Ildebranden i Notre Dame og det kristne Europas ødelæggelse

Ildebranden, der ødelagde store dele af Notre Dame katedralen i hjertet af Paris, er en uoprettelig tragedie. Selv hvis katedralen genopbygges, vil den aldrig blive som før. Glasmosaikvinduer og større arkitektoniske dele har lidt alvorlige skader, og egetræskonstruktionen blev ødelagt fuldstændigt. Katedralens spir var et unikt kunstværk. Det blev tegnet af arkitekten Eugène Viollet-le-Duc, der restaureredebygningsværket i 1800-tallet ud fra dokumenter fra 1100-tallet.

Af Guy Millière –  Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute.

Ud over ildebranden har vandet fra brandslukningen gennemtrængt væggenes og facadens kalksten og svækket dem ved at gøre dem skøre. Loftet er der ikke længere: langskibet, tværskibet og koret har ingen overdækning og er sårbart for dårligt vejr. De kan ikke beskyttes før konstruktionen er blevet undersøgt grundigt, hvilket kan tage flere uger. Tre større dele af konstruktionen (det nordlige tværskibs gavl, gavlen mellem de to tårne og hvælvingen) er endvidere tæt på at styrte sammen.

Notre Dame er mere end 800 år gammel. Kirken overlevede middelalderens turbulens, Den Franske Revolutions rædselsregime, to verdenskrige og den nazistiske besættelse af Paris. Den overlevede ikke det, som Frankrig er blevet til i det 21. århundrede.

Årsagen til branden har man tilskrevet “en ulykke“, “en kortslutning” og senest “en computerfejl“.

Hvis ildebranden virkelig var en ulykke, så er det nærmest umuligt at forklare, hvordan den startede. Notre Dames tidligere chefarkitekt Benjamin Mouton har forklaret, at reglerne var meget skrappe og at ingen elektriske ledninger eller apparater, og ingen varmekilde, måtte placeres på loftet. Han tilføjede, at der var et yderst sofistikeret alarmsystem. Den virksomhed, der opsatte stilladset, brugte ingen svejseapparater, og de er specialister inden for denne type arbejde. Branden brød ud mere end en time efter, at arbejderne havde forladt stedet, og ingen af dem var tilstede. Den spredte sig så hurtigt, at de tililende brandmænd var chokerede. Chefarkitekten for De Franske Historiske Monumenter, Remi Fromont, udtalte: “Branden kunne ikke starte fra noget tilstedeværende element der, hvor den startede. Det er nødvendigt med et ordentligt kalorierigt læs for at udløse en sådan katastrofe.”

Der er iværksat en langvarig, vanskelig og kompliceret undersøgelse.

Det kan ikke udelukkes, at branden skyldes en ildspåsættelse. Knap en time efter, at flammerne begyndte at vise sig over Notre Dame – på et tidspunkt hvor ingen kunne give nogen forklaring – var de franske myndigheder hurtige til at melde ud, at branden var en “ulykke” og at “ildspåsættelse kan udelukkes“. Bemærkningerne lød som alle den franske regerings officielle erklæringer efter angreb i Frankrig i løbet af det seneste årti.

Den nat i november 2015, hvor jihadister myrdede 90 mennesker ved en massakre på Bataclan i Paris, sagde det franske indenrigsministerium, at regeringen ikke vidste noget, bortset fra, at der havde været skyderi. Sandheden kom først frem, da IS tog ansvaret for nedslagtningen.

Efter lastbilangrebet i Nice i juli 2016 insisterede den franske regering i flere dage på, at terroristen, der kørte 86 mennesker ihjel, var en “mand med et nervøst sammenbrud“.

I 2018 blev Sarah Halimis morder, der reciterede koranvers, mens han torturerede sit offer, erklæret for “mentalt forstyrret” og anbragt på en psykiatrisk institution umiddelbart efter sin anholdelse. Han vil sandsynligvis aldrig blive stillet for en dommer. Den 8. april udgav Alain Finkielkraut og 38 andre intellektuelle en tekst, hvori de skrev, at hendes morder ikke skal undslippe retsvæsenet. Teksten havde ingen effekt.

Branden i Notre Dame fandt sted mindre end tre år efter, at man arresterede en “kommandoenhed” af jihadistkvinder, der forsøgte at ødelægge katedralen ved detonation af gasflasker. Jihadisternes leder var Ines Madani, en ung franskmand konverteret til islam. Hun blev tre dage inden sidste uges brand, den 12. april, idømt 8 års fængsel for at have dannet en terrorgruppe tilknyttet Islamisk Stat.

