Hvorfor er pressen ligeglad med trusler mod pressefriheden?

Man skulle tro, at pressen – både de trykte medier og de elektroniske, både journalister og publicister – ville være de mest ihærdige forsvarere for pressefriheden og de skarpeste kritikere af statsmagten, når den er ved at forpligte sig til at undertrykke pressefriheden og benytte mediestøtten til at straffe de medier, der ikke rapporterer om bestemte nyheder på en måde, statsmagten måtte ønske det.

At den ville tage sin selverklærede rolle som “den 4. statsmagt” alvorligt.

Men nej. I sagen om regeringens planlagte underskrivelse af FN-aftalen om migration i Marrakesh i december har alle mainstreammedierne været påfaldende tavse. Hvad der burde være blevet blæst op som en kæmpe skandale, at regeringen forpligter sig til at blande sig i mediernes rapportering om vigtige samfundsspørgsmål, bliver nærmest negligeret.

FN-aftalen er en aftale om migration, men den handler også om, hvordan de modtagende lande skal stille sociale ydelser til rådighed for migranter, men altså også om den offentlige debat og om mediernes dækning af migrationsspørgsmål.

Det er faktisk ret uhyrligt, hvad regeringen har planer om at skrive under på. Selv om aftalen ikke er juridisk bindende, så er den politisk bindende, når først Danmark har skrevet under, og vi ved alle, at Danmark sætter en ære i at være duksen i klassen, nær det handler om at overholde indgåede internationale aftaler.

Med aftalen forpligter regeringen Danmark til,

• At fremme en åben offentlig debat om migration, der giver en mere “human” og “konstruktiv” opfattelse af migration og migranter. Det er altså meningen, at regeringen aktivt skal påvirke den offentlige debat i en bestemt retning. Noget der ellers kun finder sted i autoritære regimer, hvor styret kan kontrollere pressen.
• At fremme en særling vinkling på mediernes rapportering om migrationsspørgsmål og om migranter, der bl.a. skal omfatte særlige “etiske rapporteringsstandarder”. Det skal altså ikke være op til en fri presse selv at vælge de historier, de vil skrive, eller selv vælge den vinkling på historierne, som de mener måtte interessere deres læsere. Nej, de skal leve op til nogle særlige “etiske rapporteringsstandarder”, der ikke er nærmere beskrevet, men som må være nogen, statsmagten skal fastsætte.
• At stoppe for mediestøtte til medier, der systematisk fremmer intolerance eller nogen former for diskrimination mod migranter.
• At etablere mekanismer, der skal hindre, identificere og reagere på etnisk eller religiøs “profiling” fra offentlige myndigheders side. Det vil implicere, at politi, sociale myndigheder, Danmarks Statistik og politikere ikke længere på henvise til indvandrernes etnicitet eller kulturelle eller religiøse baggrund som en forklaring på de pågældende migranters adfærd. Eksempelvis overrepræsentation i kriminalitetsstatistikkerne og underrepræsentation i beskæftigelsesstatistikken. Det nævnes eksplicit, at dette gælder “tracking and publishing trends analyses”. Det vil begrænse den frie debat om vigtige samfundsspørgsmål på en måde, der er uforenelig med et liberalt demokrati.
• At fremme folkeoplysningskampagner, der har til formål at skabe et positivt indtryk af migration. Regeringen forpligter sig altså til for skatteborgernes penge at lave politisk propaganda til fordel for migration.

Der henvises til, at det skal ske under “full respect for the freedom of the media”, naturligvis. Men hvis pressefriheden blev respekteret, ville der ikke kunne være tale om, at de underskrivende lande forpligtede sig til at formulere særlige etiske rapporteringsstandarder for medierne. Det er enten eller, og det er klart, at henvisningen til pressefriheden i en enkelt sætning i et underafsnit, der ellers indeholder otte større afsnit, blot er et figenblad, der skal beskytte mod kritik af et afsnit, der reelt pålægger regeringerne at indskrænke pressefriheden og forsøge at kontrollere og lægge låg på visse dele af den offentlige debat.

Hvorfor reagerer medierne ikke på det?