HVAD SKAL VI EGENTLIG MED FN?

Danmarks udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen følger lydigt den internationale politiske mode, der lige nu dekreterer fordømmelse af jøder og Israel. Israels problemer med UNIFIL (United Nations Interim Force in Libanon) har affødt følgende kommentar fra ministeren: ”Det går simpelthen ikke. Det tegner desværre et billede af en israelsk relation til FN, som ikke er god, og som Israel er nødt til at revurdere”. Mon ikke en behjertet medarbejder i udenrigsministeriet kunne trække Lars Løkke til side og orientere ham om det FN, som Israel burde være bedre venner med. Economist Intelligence Group vurderer, at ud af FN’s 193 medlemsstater er kun 24 ægte demokratiske retsstater. De øvrige er semi-demokratier eller totalitære stater. Organisationen Freedom House bedømmer 39 FN-nationer som frie lande og 154 som ufrie eller mindre frie.

Med en sådan sammensætning er der ikke noget at sige til, at når et flertal af FN-staterne styres af diktatorer, er det ikke populært at være et frit folkestyre. Den højteknologiske, demokratiske retsstat Israel ligger på Mellemøstens mørke politiske mødding og lyser op som en strålende diamant. Et smerteligt skue for en regent, der mener, at enevælden eller kalifatet er den ideelle styreform for ethvert lands borgere. FN har derfor over årene udviklet sig til en diktatorernes legeplads, hvor en stor del af tiden går med at genere og chikanere Israel og dets demokrati. Alene i 2023 vedtog FN’s Generalforsamling hele 15 resolutioner med fordømmelse af Israel. Man kunne forestille sig at grusomme totalitære nationer som Rusland, Pakistan, Iran og Kina også kunne have fortjent en kammeratlig påmindelse fra generalforsamlingen. Det skete dog ikke, da de regerer som flertallet af FN’s medlemsstater. Og det må jo være godt nok.

Den daglige gang prygl til Israel er delegeret til FN’s Menneskerettighedsråd (UNHRC), der har indført et fast punkt 7 på mødedagsordenen: Fordømmelse af Israel. Rådet omfatter stater som Cuba, Kina, Qatar (bedste ven med Hamas og Hizbollah), Sudan, Eritrea og Algeriet, hvis fortolkning af menneskerettighederne indtil nu har ført til 45 anti-Israel resolutioner. Underkomiteen for kvinders rettigheder ledes naturligvis af Saudi-Arabien, hvor færre kvinder har kørekort end der er kvindelige kamppiloter i Israels Flyvevåben.

Lars Løkke og hans mange kampfæller i FN, EU og USA har nu atter gang i Israel- kritikken, fordi det israelske militær (IDF) vil have UNIFIL ud af vagten i Libanon, da FN-tropperne står i vejen for nedkæmpelsen af Hizbollah. UNIFIL råder over 10 000 fredsbevarende tropper i Libanon, som har til opgave at udføre resolution 1701 fra FN’s Sikkerhedsråd, der pålægger UNIFIL fra år 2006 at støtte og hjælpe Libanons regering med at holde den demilitariserede zone syd for Litanifloden fri for bevæbnede militærenheder, der ikke er en del af Libanons hær, altså Hizbollah. Da Israel efter kampene mod Hizbollah trak sine styrker ud af Syd-Libanon i 2006, tog det ifølge The New Republic Hizbollah kun en dag at bryde alle aftaler ved at etablere kontrolposter og missilbevæbnede militære zoner, som hverken den libanesiske hær eller UNIFIL turde nærme sig. Det var oprindelig UNIFIL’s opgave at bistå Libanons militær med at afvæbne Hizbollah, hvad de libanesiske stridskræfter aldrig turde give sig i kast med. Iran kontrollerer gennem Hizbollah det libanesiske samfund militært, politisk og økonomisk. Hizbollahs militser har lige siden affyret tusinder af missiler mod det nordlige Israel med det resultat, at 70 000 israelere er fordrevet fra deres hjemstavn. Hizbollah gemmer vanen tro sine militære installationer tæt på UNIFIL’s forlægninger for at afskrække israelske modangreb. For få dage siden kunne IDF fremvise et omfattende tunnelsystem, som Hizbollah havde anlagt klos op ad en UNIFIL-bastion, der naturligvis har vidst, hvad der foregik.

UNIFIL er således en lam and, der passivt må se til uden at kunne gøre andet end at rapportere til FN om begivenhederne. Her sker der ikke noget, der skal virkeliggøre resolution 1701, som vedtog, at Syd-Libanon skulle være renset for Hizbollahs militser. For i FN’s Sikkerhedsråd sidder Irans hjertevenner, Kina og Rusland, der sørger for at de 10 000 UNIFIL tropper intet foretager sig, men som holder sig gode venner med Hizbollah, der nu fortsat og uhindret kan bruge UNIFIL som skjold foran sine terrortogter mod Israel. UNIFIL er i vejen for Israels kamp for at sikre en tryg og sikker tilværelse for sine 70 000 fordrevne borgere i den nordlige del af landet. FN bør trække sine tropper ud af kampzonen, hvor de kun er til gavn for Iran og Hizbollah. Og det er netop derfor, at de bliver, hvor de er.

Israel kommer til at løse opgaven med at fjerne Hizbollah fra Syd-Libanon med eller uden FN og uanset fordømmelserne fra det internationale samfund. Når Hamas og Hizbollah er væk, er der også gode muligheder for et systemskifte i Iran, hvad der er hele forudsætningen for varig fred i Mellemøsten. Men Lars Løkke kommer nok til at vente et stykke tid på, at Israel efterkommer hans henstilling om en forbrødring med diktatorernes FN.