Hver tiende gravide kvinde bruger rusmidler

Nyt landsdækkende projekt fra Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital har kortlagt omfanget af gravide kvinders brug af rusmidler.

I et nyt landsdækkende anonymt studie fra Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital har forskerne undersøgt omfanget af rusmiddelbrug blandt cirka 2000 gravide kvinder i Danmark. Det er sket ved analyser af urinprøver og selvrapportering, hvor den gravide udfyldte et spørgeskema.

Det viste sig, at hver tiende gravide kvinde bruger et eller flere rusmidler.

-Det positive ved vores resultater er, at vi ikke genfandt det mørketal, som vores pilotstudium indikerede, og at den metode, der anvendes til at opspore rusmiddelbrug i dag blandt gravide kvinder, nemlig selvrapporteringen, lader til at være tilstrækkelig bortset fra ved alkoholindtag og cannabis-brug. At nikotin udgjorde langt det meste blandt de positive urinprøver, var ikke overraskende, men stadig bekymrende, fortæller Nete Lundager Rausgaard, læge og ph.d.-studerende ved Syddansk Universitet.

Opsporing og hjælp i svangreomsorgen

Brug af rusmidler under graviditeten medfører ikke kun risiko for den gravide kvinde, men også fostret. Man risikerer blandt andet misdannelser, abort, for tidlig fødsel eller kognitive udfordringer for barnet. Risikoen afhænger af rusmiddeltypen, hvornår i graviditeten, hvor stort bruget er, og hvor længe det har stået på.

Det er altså væsentligt at opspore gravide kvinder med rusmiddelbrug for at tilbyde dem hjælp og støtte, – og vigtige medspillere i dette er kvindens egen læge og jordemoderen, som har hyppige kontakter til den gravide, og som rutinemæssigt spørger til rusmiddelbrug inklusive alkohol og nikotin.

I Danmark kan gravide kvinder med problematisk rusmiddelbrug blive tilknyttet det regionale Familieambulatorium, hvor tværfagligt sundhedspersonale tilbyder det, der hedder ’udvidet svangreomsorg’ med fokus på både den gravide, partneren og det kommende barn.

– Vi kan ikke afvise, at de gravide kvinder, som deltog i projektet, svarede anderledes om deres rusmiddelbrug, end de gjorde til deres sundhedspersonale. Og da projektet var anonymt, havde vi ingen mulighed for at tilbyde støtte til dem, der havde positive urinprøver, eller som selvrapporterede et rusmiddelbrug, fortæller Nete Lundager Rausgaard.

Er opsporingsmetoderne gode nok?

De gravide kvinder blev tilbudt at være med i projektet i forbindelse med rutinemæssige scanninger. 88 % takkede ja til at være med. De har besvaret et spørgeskema (selvrapportering) og afgivet en urinprøve, som blev undersøgt med en såkaldt urinstix  og efterfølgende bekræftende analyse på laboratorium.

Studiet fandt, at cirka 11% af de gravide kvinder havde bekræftet positive urinprøver for rusmiddelbrug, hvoraf nikotin udgjorde langt det meste.

Forskerne har sammenholdt resultaterne fra urinprøverne med selvrapporteringen. De fandt en høj grad af sammenhæng mellem, hvad de gravide selv oplyste om rusmiddelbrug og det, der blev fundet bekræftet positivt i deres urinprøver.

-Mange gravide kvinder fortæller os altså, når de bruger et af de rusmidler, vi har undersøgt for, især nikotin, siger Nete Lundager Rausgaard.

Forskerne kunne se, at alkoholindtag og cannabisbrug ikke blev selvrapporteret i samme grad. De ved ikke hvorfor, men har overvejet, om det skyldes, at gravide kvinder opfatter et lavt alkoholindtag som uproblematisk.

-Omvendt selvrapporterede nogle kvinder et nyligt alkoholindtag, som vi ikke kunne opspore med urinstixene, formentligt fordi alkoholindtaget har været under grænseværdien. Det betyder, at vi bør være mere opmærksomme på at spørge grundigt ind til alkoholindtag blandt gravide kvinder, fortæller Nete Lundager Rausgaard.

Falsk-positive svar med urinstixen

Forskerne blev overraskede over graden af falsk-positive svar ved urinstixen. Det vil sige, den slår ud, som om der er anvendt rusmidler, mens den bekræftende analyse afslører, at det ikke er tilfældet.

-Vi kunne se, at kun 44% af de positive resultater fra urinstixen blev bekræftet ved analyser på laboratoriet, forklarer Nete Lundager Rausgaard.

Det er altså nødvendigt at sætte spørgsmålstegn ved brugen af disse urinstix og altid sende urinprøver, som viser sig positive ved urinstix-analyse til en bekræftende analyse.

Projektet har givet resultater, som bruges i klinisk sammenhæng i dag. Blandt andet har det allerede medført lokale ændringer i valg af analysemetode.

 

Hvad testede forskerne for?

Forskerne undersøgte urinprøverne for forskellige rusmidler inklusive afhængighedsskabende lægemidler:

  • Nikotin
  • Alkohol
  • Stærk smertestillende medicin som for eksempel morfin og fentanyl
  • Kokain
  • Amfetamin og metamfetamin
  • Cannabis
  • Benzodiazepiner
  • Methylphenidat – lægemiddel til behandling af ADHD
  • Pregabalin – lægemiddel til behandling af fx nervesmerter og epilepsi

 

Om studiet

Studiet er en gentagelse af et pilotstudium i Region Syddanmark fra 2013. I det pilotstudium tydede resultaterne på, at der var flere gravide kvinder med et rusmiddelbrug, end man i sundhedsvæsenet kendte til. Her blev kun testet for syv rusmidler, og hverken for alkohol eller nikotin. Det nye studie er landsdækkende og tester for flere rusmidler. Samtidig undersøgte forskerne, om metoderne til at opspore, er gode nok.

Studiet er finansieret af Trygfonden, Danske Regioner, Helsefonden, A.P. Møller og Chastine Mc-Kinney Møller Fonden og Odense Universitetshospitals ph.d.-pulje.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)