Ildebranden i Notre Dame skete desuden på et tidspunkt, hvor angreb på kirker i Frankrig og Europa breder sig. Alene i 2018 blev mere end 800 kirker angrebet i Frankrig. Mange af kirkerne har lidt alvorlig skade: ødelagte statuer, hvor hovedet er fjernet, knuste tabernakler, afføring smurt ud over vægge. Flere kirker er blevet udsat for ildspåsættelse. Basilikaen Saint-Denis, hvor alle Frankrigs konger, pånær tre, er begravet, blev den 5. marts vandaliseret af en pakistansk flygtning. Flere glasmosaikvinduer blev knust, og basilikaens orgel, der er et nationalt klenodie bygget i 1834-1841, blev næsten ødelagt. Tolv dage senere, den 17. marts, brød en brand ud i Saint Sulpice, der er den største kirke i Paris, og forårsagede alvorlig skade. Efter flere dages tavshed indrømmede politiet endelig, at årsagen var en ildspåsættelse.

Jihadistiske organisationer er i flere måneder kommet med erklæringer, hvor de opfordrer til ødelæggelse af kirker og kristne monumenter i Europa. Notre Dame blev gentagne gange nævnt som et hovedmål. På trods af dette blev katedralen ikke beskyttet tilstrækkeligt. I november var et par unge mænd om natten trængt ind til katedralen, hvor de klatrede op på taget og lavede en video, som de efterfølgende lagde ud på YouTube.

Folk med muslimske navne skrev mange kommentarer på de sociale medier – Twitter, Facebook, Al Jazeeras internetside – hvor de udtrykte glæde over at se vigtige kristne symbolers ødelæggelse. Hafsa Askar er indvandrer fra Marokko og næstformand for Den Nationale Sammenslutning af Studenter i Frankrig (UNEF), der er landets største studenterforening. Hun skrev følgende på Twitter: “Folk græder over små stykker træ… det er hvidt rakkerpaks illusion”.

Frankrigs præsident Emmanuel Macron nævnte aldrig angrebene på Saint Denis eller Saint Sulpice. Han var nu hurtigt ude og erklære, at “Notre Dame er vores historie, vores litteratur, vores fantasi”. Han udelod fuldstændigt katedralens religiøse dimension.

Han udtalte den efterfølgende aften, at Notre Dame vil blive genopbygget i løbet af fem år; Det var en dristig udmelding. Mange kommentatorer tolkede hans ord som et udtryk for hans desperate vilje til at forsøge at genvinde franskmændenes tillid efter fem måneder med demonstrationer, oprør og ødelæggelse, der stammer fra hans ineffektive håndtering af “de gule vestes” opstand. (Den 16. marts blev meget af Champs-Èlysées ødelagt af oprørere; restaureringen er knap nok begyndt.) Alle eksperter er enige om, at det højst sandsynligt vil tage meget mereend fem år at genopbygge Notre Dame.

Sært nok tilføjede Macron, at katedralen vil blive “smukkere” end før – som om et voldsomt ødelagt monument kunne blive smukkere efter en restaurering. Macron sagde herefter, at rekonstruktionen vil blive en “nutidig arkitektonisk gestus”. Bemærkningen førte til bekymringer, hvis ikke panik, blandt forsvarere af historiske monumenter. De frygter nu, at han kan ønske at føje moderne arkitektoniske elementer til en juvel inden for gotisk arkitektur. Endnu en gang udelader han katedralens religiøse dimension.

Macrons holdning er ikke overraskende. Lige siden han blev præsident, har han holdt sig væk fra kristne ceremonier. Det samme gjorde de fleste præsidenter før ham. Frankrig er et land, hvor dogmatisk sekularisme råder. En politisk leder, der vover at kalde sig selv for kristen, bliver straks kritiseret i medierne og vil blot skade en spirende politisk karriere. Nathalie Loiseau er tidligere direktør for Frankrigs Skole for Offentlig Forvaltning og øverste kandidat på valglisten for Macrons parti “La République en marche !” (Republikken Fremad!) ved Europa-Parlamentsvalget i maj 2019. Hun blev for nylig fotograferet, idet hun gik ud af en kirke efter gudstjeneste, hvilket førte til en debat i medierne om, hvorvidt hendes kirkegang er et “problem”.

Konsekvenserne af den franske sekularisme er synlige. Kristendommen er næsten blevet fjernet fra det offentlige liv. Kirkerne er tomme. Antallet af præster er faldende, og de præster, der er aktive i Frankrig, er enten meget gamle eller kommer fra Afrika eller Latinamerika. Islam er nu den dominerende religion i Frankrig. Hvert år bliver kirker jævnet med jorden for at skaffe plads til parkeringspladser eller indkøbscentre. Der bygges moskeer overalt, og de er fulde. Radikale imamer missionerer. Mordet for tre år siden på den 85-årige præst Jacques Hamel, der blev nedslagtet af to islamister, mens han messede i en kirke, hvor kun fem personer (heriblandt tre ældre nonner) var tilstede, er sigende.

