HVAD FOLKETINGSVALGET BURDE HANDLE OM

Med en omskrivning af et gammelt ordsprog kunne man sige, at man ikke skal kaste den skidne energi bort, før man har den rene, men det er lige, hvad et enigt Folketing har gjort. Et politisk flertal har bestemt at sløjfe olie- og gasproduktion i Nordsøen og stoppe for søgningen efter nye forekomster. Man har for længst fravalgt atomkraft og satset hele den fremtidige energiforsyning på sol- og vindenergi, som er uberegnelige og lunefulde kraftkilder, der under alle omstændigheder kun kan dække en brøkdel af forbruget. I stedet må vi så importere gas fra Rusland. Siden 2014, hvor Rusland invaderede Krim og Donbas i Ukraine har der stået en krudttønde med kort lunte foran EU’s dør uden, at hverken danske eller europæiske politikere har sikret sig alternative energikilder.

Det er samfundskriminel energipolitik ikke at holde liv i de bestående gas- og oliefelter i Nordsøen, så man selv i kriser kunne forsyne danske virksomheder og husholdninger med energi til fornuftige priser. Den grønne omstilling skal først gennemføres, når den kan levere rigelig og billig energi. De ansvarlige politikere er naturligvis enige om, at det hele er Putins skyld og har i stedet pålagt de sagesløse borgere en delvis nedlukning af energisektoren. Vi skal nu leve med kolde kontorer og stuer, mørkelagte gader og ikke mindst regninger for el og gas, der er umulige at betale for almindelige lønmodtagere. I stedet for helt at fjerne alle energiafgifter for en periode, har regeringen allernådigst tilladt en udskydelse af de astronomiske energi-regninger, som så senere vil forpeste borgernes økonomiske liv. Hverken medier eller politikere ønsker, at Folketingets misgerninger bliver et emne i den kommende valgkamp, men vælgerne bør sørge for at sætte krydset ved de få partier, der modsætter sig klimahysteriet,  de partier, der vil tillade atomenergi, og som vil bevare og udvide produktion af olie og energi fra felterne i Nordsøen.

Politikere er vant til at blive kritiseret og kan i reglen snakke sig fra det meste, men de hader at blive udstillet som magtesløse. ” Intet over, intet ved siden af Folketinget ”, råber de så. Men det er der. Det hedder den Dybe Stat, som er embedsværket i stat og kommune, fagforeningerne, aggressive NGO’er og interessegrupper og den armé af konsulenter, der arbejder for den offentlige sektor. Disse interessenter besidder sammen eller i forskellige kombinationer så meget magt, at de helt uden om en politisk beslutningsproces kan fremprovokere en udvikling, der sikrer egne interesser ofte modsat af, hvad der ville gavne hele samfundet. Var det en folketingsbeslutning, at skatteyderne hvert år skal punge ud med over 90 milliarder kroner til migranter uden for arbejdsmarkedet? Nej, men det skete bare, fordi aktørerne i den Dybe Stat lod det ske. Politikerne lader som om ingenting og vil ikke diskutere sagen.

I 2019 lovede Mette Frederiksen at ansætte 1000 nye sygeplejersker. Det skete ikke. En opgørelse fra Regionernes Lønkontor fra maj 2022 viser, at der i dag er næsten 600 færre sygeplejersker end i 2019. Intet over, intet ved side af Folketinget? Ifølge Dagens Medicin blev der i perioden 2007-2017 ansat 8 procent flere læger og andre ’varme hænder’, men til gengæld også 30 procent flere djøf’er til administrative opgaver. Hvornår blev det politisk vedtaget? CEPOS har netop publiceret en undersøgelse, der viser, at  siden 2011 har staten ansat 15 200 flere medarbejdere til ledelse og administration til en samlet lønsum på 9,4 milliarder kroner. Hvor er det politiske flertal bag denne mobilisering af den offentlige sektor?

I de sidste 10 år har samtlige politiske partier efterlyst en regelsanering og afbureaukratisering af arbejdsformidlingen og omsorgssektoren. Ifølge Min A-Kasse (tidligere ’Sølvsnorene’) skal jobcentre og A-kasser arbejde med 23 000 gældende direktiver og cirkulærer, som styrer jobskabelsen i Danmark. Dette bureaukratiske mareridt er gennemført helt uden politisk deltagelse eller godkendelse, men har til gengælde skabt mange fede arbejdspladser til konsulenter og sagsbearbejdere, der udtænker nye procedurer til planlægning og kontrol i den offentlige sektor.  Selv et enigt Folketing har vist sig magtesløst i denne sag som i så mange andre.

Landsmøderne i denne weekend har imidlertid vist, hvad det kommende folketingsvalg kommer til at handle om. De gamle partier på Christiansborg er stort set enige om, at fremtidens Danmark skal være en formynderstat med en dominerende offentlig sektor og den grønne omstilling som første prioritet. Koste, hvad det koste vil. I stedet har Mette Frederiksen kunnet bruge sin taletid på at håne Ellemann og Pape som Tintin-bøgernes klodsmajorer Dupond og Dupont. Og så naturligvis løftet om bedre forhold for sosu-assistenterne. Det ender som sædvanligt med bedre forhold for de ledere, der styrer sosu-assistenterne.  Vi trænger til et vælgeroprør mod den selvfede politiske forstening, der ikke magter at styre og udvikle Danmark. Men det får vi ikke.

Vi har jo vænnet os til tingenes tilstand. Så det går nok alt sammen.