Det er faldet mange for brystet, at Inger Støjbergs parti, Danmarksdemokraterne, stiller op til det kommende folketingsvalg uden at have et nedfældet program. På det grundlag står partiet ifølge en nylig Megafon-måling til 10,8 pct. af stemmerne, selv om vælgerne officielt ikke ved, hvad de får.
Men de ved i det mindste, at de får Inger Støjberg, og hendes politik kender vi. Som Christian Borrisholt Steen bemærker i en kommentar i Nordjyske: ”Jeg vil vove at påstå, at langt de fleste, som har fulgt bare lidt med i dansk politik de seneste 10-20 år, jo udmærket ved, hvad Inger Støjberg står for. Og det handler ikke alene om en stram retorik i udlændingepolitikken, men også om det man måske lidt vagt kunne kalde for jysk snusfornuft (naturligvis alt afhængig af, hvor man selv står politisk).”
Som Christian Borrisholt Steen også understreger, ser mange af de andre partier stort på deres programmer. Det gælder bl.a. Venstre og Konservative, der altid synes rede til at sælge ud af det ideologiske arvesølv ved førstgivne lejlighed. ”Så sat lidt på spidsen”, skriver han, ”hvorfor skulle det så være værre at stemme på én, som alle ved, hvad står for, men som intet partiprogram har, end at stemme på partier, som har fine partiprogrammer, som de pågældende partier alligevel ikke efterlever?”
Christian Borrisholt Steen anbefaler de etablerede partier med flotte partiprogrammer, at de begynder at efterleve dem. I modsat fald forventer han, at ”Inger Støjberg stormer ind i Folketinget med mere end 10 procent”.
Det er svært at være uenig med Nordjyskes kommentator, selv om han er Venstremand.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)