejlslagne forsøg på at få vedtaget en resolution imod Hamas. Disse to begivenheder har fået Hamas-lederne til at grine hele vejen hen til det næste skudangreb på Israel.
Bidragene fra Qatar bliver givet til Hamas som del af en uskreven enighed om våbenhvile i Gazastriben. Formålet med bidragene er at fremme en løsning på den humanitære krise i Gazastriben og forhindre, at endnu en større militær konfrontation mellem Hamas og Israel bryder ud. Hamas har dog hidtil ikke gjort noget for at standse volden, herunder de ugentlige demonstrationer, som begyndte i slutningen af marts måned langs grænsen til Israel. Hamas sigerderimod nu – og der er god grund til at tro på det – at demonstrationerne vil fortsætte. Hamas siger også, at de ikke blev afkrævet at skulle betale en “politisk pris” for en formodet våbenhvile.
Våbenhvileforståelsen mellem Hamas og Israel, som angiveligt blev opnået gennem mægling fra Qatar, Egypten og FN, vedrører kun Gazastriben og har intet at gøre med Vestbredden. Fordi denne enighed er begrænset til Gazastriben, mener Hamas, at de har fået grønt lys til fortsat at udløse og udføre terrorangreb fra Vestbredden uden at blive beskyldt for at bryde våbenhvilen.
FN, Qatar og Egypten burde have krævet, at en hvilken som helst våbenhvileaftale også skulle omfatte Vestbredden, hvor Hamas stadig har adskillige væbnede celler og nyder betydelig støtte.
De Hamas-organiserede angreb udgør ikke kun en trussel mod israelske civile og soldater; de undergraver også det vestligt finansierede Palæstinensiske Selvstyre ledet af Mahmoud Abbas. Hvert eneste “vellykkede” angreb udført af Hamas øger gruppens popularitet på Vestbredden på bekostning af Abbas og hans regime.
Det fremgår tydeligt, at medlemmer og venner af Hamas har tolket det fejlslagne forsøg på en vedtagelse af den amerikansk fremsatte resolution som et grønt lys fra FN og det internationale samfund til at fortsætte deres “modstand” imod Israel. De opfatter den amerikanske regerings nederlag som en “stor bedrift” – som giver palæstinenserne lov til at fortsætte alle former for “modstand” imod Israel, herunder den “væbnede kamp.” Det er derfor ikke tilfældigt, at Hamas har reageret på katastrofen i FN’s Generalforsamling ved at love at forblive dedikeret til “væbnet kamp” imod Israel.
Hver eneste dollar og hver eneste indrømmelse givet til Hamas vil blot øge gruppens appetit efter at fortsætte sine planer om at udvide sin kontrol hinsides Gazastriben. Set med Hamas’ øjne er denne plan blevet legitimeret af FN og vigtige spillere i regionen, såsom Qatar og Egypten. Så længe Hamas føler, at de marcherer i den rigtige retning, vil vi sandsynligvis komme til at se endnu flere væbnede angreb og andre former for vold på Vestbredden.
Nu hvor Hamas får det, som de ønsker det i Gazastriben – med millioner af dollars og ingen krig med Israel – søger de at rette opmærksomheden mod Vestbredden, alt sammen med hjælp fra deres venner i Teheran. Målet hermed er trefoldigt: at undergrave eller omstyrte Abbas’ Palæstinensiske Selvstyre, påføre Israel alvorlige tab og forpurre en hvilken som helst fredsplan fremlagt af den amerikanske regering. Med andre ord, Hamas og Iran har nu blikket rettet mod Vestbredden, og dette giver grund til bekymring, ikke blot for Israel, men også for Abbas.
Khaled Abu Toameh, prisvindende journalist bosiddende i Jerusalem og Shillman Journalism Fellow ved Gatestone Institute.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)