Hjælp politiet: Genkender du formodet gerningsmand?

Nordjyllands Politi efterforsker i øjeblikket en alvorlig sag, hvor der blev sat ild til træ i en spejderhytte omkring Løgstør. Og derfor offentliggør politiet nu overvågning fra stedet i håb om at få offentlighedens hjælp til at opklare sagen. Ring straks til politiet, hvis du genkender personen, har set noget ude på gerningsstedet eller i øvrigt har andre oplysninger i sagen. Politiet sidder klar ved telefon 114.

Efterforskningsleder og politikommissær Mikkel Brügmann opruller forløbet sådan:

Lørdag d. 2. juli 2022, kl. 20.58, blev der anmeldt en brand i en spejderhytte på Brøndumvej, Brøndum, 9670 Løgstør. Brandvæsnet fik hurtigt slukket ilden på stedet, og der skete derfor kun begrænset skade. Heldigvis. Politiets efterfølgende undersøgelser på gerningsstedet viste, at en person var brudt ind i spejderhytten, hvorpå der var blevet tændt til noget træ, der lå på gulvet i hytten.  Stedets overvågning viste, at gerningsmanden var iført en sort trøje, mørke bukser, grå strømper, sorte sneakers med hvis sål og grå handsker samt en sort elefanthue for sit ansigt.

En alvorlig sag

Politikommissæren siger videre om efterforskningsarbejdet:

”Vi ser altid med stor alvor på sager om brand, og især når vi – som i dette tilfælde – kan konstatere, at branden er antændt med vilje. Vi ved, at det kan være svært at genkende gerningsmanden, der er maskeret, men vi håber alligevel, at nogen har bemærket noget mistænkeligt omkring spejderhytten på gerningstidspunktet, dvs. d. 2. juli om aftenen.”

 

Kontakt politiet på 114

Mikkel Brügmann oplyser yderligere, at politiets aktuelle vidneafhøringer peger på, at der kan være tale om en lokal person, da der kort før branden er observeret en rødlig knallert køre i retning mod spejderhytten.

”Føreren har et signalement, der synes at passe med videoovervågningen, ligesom vedkommende formentlig medbragte en dunk. Det gør selvfølgelig denne knallertfører meget interessant for vores efterforskning,” siger politikommissæren.

Alle relevante oplysninger i sagen skal gå til Nordjyllands Politi på telefon 114.

Ring 114 med oplysninger

Ring 114 med oplysninger

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)