Hurtig i bil – hurtigt uden kørekort

Hastværk er lastværk. Ordspillene om, at det ikke kan betale sig at have alt for meget fart på, er mange.

Det fik i denne uge en helt håndgribelig betydning for en 20-årig mand fra Nordfalster. Søndag morgen blev han nemlig blitzet af en af politiets automatiske trafikkontroller i Skovlunde. Her er hastighedsbegrænsningen fastsat til 60 km/t, men han blev altså målt til ikke mindre end 123 km/t – en overskridelse på mere end 100%. Den første regning faldt tirsdag morgen: En politipatrulje troppede op på den 20-åriges bopæl, og her fik han inddraget førerretten og måtte aflevere sit kørekort.

Sagen blev hurtigt og effektivt løst, ikke mindst takket være et nyt værktøj til opgave- og ressourcestyring, som politiet har taget i brug for nylig. Det betyder, at politibetjentene ikke længere er afhængig af at skulle have en fysisk sag i papirform med i mappen, når de kører ud på patrulje. I stedet sendes oplysningerne i sagen direkte til betjentenes mobiltelefoner, fortæller fg. Vicepolitiinspektør Casper Andersen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi og tilføjer: – Det er et rigtig nyttigt værktøj, vi nu har til rådighed, og det bidrager til, at vi hurtigt og ressourcebevidst kan løse en stribe ukomplicerede sager, som nu f.eks. denne sag om en voldsom hastighedsoverskridelse.

Der venter nu yderligere en regning i form af en bøde til den 20-årige. Bøden vil i udgangspunktet være 6.000 kroner, og han mister førerretten ubetinget i seks måneder, men hvis han har tidligere, relevante færdselssager, kan frakendelsestiden stige. En frakendelse af kørekortet betyder desuden, at man skal gennemføre en kontrollerende køreprøve, der består af en teoretisk og en praktisk prøve, før kørekortet kan genudstedes.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)