Hvad skal der blive af det amerikanske ”affald”?

Ordet ”projektion” er kommet på mode i USA. At projicere er at beskylde andre for at ville gøre, hvad man selv har gjort eller agter at at gøre, og her i den amerikanske valgkamps slutspurt synes projektion at være demokraternes eneste våben.

Derfor overdænger de deres modstandere – og naturligvis særligt Donald Trump – med alskens beskyldninger om racisme, nazisme og diktaturtilbøjeligheder.

Som Mollie Hemingway fra The Federalist netop har påpeget, opførte den nazistiske Trump sig imidlertid underligt, gennem de fire år, han var præsident. Hans justitsministerium trak ikke en eneste af hans modstandere eller kritikere for retten. Ingen kom i fængsel. Ingen blev indespærret i koncentrationslejre. Ingen journalister blev arresteret, og ingen medier tvangslukket. Man kunne frit beskylde Trump for hvad som helst, uden at det fik juridiske konsekvenser.

I sandhed en underlig nazist.

Så er det anderledes med Biden-Harris, der har nedkaldt FBI og retsvæsenet mod over 1000 kritikere og modstandere, hvoraf mange er endt i fængsel for forseelser – eller påståede forseelser – som ikke ville have ført til anklager, hvis de skyldige havde været demokrater.

Biden-Harris har gennem fire år målbevidst mobiliseret FBI og Justitsministeriet til at forfølge og sætte en skræk i livet på enhver Trump-tilhænger. Det hedder ”lawfare”. De har knapt nok prøvet at skjule det, og hvorfor skulle de også det, når de kunne regne med bifald i næsten alle de traditionelle medier?

Da Kamala Harris har bekendtgjort, at hun ikke har fortrudt noget, som hun har været med til i sin tid som vicepræsident, kan vi gå ud fra, at hun fortsat – hvis hun skulle vinde præsidentvalget – vil indsætte statens magtinstrumenter mod den halvdel af den amerikanske befolkning, som Joe Biden kalder ”affald”. For det er sådan, man gør i diktaturstater som Venezuela, Cuba, Rusland, Iran, Nordkorea osv.

Valget den 5. november står på vippen, og Harris har lige så store chancer for at vinde som Trump. Det er derfor på tide at overveje, hvad der vil ske med et post-demokratisk USA – et land, der skal forestille at være demokratisk, men i praksis er et diktatur.

Meget afhænger af, om republikanerne kan sikre sig flertal i Senatet og Repræsentanternes Hus. Hvis ikke, er der udsigt til, at en Harris-administration vil pakke Højesteret med så mange demokratiske dommere, at den altid vil gøre, hvad den får besked på.

Afgørende bliver også, om USA kan bevare sin føderale struktur, som indebærer, at landet er en føderation af i vidt omfang selvstændige stater.

Selv om de demokratiske tyranner skulle rykke ind i Det Hvide Hus, vil der fortsat være mange stater med republikansk styre, der næppe uden videre vil bøje sig for en ekstremistisk centralmagt. Det skal blive interessant at følge, hvad disse stater vil stille op.

Endelig skal det huskes, at amerikanerne stadig ifølge forfatningens andet tillæg har ret til at eje og bære våben, selv om demokraterne har udfoldet kraftige bestræbelser på at afskaffe denne ret.

En af begrundelserne for retten til at bære våben er, at borgerne skal kunne sætte sig til modværge mod et tyrannisk regime.

Vi nærmer os måske et punkt, hvor det kan blive nødvendigt.