Hvem er Englands modigste mand?

Ifølge George Orwell ville et samfund hade den, som siger sandheden, jo mere det fjerner sig fra den. Tommy Robinson opfattes i stigende grad og især blandt Englands arbejderklasse som en højt elsket helt og frihedskæmper, men han er i det engelske samfund også en hadet mand: Af statsmagten, blandt muslimske ekstremister, på venstrefløjen og dermed også i medierne.

Man tror vitterligt, det er løgn, når man læser, hvad denne mand har været udsat for: Politisk motiveret vold og utallige mordtrusseler, med fuldt overlæg anbragt i fængselscelle med voldelige islamister, der forsøgte at myrde ham og på alle måder chikaneret af sociale og retslige myndigheder, der vil presse ham væk fra den offentlige debat.

Og alligevel overvinder han frygten og insisterer på at sige sandheden. For det er i høj grad, hvad han straffes for. Den 6. maj 2018 vil denne islamkritiker og aktivist for ytringsfriheden lede en demonstration fra Speaker’s Corner – et efterhånden omstridt symbol på den knægtede ytringsfrihed i England – til Twitters hovedkvarter i London for at protestere mod sociale mediegiganters nye censurpolitik. En praksis, hvor monopollignende mediegiganter som Twitter og Facebook lukker og karantæner nationalkonservative og islamkritiske stemmer, mens omvendt muslimsk radikalisme, jihad-prædikanter og den voldelige del af den yderste venstrefløj på de samme medier får frit spil.

I Tommy Robinsons tilfælde blev han i marts permanent udelukket fra Twitter, fordi han 25.02.18 på sin profil havde offentliggjort denne oplysning: ” Næsten 90% af dømte forbrydere fra grooming gangs er muslimer”, idet han henviste til en rapport fra tænketanken Quilliam Foundation, der påviser netop det.

Tommy Robinson havde mange læsere, da han blev udelukket fra Twitter og det hænger formentlig sammen med, at flere for tiden søger alternative medier, når de ønsker kritisk oplysning om emner og samfundsproblemer, som Journalistisk Venstreparti og mainstream-medierne i Vesteuropa helst undgår.

Twitter begrunder deres censurpolitik mod Tommy Robinson med henvisning til selskabets politik mod såkaldt ”hadefuld tale”, men firmaet er ikke i stand til at dokumentere, hvordan Robinson nogen sinde skulle have gjort sig skyldig i noget sådant.

Han havde tværtimod i årevis som leder af English Defence Leage bekæmpet enhver racistisk eller fremmedfjendtlig holdning indenfor egne rækker. Her afbrændte han nazi flag offentligt og fik i 2011 en voldsdom efter et slagsmål med nazister ved en demonstration i Blackburn. ”Noget af det folk fordømmer mig for, er at jeg har en straffeattest”, udtalte Robinson i 2013, ”men noget af det, som de ikke fortæller, er, at jeg bl.a. blev straffet for at konfrontere nynazister ved en EDL-demonstration i Blackburn”.

Medierne herhjemme – f.eks. Poul Høi 02.04. i Berlingske Tidende – kalder ham automatisk for ”højreekstremist”, men det er usandt. En ondskabsfuld løgn. Med sin baggrund i Luton og opvækst med venner fra alle etniske baggrunde er det svært at beskylde Robinson for racisme og ”hadefuld tale”. Manden er ikke racist eller tilhænger af ”hadefuld tale” – med mindre kritik af islams voldelige sider og de sociale konsekvenser af masseindvandringen i Europa da automatisk anses for at være lig med ”hadefuld tale”?

Meget tyder dog på, at herskede magthavere i Europa for tiden ønsker denne knægtelse af ytringsfriheden. Således truer EU de sociale medier med enorme bøder, hvis ikke den nye censurpolitik håndhæves og magtfulde politikere som Angela Merkel og Søren Pind fra Venstre udtaler sig mere og mere tydeligt til fordel for politisk motiverede indgreb i ytringsfriheden på de sociale medier.

I allerhøjeste grad er Tommy Robinsons kamp for ytringsfriheden den lille mands kamp mod systemet.

Men hvem er denne flabede, veltalende, uforfærdede og særdeles velbegavede gadedreng fra Lutons arbejderkvarterer? Hvem er den mand, som Englands magthavere i årevis har gjort alt for at ødelægge, knægte og bringe til tavshed?

Det er i hvert fald en del af historien om Tommy Robinson, at Twitters nylige censurpolitik mod ham må opleves som det rene vand i forhold til den undertrykkelse, som britiske myndigheder i flere år har udsat manden for. Tommy Robinson er ingen engel. Og han indrømmer, at han som ung Luton Town- fodboldtilhænger har gjort ting, som han ikke er stolt af. Men hans politiske aktivisme voksede som en naturlig reaktion på befolkningsudskiftning, islamisering og kriminalisering i eget lokalsamfund.

