Forårets lyse dage og lune temperaturer betyder, at cyklen igen bliver fundet frem og bliver det foretrukne transportmiddel for mange danskere. Desværre betyder det også øget aktivitet hos cykeltyvene.
I en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har foretaget for Gjensidige, svarer lidt over hver 10. dansker, at de har fået stjålet en cykel de seneste tre år, og hos Gjensidige er skadedirektør Henrik Sagild udmærket klar over, hvor frustrerende det er at blive udsat for.
”Cyklen er for mange danskere det primære transportmiddel, så derfor rammer det enormt hårdt, hvis den bliver stjålet. Og derfor gør vi også alt, hvad vi kan, for at hjælpe de kunder, der er blevet ramt”, siger Henrik Sagild.
Tal fra Danmarks Statistik viser dog, at der de seneste tre år er anmeldt omkring 44.000 cykeltyverier om året til politiet. Det er en indikation af, at der er et væsentligt mørketal forbundet med cykeltyverierne.
Vanskeliggør tyvens arbejde med ekstra lås
Der er ikke kun hjælp at hente hos forsikringsselskaberne, når uheldet har været ude. I Gjensidige har Henrik Sagild også et bud på, hvordan man kan minimere risikoen for at blive udsat for tyveri af cyklen.
For undersøgelsen fra Kantar Gallup viser nemlig, at kun hver fjerde dansker har en ekstra lås til sin cykel, hvilket ellers er noget, cykeltyve ikke bryder sig om.
”Ved mange cykeltyverier bliver cyklen først transporteret væk, inden den faste lås bliver brudt op, men hvis man bruger en kædelås til at låse cyklen fast til noget – som eksempelvis et cykelstativ eller en lygtepæl – så nedsætter man risikoen betragteligt for at få den stjålet” siger skadedirektør Henrik Sagild fra Gjensidige.
Om undersøgelsen:
Undersøgelsen er foretaget af Kantar Gallup for Gjensidige Forsikring i september 2020 blandt 1673 repræsentativt udvalgte danskere.
Har du fået en eller flere cykler stjålet indenfor de seneste tre år?
- Ja, en cykel 9%
- Ja, flere cykler 2%
- Nej 79%
- Har ikke cykel 10%
- Ved ikke 1%
Hvilken type cykellås har du?
- En fasstmonteret, standard ringlås på baghjulet 79%
- En kædelås 28%
- En bøjle/foldelås 11%
- Anden type, notér 2%
- Ved ikke 2%
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)