Har man lov at være pessimist?

Peter Neerup Buhl citerer på Facebook den amerikanske forfatter, Marilynne Robinson, for følgende udsagn:

”Er der noget i en hvilken som helst kultur eller periode der med rette giver grund til at være på vagt, er det fremkomsten af kulturpessimisme, for dens vigtigste drivkraft er bitter fjendtlighed mod mange eller ligefrem de fleste mennesker inden for netop den kultur som pessimisterne er opsat på at ville redde.”

Og han går videre med den konstatering, at misantropi er udbredt blandt dem, man bredt kan kalde nationalkonservative eller højreintellektuelle, som han beskylder for at lide af en overlegenhedsfølelse, en mentalitet, som de sikkert ville have haft, uanset hvornår de havde levet. I stedet for al denne pessimisme burde de mobilisere et ”positivt og menneskekærligt sind” ligesom Mogens Glistrup, der ikke forfaldt til sortsyn.

Om jeg er intellektuel, vil jeg overlade til andres bedømmelse, men jeg vedkender mig gerne at være nationalkonservativ, og i den egenskab vil jeg hævde, at kulturpessimisme og endog misantropi er naturlige og rationelle følger af at have været på retræte de seneste 40 år. Uanset, hvor meget nationalkonservative kritikere har fået ret i deres forudsigelser om den samfundsopløsning, som vi nu står midt i, har de lidt nederlag efter nederlag. De er blevet udgrænset, forhånet og forfulgt. Mange af de bedst begavede har mistet ethvert håb om, at kursen mod afgrunden kan afværges, fordi de er oppe mod kræfter, der er for stærke. Man kan prøve at få folk til at stemme til valgene, men deres stemmer betyder intet, for de afgørende beslutninger er allerede truffet af sammenspiste magthavere, der giver pokker i, hvad små mennesker mener.

Man kan heller ikke komme igennem i medierne, der i alle afgørende spørgsmål står på magthavernes side.

Jeg skal ikke gøre mig til talsmand for mine meningsfæller, men nøjes med at konstatere, at når jeg bliver ved med at skrive, skyldes det ikke nogen forhåbning om, at det kommer til at betyde noget i den virkelige verden. Jeg gør det mest af hensyn til min egen sindsligevægt og mit eftermæle.