Hvilken vidunderlig sejr i Ukraine

Der raser en interessant diskussion om Ruslands militære udsigter i Ukraine. Nogle mener, at Rusland nødvendigvis må vinde på slagmarken, fordi Putin endnu ikke har mobiliseret sine militære reserver. Andre hævder, at Ukraine gennem vestlig våbenhjælp vil kunne udmatte Rusland i en sådan grad, at mændene i Kreml bliver tvunget til at opgive deres krig.

Jeg tror, at vi skal se Ukraine-krigen i et noget større perspektiv end det snævert militære. Hvad vil det i grunden sige at vinde? Er det en sejr for Rusland og Putin at kunne eliminere Ukraines væbnede styrker, sønderbombe landets byer og fordrive store dele af befolkningen? Skal Rusland glæde sig over rollen som international paria – en slyngelstat, som få civiliserede mennesker vil have med at gøre?

Det er muligt, at Putin og hans snævre kreds af medsammensvorne kleptokrater med fortrøstning betragter Ruslands nye og endegyldige placering som en ikke-europæisk stat. Det er jo en gammel diskussion: Er Rusland en del af Vesten, eller er den russiske kultur så forskellig fra resten af det geografiske Europas, at landet må betragtes som asiatisk eller som tilhørende en separat “slavisk” kulturkreds? Og igen: Hvis det bliver udfaldet af Ukraine-eventyret, er det så en sejr – noget der vil glæde den russiske befolkning? Vil den oplyste del af offentligheden takke Putin for at have kappet de kulturelle og menneskelige forbindelser med den vestlige verden? Kreml fører ikke bare krig i Ukraine, men også i Rusland, for selv den værste diktator kan ikke totalt negligere den offentlige mening.

Vi kender problemstillingen fra flere andre krige efter Anden Verdenskrig, bl.a. fra flere kolonikrige, som koloniherrerne muligvis kunne have vundet, hvis de havde turdet bringe sig i modsætning til den hjemlige opinion.

Skoleeksemplet er Vietnam-krigen, som USA og dets sydvietnamesiske allierede sandsynligvis kunne have vundet, hvis det ikke havde været for den hjemlige krigsopposition, som var så massiv, at den tvang præsident Lyndon Johnson fra magten og hans efterfølger, Richard Nixon, til at trække sig helt ud af Vietnam.

Der er stadigt flere tegn på, at den hjemlige opbakning til den russiske krigsførelse er ved at krakelere.