Det franske parlament vedtog i 1905 en lov, der dekreterede, at alle den katolske kirkes ejendomme i Frankrig skulle konfiskeres. Kirker og katedraler blev statens ejendom. Siden da har de skiftende regeringer kun brugt få midler på at vedligeholde dem. De kirker, der ikke er blevet vandaliseret, er i en ringe tilstand, og de fleste katedraler er også i en ringe tilstand. Selv før den ødelæggende brand erklærede Paris’ ærkebispedømme, at “det ikke har råd til alle de restaureringer”, som Notre Dame har behov for, “vurderet til 185 mio. dollar”. CBS News berettededen 20. marts 2018:

“Den franske regering, der ejer katedralen, har givet tilsagn om omkring 50 mio. dollar for det kommende årti, hvorefter regningen lyder på 135 mio. dollar. For at skaffe resten hjalp Michel Picaud med at oprette fonden Venner af Paris’ Notre-Dame. Den arbejder på at finde private donatorer, både i Frankrig og på den anden side af Atlanten.

“‘Vi ved, at amerikanere er velhavende, så vi henvender os, hvor vi tror, at vi kan skaffe penge til at bidrage til restaurering af katedralen’, sagde Picaud.”

Den aften, hvor det brændte i Notre Dame, samlede flere hundrede franskmænd sig foran den brændende katedral for at synge salmer og bede. De forstod tilsyneladende pludselig, at de mistede noget meget værdifuldt.

Den franske regering besluttede efter branden at begynde en indsamling af donationer fra private, virksomheder og organisationer til restaureringen; Der er kommet mere end en million euro. Franske milliardærer har lovet at give store summer: Pinault-familien (hovedejerne af detailhandelskonglomeratet Kering) har lovet 100 mio. euro, Arnault-familien (ejere af LVMH, verdens største udbyder af luksusvarer) 200 mio. euro, Bettencourt-familien (ejere af l’Oréal) også 200 mio. euro. Mange på den franske “venstrefløj” sagde straks, at velhavende familier har for mange penge, og at disse millioner kunne bruges bedre på at hjælpe de fattigeend at tage sig af gamle sten.

I den kommende tid vil Paris’ hjerte bære de forfærdelige ar efter en ildebrand, der ødelagde langt mere end en katedral. Branden ødelagde en vigtig del af, hvad der er tilbage af Frankrigs næsten tabte sjæl og hvad Frankrig kunne udrette, da franskmændene troede på noget højere end deres egen dagligdag.

Nogle håber, at synet af den ødelagte katedral vil inspirere mange franskmænd til at følge eksemplet fra dem, der bad den katastrofale nat. Paris’ ærkebiskop Michel Aupetit sagde den 17. april, to dage efter branden, at han var sikker på, at Frankrig vil opleve en “åndelig vækkelse”.

Andre, der er knap så optimistiske, ser i katedralens aske et symbol på kristendommens ødelæggelse i Frankrig. Kunsthistoriker Jean Clair udtaler, at han i Notre Dames ødelæggelse ser endnu et tegn på Frankrigs “uafvendelige dekadence” og på det endelige sammenbrud af Europas jødisk-kristne rødder.

Den amerikanske klummeskribent Dennis Prager skrev:

“Man kan ikke undgå at se symbolikken i den brændende Notre Dame katedral, den vestlige civilisations mest berømte bygningsværk, Vestens kristendoms ikoniske symbol.

“Det er, som om Gud selv ønskede at advare os på den mest umisforståelige måde om, at Vestens kristendom brænder – og med den, den vestlige kultur.”

En anden amerikansk forfatter, Rod Dreher, bemærkede:

“Katastrofen i Paris i dag er et tegn til alle os kristne og et tegn til alle mennesker i Vesten, især dem, der foragter den kultur, der byggede dette storslåede tempel til sin gud på en ø i Seinen, hvor der havde været religiøse riter siden det hedenske Roms dage. Det er et tegn på, hvad vi er ved at miste, og hvad vi ikke vil kunne få tilbage, hvis vi ikke skifter kurs nu.”

Der er i øjeblikket ikke noget, der indikerer, at Frankrig eller det vestlige Europa vil ændre kurs.

Guy Millière er professor ved Universitetet i Paris og forfatter til 27 bøger om Frankrig og Europa.