HVAD SKAL VI MED YTRINGSFRIHEDEN?

Ja, hvad skal vi med ytringsfriheden? Den er bare til besvær. Det mener regeringen som så mange regeringer før den. Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 henstillede statsminister Stauning til pressen, at man undlod at kritisere og provokere Det Tredje Rige. Det lod pressen så være med. Vi vil helst være venner med de stærke, også selv om de er onde og grusomme. Danmark var ikke i krig med Tyskland under besættelsen. Vi opretholdt fulde diplomatiske forbindelser med Nazi-regimet, sendte en dansk SS-brigade til østfronten og var i perioden Tysklands næststørste handelspartner efter Italien. Efter krigen slog vi politisk store knuder på os selv for ikke at fornærme sovjetfascismen, selv om det var tæt på at koste os medlemskabet af NATO.

Så blev vi også skræmt af islam. Så meget, at daværende statsminister Anker Jørgensen sammen med Industrirådets formand Erik Rasmussen tvang DR til at aflyse udsendelsen af en dramadokumentar om en ugift saudisk prinsesse, der blev offentlig henrettet for at have indledt et seksuelt forhold under en udlandsrejse. Var der nogen, der sagde ytringsfrihed? Muhammedkrisen lammede enhver kritik af islam fra 2006 og til i dag ledsaget af offentlig fordømmelse af de få politikere og debattører, der turde advare om islams totalitære ekspansion ind i de demokratiske retsstater.

Mette Frederiksen er mester i den politiske disciplin, der hedder folkelig skrækmanipulation. Det viste hun under Covid-epidemien, hvor borgere og medier af bar angst fandt sig i, at samfundet helt unødvendigt blev lukket ned og sat i stå. Statsministeren har erklæret sig mere grøn end rød, har meldt sig under Greta Thunbergs undergangsfaner og er nu sammen med medierne i gang med at opdrage danskerne til at spise insekter i stedet for hakkebøffer og køre på cykel og ikke i bil. Nu har regeringen sat sig i hovedet, at koranafbrændingerne er til yderste fare for statens og borgernes sikkerhed og har sat gang i en øvelse, der skal indskrænke den i forvejen hårdt prøvede ytringsfrihed. Dog på en sådan måde, at det ser ud som om, man ikke gør det. Regeringen iscenesætter et ’forstærket trusselsbillede’, får PET til at bekræfte terrortruslen og øger bevogtningen ved grænserne for at forhindre busser med imam-skæggede bombemænd at køre ind i landet med de medbragte sprængladninger. Vores to statsejede tv-kanaler er naturligvis på pletten og bringer lange reportager om den bekymrende situation ved landets grænser.

Store dele af oppositionspartierne i folketinget vil forhindre en yderligere kvælning af ytringsfriheden og forlanger en folkeafstemning, der skal forhindre regeringen i at genindføre blasfemiparagraffen ad bagdøren, hvad der ellers var planen. Dette viser bare, at politikerne ikke aner, hvad der rører sig i befolkningen. De moderne danskere er ret ligeglade med frihed og folkestyre. De vil have fred og frem for alt tryghed. En aktuel meningsmåling viser da også, at et flertal af de adspurgte har forståelse for et forbud mod offentlig afbrænding af koraner.

Det er bare ikke det, sagen drejer sig om. Islam er ikke en religion, men en ideologi, der rummer tre elementer: en fanatisk personkult rettet mod profeten Muhammed, der er lige så intens som dyrkelsen af Adolf Hitler, Josef Stalin og Mao Tse-Tung, et komplet totalitært samfundssystem med et levnedsdiktat gældende for alle muslimer og endelig en religion. Alle tre komponenter er ifølge islams hellige skrifter indstiftet af Allah og udgør derfor en hellig, evindelig og uforanderlig helhed. Den islamiske samarbejdsorganisation OIC, har i mere end 30 år arbejdet intensivt og uophørligt på at beskytte hele den islamiske ideologi mod kritik og krav om reformer. Ayatollah Khomeini opfandt begrebet ’islamofobi’, der fordømmer enhver kritik af islams politik, kultur og tro. Milliarder af petrodollars er gennem de seneste årtier blevet investeret i vestlige universiteter og førende medier med det resultat, at ingen vestlig politiker eller journalist tør i dag forbinde de flere tusinde årlige Allah-hu Akbar attentater med netop islam, selv om titusinder af uskyldige mennesker årligt dræbes og lemlæstes i Allahs navn. I Vesten er islam derfor en religion og kun det. Konsekvensen af et lovindgreb, der skal stoppe afbrænding af ’hellige skrifter’, bliver således i praksis også et forbud mod at kritisere islams totalitære og tyranniske politiske ideologi, der kræver had og død over alle ikke-troende. Disse anses for undermennesker, der forfølges og undertrykkes over alt i den islamiske verden. Det sker uden nogen som helst reaktion fra de vestlige retsstater, fordi i vores vedtagne sandhed eksisterer politisk islam ikke. Islam er jo bare en tro, endda kærlighedens og fredens religion. Når ikke man tør se et problem i øjnene, kan man jo heller ikke løse det. I stedet for endnu en gang at give efter for islamiske krav om begrænsning af ytringsfriheden, burde vi afvise ethvert krav om stop for koranafbrænding og i stedet stille krav til OIC om dybtgående reformer af den islamiske ideologi, der skal tvinges til at anerkende frihed og lighed for alle borgere også omfattende kvinder, ikke-muslimer og seksuelle minoriteter. Vi skal kræve stop for islams grusomme retssystem, især stening, piskestraffe, korsfæstelse og afhugning af lemmer. Og vi skal med alle midler forhindre islams undergravning af de vestlige demokratiske retsstater. Eller hvad der er tilbage af dem.

Det er, hvad sagen handler om. Folkestyrets og retsstatens overlevelse. Hvis vi er så dumme og skræmte, at vi vælger at tro på, krisen handler om afbrænding af ’hellige bøger’, så har vi vel også fortjent at opleve den undergang, der på vej.