I løbet af 1990’erne og 00’erne iagttog han for det første, hvordan han i stigende grad blev del af et sprogligt og kulturelt mindretal i egen by. Dernæst var han vidne til lokale islamisters propagandakampagne for gerningsmændene bag 11.09-angrebet og hvervning af Taliban og ISIS-krigere i lokalsamfundet. Dråben var i 2009, da muslimske fundamentalister troppede op for at håne og spytte på et veteranoptog i Luton: ”I arbejderkvartererne kender vi alle nogen i hæren. Jeg har en kammerat, som mistede sine ben. Og nu ville de her tosser rekruttere folk til at dræbe vores drenge” – udtalte Robinson.

Som reaktion var han med til at stifte EDL, som han igen forlod i 2012, fordi gruppen efter hans vurdering var blevet infiltreret af rigtige højreekstremister. Han besluttede sig derfor for at arbejde demokratisk og politisk med sine budskaber på gadeplan og det er interessant at de britiske myndigheders forfølgelse af ham blev forstærket derefter.

I 2014 blev han af de britiske myndigheder idømt en fængselsstraf på 18 måneder for angiveligt at have opgivet ukorrekte bankoplysninger i forbindelse med et huslån. ”Det virkede ret tydeligt for de fleste af os” – udtalte den politiske kommentator Douglas Murray hos Trykkefrihedsselskabet i 2016 – ”at årsagen til at han skulle i fængsel ikke skyldtes fifleri med et huslån, men at det i virkeligheden var, fordi han var et problem, som særlig vore politikere ønskede skaffet af vejen”.

Robinson advarede fængselsmyndighederne imod at anbringe ham i celle med muslimske ekstremister, hvilket de så netop valgte at gøre. I Woodhill fængslet blev han anbragt i en celle med voldelige islamister, der – i det øjeblik fængselsbetjenten lukkede celledøren – overfaldt ham og forsøgte at myrde ham. Episoden rejser naturligvis spørgsmålet om myndighedernes indirekte ansvar – og Tommy Robinsons tilhængere er i dag ikke i tvivl.

Også de sociale myndigheder blev misbrugt til at knægte Tommy Robinsons ytringsfrihed. Man ville simpelthen forhindre ham i at udtale sig offentligt. Da han i 2014 blev inviteret til at tale i studenterforeningen ved Oxford University, ville hans socialrådgiver og kommunale sagsbehandler; Sue Beaumont, absolut bestemme, hvad han i talen måtte sige og hvad han ikke måtte sige. Bl.a. ville hun forhindre ham i at udtale sig om islam ved denne lejlighed.

Senere forsøgte hun at presse ham til at trække sig helt fra arrangementet i the Oxford Union ved at antyde, at hun kunne få tvangsfjernet hans børn, som hun påstod havde mystiske sår på knæene. Forløbet er skildret i Tommy Robinsons glimrende selvbiografi med titlen ”Enemy of The State”, som udkom i 2017.

En andet eksempel på myndighedernes chikane af ham var, da politiet troppede op ved en søndagsfrokost for at fjerne ham fra en restaurant i Cambridge, fordi de påstod, at hans tilstedeværelse i selskab med hans egne børn skulle udgøre en ”fare for den offentlige orden”. Se denne video på youtube.

De sidste påfund i forsøget på at ødelægge og karaktermyrde Tommy Robinson udgår fra retssystemet og fra medierne i England, hvor man vil skabe en dunkel og uklar forbindelse mellem Tommy Robinson og terroristen Darren Osborne, som i en brandert sidste år kørte en varevogn ind i en gruppe muslimer. Robinson har aldrig haft noget med Osborne at gøre. Han har aldrig udtalt andet en fordømmelse af politisk vold – også mod muslimer, men alligevel vil medieeliten sværte ham og gøre ham indirekte ansvarlig. Se f.eks. dette interview på BBC Newsnight, hvor studieværten trods monomaniske afbrydelser kommer hjælpeløst til kort.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Det virker usandsynligt, at Tommy Robinson i længden kan overleve al denne forfølgelse. I værste fald vil medier og magthaveres forfølgelse af ham bære en giftig, rådden frugt: En eller anden muslimsk eller venstreorienteret ekstremist vil myrde ham for at bringe ham til tavshed. En skæbne han tilsyneladende selv har affundet sig med: ”I’m a dead man walking” – har han udtalt.

Tommy Robinsons historie vidner om autoritære og uretfærdige metoder, som medier og myndigheder i stigende grad er indstillet på at gribe til i Vesteuropa for at knægte islamkritiske iagttageres ytringsfrihed. Alt sammen for at opretholde en elitær, multikulturel samfundsutopi, som for Europas underklasse for længst er blevet et brutalt mareridt.

Hvis en frihedshelt er én, der overvinder frygten og gør, hvad han kan, når andre gør ingenting –  så er Tommy Robinson Englands største helt. Særlig for ytringsfriheden.

Hvem tager hans plads, hvis de bringer ham til tavshed?