Problemet for de gamle offentlige medier som DR og TV2 er, at de teknologisk-økonomiske argumenter for, at de skal være offentlige, ganske enkelt ikke passer på moderne samfund, skriver Christian Bjørnskov i Børsen.
”Det oprindelige rationale for at have en offentlig organisation, som DR, var, at radio og senere tv var et såkaldt offentligt gode: En tjeneste, som man ikke kan afholde folk fra at bruge, selvom de ikke betaler. Nutidig teknologi – særligt streamingtjenester og andre internetbaserede løsninger – gør, at man kan afvise brugere, der ikke betaler. Fra en økonomisk vinkel er den type medietjenester, som DR og TV2 leverer, ganske enkelt ikke længere offentlige goder – de er blevet klubgoder.
Det andet argument var, at offentlige medier skaber sammenhængskraft, styrker kulturen og uddanner befolkningen. Disse argumenter hviler dog på meget usikre antagelser. DR skaber næppe sammenhængskraft med programmer, som ingen ser, eller uddanner nogen med melodigrandprix. I takt med at lyttere og seere vælger at høre og se noget andet end de offentlige medier, forsvinder basis for disse argumenter.
Det burde være tankevækkende, at staten finansierer en organisation med udgifter, der nærmer sig 4 mia. kr., hvor de påståede gevinster enten er rent fiktive eller nogen, tiden er løbet fra”.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)