Tre mænd blev i går idømt henholdsvis 11, 9 og 6 års fængsel for i 2018 og 2019 at have begået grov narkotikakriminalitet.
Retten i Roskilde har i går afgjort en større sag om systematisk distribution af kokain i store mængder på Sjælland. Tre mænd på henholdsvis 34, 32 og 29 år blev i går idømt i alt 26 års fængsel for at have besiddet og videreoverdraget store mængder kokain i perioden august 2018 til december 2019. Overleveringerne af kokain skete typisk på parkeringspladser ud for fastfoodrestauranter i trekantsområdet mellem København, Køge og Roskilde. De domfældte blev ligeledes fortsat varetægtsfængslet efter dom.
De to domfældte på henholdsvis 32 og 34 år blev hver idømt henholdsvis 11 og ni års fængsel for besiddelse og videreoverdragelse af ca. 15 kg kokain, mens den 29-årige mand blev idømt seks års fængsel for at have modtaget samlet to kg kokain fra de to andre domfældte.
Sagen udspringer af en større efterforskning foretaget af efterforskningsfællesskabet Særlig Efterforskning Øst (SEØ) under Københavns Politi.
På baggrund af efterforskningen blev de to mænd på henholdsvis 32 og 34 år anholdt i Køge den 4. december 2019 ved en koordineret politiaktion. Den 34-årige mand havde på gårsdagen over fem kg kokain liggende på sin bopæl, og politiet fandt korrespondancer på den 32-årige mands telefon, der bar præg af køb og salg af store mængder kokain. Den 29-årige mand blev anholdt i Roskilde den 22. januar 2020.
»Jeg er umiddelbart tilfreds med gårsdagens dom, som afspejler, at det er en meget alvorlig sag at handle med hård narkotika, og især i så store mængder som tilfældet har været i denne sag,« siger anklagerfuldmægtig Magnus Wiik fra SEØ.
Alle tre dømte personer har udbedt sig betænkningstid i forhold til, om de ønsker at anke dommen til Østre Landsret. Der er navneforbud i sagen, som har kørt over 12 retsdage ved Retten i Roskilde.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)