Børn med særlige behov oplever i højere grad end andre børn, at de ikke lykkes fagligt i skolen, og flere er bange for at blive til grin i deres klasse. Det viser en ny analyse fra Børns Vilkår, som har til formål at bringe børnenes stemmer ind i debatten om inklusion.
I 2012 kom lovændringen om inklusion med hensigten om, at flere børn skulle være en del af folkeskolen. Elevernes faglighed skulle løftes, og trivslen fastholdes.
Det er dog langt fra alle børn, der er i trivsel, viser en ny analyse fra Børns Vilkår. Analysen er baseret på en spørgeskemaundersøgelse gennemført i 2021 blandt 2.672 børn i 4. og 7. klasse og data fra BørneTelefonen. Begrebet ’børn med særlige behov’ dækker over børn, som selv har angivet, at de har en eller flere af følgende diagnoser: ADHD/ADD, angst, autisme, depression og OCD.
Undersøgelsen viser, at omkring hvert tredje barn med særlige behov sjældent eller aldrig har lyst til at gå i skole – dette gælder for 12 pct. af børnene uden særlige behov. 43 pct. af børnene med særlige behov svarer også, at de altid eller for det meste er bange for at blive til grin i skolen, mens 21 pct. svarer, at de sjældent eller aldrig lykkes med at lære dét, de gerne vil i skolen. Blandt børnene uden særlige behov svarer hhv. 20 pct. og 8 pct. det samme.
”Når et barn ikke trives i skolen, kan det hurtigt komme til at handle om, hvad ’barnets problem’ er. Man kan være optaget af, hvordan barnet kan komme til at passe ind i skolen – i stedet for at se på, hvordan skolen kan tilpasses barnet. Man taler om problembørn og inklusionsbørn og får det derigennem til at handle om barnet. Vi er nødt til at gøre op med de individrettede forståelser af inklusion og sikre, at blikket også rettes mod de fællesskaber og sammenhænge, barnet indgår i. Vores undersøgelse fortæller meget tydeligt og med børnenes egne ord, hvor svært det er at gå i skole, når skolen ikke er indrettet til at rumme alle børn,” siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår.
Mere fravær og flere sociale udfordringer
Hvert tredje barn med særlige behov svarer, at de på grund af deres diagnose nogle gange ikke kan deltage i undervisningen. 30 pct. af børnene med særlige behov spørger mindst et par gange om måneden de voksne derhjemme, om de må slippe for at tage i skole, selvom de ikke er syge, mens andelen er halvt så stor (14 pct.) hos børnene uden særlige behov.
“Det betyder altså, at hvert tredje barn med særlige behov oplever, at fordi de har de behov, de har, så kan de ikke i samme grad som deres klassekammerater deltage i undervisningen. Det er jo det helt modsatte af formålet med inklusion?” siger Rasmus Kjeldahl.
Tallene peger også på, at en del af børnene med særlige behov kæmper med forskellige psykiske og sociale udfordringer og har fysiske symptomer på mistrivsel. 36 pct. har lav livstilfredshed og 28 pct. lavt selvværd. Blandt børnene uden særlige behov gælder det samme for hhv. 12 og 10 pct. Ligeledes svarer 22 pct. af børnene med særlige behov, at de føler sig ensomme, mens dette gælder for 6 pct. af den øvrige børnegruppe.
”Det er helt afgørende, at skolerne får de nødvendige kompetencer og rammer, så alle børn kan deltage ligeværdigt i undervisningen og skolens sociale liv. Skolerne skal have mulighed for tidligt og systematisk at handle på mistrivsel, og kommunerne skal sikre, at skolerne kan få konkret rådgivning på opgaven. Og det kan ikke vente – tid er en afgørende faktor for alle børn, der mistrives, ikke mindst hvis vi vil forebygge højt skolefravær,” siger Rasmus Kjeldahl.
Om undersøgelsen
I perioden 20. maj til 25. juni 2021 har 2.672 elever i 4. og 7. klasse besvaret et elektronisk spørgeskema udsendt af Børns Vilkår. Børnene, som har besvaret spørgeskemaet, er en del af Børns Vilkårs seneste børnepanel, som består af skoleklasser i hele landet. Det seneste panel er etableret i efteråret 2020 gennem en stratificeret udvælgelse, som sikrer repræsentivitet på skoleniveau på forskellige parametre, for eksempel skolestørrelse og elevsammensætning. Samlet set er elevbesvarelserne i skolepanelet repræsentative på køn og delvist på region (Sjælland og Midtjylland) samt for gruppen af indvandrere.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)