Hvor er pengene til psykiatrien?

Debatindlæg af  Finn Rudaizky, Medlem af Københavns Borgerrepræsentation og Region Hovedstaden (DF) og Cecilie Winther Kristensen, Folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Københavns Omegn Storkreds

Efter det tragiske skyderi i Fields – og efter regeringen havde barslet med en handlingsplan for psykiatrien – så udebliver både handlingsplan og penge på dette års finanslov. 

Det er både uforståeligt og ikke, hvad regeringen lovede, da den tiltrådte. Og det går ud over folk med ondt i sjælen, deres pårørende og de uskyldige, som vi så det med tragedien i Fields.

Sundhedsminister Magnus Heunicke mener, at det er forkert at afsætte penge til psykiatrien nu, fordi man forhandler om en ti års-plan for psykiatrien.

Man tror næsten ikke sine egne øre. Ikke en krone er afsat.

Vi ved desværre alt for godt, hvad der er galt med psykiatrien. Og selvom det er glimrende at forhandle en tiårsplan, så kan alle med selv et minimum af berøring få øje på de mange udfordringer.

Lad os bare nævne nogle få:

Psykiatrien er ekstremt underbemandet. Folk med åbenlyse problemer afvises på psykiatrisk skadestue. Der er ikke plads på vores sengeafsnit. Der er for få psykologer og psykiatere – de syge ender ofte som kastebold mellem kommunerne og regionerne. Nogle gange endda mellem forskellige tilbud. 

Det mener Magnus Heunicke åbenbart ikke, at vi allerede ved, og at vi derfor bør afvente en tiårs handlingsplan? 

Noget af det kan vi jo gøre noget ved, uden det koster noget. Det vil nok nærmere frigive ressourcer – nemlig koordineringen mellem kommuner og regioner.

De psykisk syge behandles af regionerne, men har de problemer med f.eks. alkohol eller stoffer, så behandles den del af kommunerne. Mange af de psykisk syge bruger alkohol og stoffer som selvmedicinering. På den måde kan de dulme deres egen oplevelse af deres psykiske sygdom.

Når psykiatrien skal arbejde effektivt med psykisk syge, så skal de også være fri af alkohol eller stoffer. Ellers hjælper det for lidt. Og det hjælper ikke meget at afvende psykisk syge, hvis man ikke samtidig behandler deres psykiske sygdom.

Alligevel kører de to forhandlingsforløb ofte i helt separate spor med ringe eller slet ingen koordination. Det er spil af penge.

Her må man spørge, hvad Heunicke venter på. Det er et stærkt velkendt problem, der hverken behøver tiårsplaner eller flere penge. Bare en minister, der handler.