Ikke en Somalia, men tæt på

Over de sidste to årtier har centrale embedsmænd løbende nedprioriteret det interne kontrolmiljø i staten. De mange skandalesager er derfor en forudsigelig konsekvens af nedlæggelse af kontrolfunktioner og den deraf følgende mangel på fokus omkring forebyggende og afslørende kontroller i statens systemer og forretningsgange. De er også en konsekvens af, at der i staten er indført en tillidsbaseret kontrol, hvor det er op til den enkelte leder at vurdere, om medarbejderen har adgang til de rette it-systemer.

Lovgivning og god skik for forretningsførelse både i private og offentlige virksomheder tilsiger ellers, at der bør være interne kontrolmekanismer, der sikrer, at økonomiske transaktioner sker på et gyldigt grundlag.

Det betyder, at transaktioner skal godkendes af andre end dem, som har initieret eller registreret dem, at samme person ikke både kan initiere udbetalinger og dernæst godkende selve udbetalingen i banken, og at man skal have styr på, hvilke medarbejdere der har adgang til de it-systemer, hvorfra der kan udbetales penge.

Britta-skandalen skyldes fraværet af helt grundlæggende og almindeligt kendte interne ledelseskontroller, procedurer samt overvågning i Socialstyrelsen, som den daværende socialminister Mai Mercado og hendes departementschef Jens Strunge Bonde har haft det overordnede ansvar for. I Britta-skandalen har kontrolmiljøet og ledelsesovervågningen i Socialstyrelsen ifølge de offentliggjorte rapporter ikke engang været på et minimumsniveau af, hvad man kan forvente af en helt almindelig dansk virksomhed, hvad enten privat eller offentlig.

Kammeradvokaten, der lever fedt af staten, har ganske forudsigeligt anlagt det synspunkt, at når der ikke var direkte anledning til at have mistanke om besvigelser, så ifalder de ansvarlige embedsmænd ikke ansvar. Med andre ord har Kammeradvokaten frifundet statsadministrationen for ikke at have haft fokus på kontroller. De ansvarlige skurke blandt politikerne og embedsmændene går således fri.

Når det gælder graden af korruption og råddenhed i det offentlige, er Danmark ganske vist ikke en Somalia, men meget tæt på.

André Rossmann